Dilemma-kassen #5

Hermed dilemma-kassens femte indlæg - den femte august. Flot ja?

Skyd løs med dilemmaer lige her!

I forhold til Frk*mit-navn*s dilemma, så vil jeg mene, at din frygt er beggrundet. Jeg kan jo kun besvare spørgsmålet helt subjektivt; jeg aner ikke, hvad dine kommende læsere og kunder vil mene. Jeg synes, at "Frk navn" er lidt tacky, meget brugt og meget lidt innovativt, unikt og anderledes. Læg noget mere tanke bag dit blog/webshop-navn - det skal ikke være noget, som alle kan finde på på 2 sekunder. Måske er du rødhåret, det kan du bruge til din fordel og finde på et navn ud fra det. Måske elsker du grøn eller har et kælenavn, så brug det til noget ordleg. Hvad ved jeg, men drop Frk. under alle omstændigheder.
Held og lykke med det! Jeg er sikker på, at lidt ekstra tanke er det, der skal til for at finde det rigtige!
Om ikke andet kan du starte ud med den idé, du har nu, og så ændre når bloggen/webshoppen har taget form.

Som altid, er I andre velkomne med jeres meninger!

Skæg + familie = ??

Skægget og jeg er ude i nogle "mød svigerfamilien"-snakke i øjeblikket. Jeg har mødt hans bror og han har hilst på min far, men vi har undgået "rigtige" møder, hvor man sætter sig ned og lærer sin kærestes familie at kende. Jeg er efterhånden klar til det, min familie har været klar vildt længe og Skægget har udskudt det. Han snakker ellers tit om, hvordan han glæder sig til at være i værkstedet med min far eller drille min lillesøster, men selve planlægningen af første møde undgår han helst. Jeg pressede ham lidt i går - spurgte ham, hvor længe han ville have lyst til, at hans fiktive datter skulle date en fyr, før han fik lov at møde ham. 2-3 sekunder, svarede han - præcis som jeg forventede. Det åbnede op for en snak om, at jeg rigtig gerne vil have, at han som minimum får hilst på dem inden han lige om lidt rejser væk i hundrede år. Han gik med til det og har bedt mig finde en dag, hvor det kan føres ud i livet. Først var jeg vildt glad. Endelig. Jeg glædede mig sådan til at vise ham og dem frem for hinanden. Men så, bagefter, føltes det alligevel lidt hult. Han gør det for min skyld. Fordi jeg er klar. Fordi jeg gerne vil have, at de skal møde hinanden. Men jeg tror i virkeligheden ikke, at han er klar.

Dilemma-kassen #4

Beklager forsinkelsen af dilemma-kassen i denne uge.. Dilemmaer kan indsendes her, hvis man skulle have behov for det.

I forhold til denne uges dilemma er jeg faktisk selv i et dilemma vedrørende mit svar - høhø. Min første tanke er, at du skal holde fast i din fantastiske kæreste. Du kender ikke denne nye fyr, som du kender din kæreste (går jeg ud fra) og sandsynligheden for, at den nye fyr kan gøre dig gladere end din kæreste gør, er ret lille - vil jeg tillade mig at påstå. Når det så er sagt, så er der åbenbart et eller andet ved den her nye fyr, som drager dig og det er jeg egentlig tilhænger af, at man skal følge. Jeg kan ikke fortælle dig, hvad du skal gøre, men jeg synes, at du skal tænke over grunden til, at du skal tænke over, hvorfor den anden fyr pludselig er blevet spændende. Er det fordi du tror, at græsset er grønnere hos ham? Eller er det fordi du, ulig det du har beskrevet i dit spørgsmål, ikke er glad sammen med din kæreste?

I andre må hjertens gerne byde ind med jeres meninger!

Dilemma-kassen #3

GØR DET - er det korte svar. Så længe han ikke er gift eller lignende er det da bare at springe ud i det. What's not to like ved en mand, der både er røvlækker og formegentlig ved, hvad han vil?
Bare husk snakken om hvor seriøst I hver især ønsker, at det skal være, så kan jeg ikke se noget problem overhovedet.

Indsend dilemmaer her

Når alting kører på skinner

Det hele går bare virkelig godt, hvorfor bloggen er lidt stille i øjeblikket.

Siden telefonsamtalen med min mor har jeg på en eller anden måde accepteret at sket er sket, og at jeg ikke kan gå rundt og være i krise over hendes utroskab til evig tid. Dermed ikke sagt, at det ikke stadig fylder i mit hoved, men det er på en anden måde nu.

Skægget er bare awesome. Sød og blød og tryg og fuld af forelskelse. Jeg har ikke længere travlt med at have lyst til at fortælle ham, at jeg elsker ham, men har fundet ro ved, at det kommer, når det kommer. Til august rejser han 3 måneder til dumme England i forbindelse med sit studie, men den tid den sorg (det er lige om lidt!!! :-( ).

Jeg har verdens længste sommerferie og på trods af manglende sommervejr og ingen planlagte rejser, er det indtil videre rigtig dejligt alligevel.

Jo, her går det godt.

Dilemma-kassen #2

Jeg synes ikke umiddelbart, at det er en dum idé. Du har jo gjort forarbejdet med at tjekke muligheder for barselsdagpenge, og er meldt ind i a-kasse og fagforening. Jeg tænker, at der sjældent er noget rigtig godt tidspunkt, at begynde at prøve og få børn; man er ofte enten i gang med uddannelse, jobsøgende eller i et nyt job, som man ikke helt synes, at man kan forlade, når man kun lige er blevet ansat.
Jeg vil sige go ahead. I ønsker jer et barn og du virker fornuftig og til at have gennemtænkt det, så hvorfor vente?
Hvis I først skal til at vente på, at du får et job (hvor du jo desværre kan blive valgt fra på at være kvinde uden børn med fast kæreste, fordi sandsynligheden for en snarlig barsel er stor) og dernæst på at du synes, at du kan "tillade" dig at gå på barsel overfor din nye arbejdsgiver, så kan der jo hurtigt komme til at gå lang tid.

Er I andre enige?

Dilemma-kassen #1

Så er vi satme i gang med Dilemma-kassen, og hvor er det dejligt, at I vil være med! Jeg vil forsøge at gøre det til en ugentlig ting, men nu må vi lige se..

First of all: intet i det her dilemma er i mine øjne dumt eller i nærheden af noget, jeg ville grine af. Jeg synes, at din veninde er tarvelig og umoden, når hun griner af det. Har man mistanke om, at man er deprimeret - uanset hvor fjollet man selv synes, at årsagen er - så bør man tage det alvorligt.
Jeg vælger, at se lidt bort fra din ekskæreste, for man kan også blive deprimeret uden en desideret årsag. Af den sætning kan du jo nok allerede høre, at jeg giver dig ret i, at du muligvis er deprimeret. Du siger selv, at du kan nikkende genkendende til mange af kriterierne for depression og at du tænker på, hvorfor du overhovedet lever. Det fortæller mig, at du er sandsynligvis er deprimeret (uden at jeg vil gøre mig til herre over at stille en diagnose!!!).
"Normale" mennesker har op- og nedture, men nej, man bør ikke gå rundt og være ked af det i så lang tid. (Jeg bryder mig selvfølgelig ikke om at kalde det for "normale mennesker", du er jo også normal! Måske er du bare rendt ind i en sygdom, men det er der heldigvis råd for).
Jeg synes, at du skal tage den her test, hvis du ikke allerede har gjort det. Dernæst synes jeg, at du skal få en tid hos din læge og fortælle, hvordan du har det, at du tænker på, hvorfor du lever og resultatet af testen. Jeg er sikker på, at vedkommende kan hjælpe dig.
Du fortjener at være glad og have det bedre end du har det nu!

Hvad siger I andre?

Dilemma kasse?

Jeg har tænkt på at indføre et lille koncept på bloggen. Især eftersom der ingen andre koncepter er på den, og så fordi her er jævnt kedeligt, når mit liv er sus og dus og kærlighed. Derudover så synes jeg, at det ville være skægt at inddrage jer læsere lidt mere - især nu hvor det står stille herinde. Jeg er derfor i en sen nattetime, hvor jeg ikke kunne falde i søvn, kommet op med Dilemma-kassen, hvor man kan indsende sit dilemma anonymt og få svar fra mig og de resterende læsere. Men hov, tænker du måske, har alle de andre bloggere ikke et lignende koncept kørende? Og jo, det er der mange der har. Tanken med dilemma-kassen er, at intet dilemma er for stort eller for småt, for dybt eller for overfladisk. Skal du tage den røde eller den blå kjole på til din date? Skal du slå op med din veninde gennem 10 år? Skal du droppe ud af drømmestudiet, fordi du har fundet en fyr i Spanien? Bør du barbere dine ben? Det hele er velkomment og det er det jeg håber, kan adskille konceptet en lille smule fra de store bloggere. Jeg håber, at I vil være med. Hvis ikke, må jeg jo selv komme op med nogle dilemmaer - eller lukke ned for konceptet igen.

Dilemmaer kan indsendes lige her
(Jeg håber, at det virker - jeg er fandme ikke særlig god til sådan noget teknisk noget)

Om at blive afvist

I går da Skægget og jeg krøb ned under dynerne, fik jeg lyst til ham, så jeg indledte et par lange kys. I ved, af den slags, hvor man ikke er i tvivl om, hvad der skal ske. Han gengældte dem og de udviklede sig hurtigt til hede kys. Han lod sine hænder glide langsomt ned af min bare ryg og jeg lod min finde vej ned ad hans mave. Han gjorde mine til, at jeg skulle være ovenpå ham, så det gjorde jeg. Kyssene var fyldt med passion og jeg var så klar til, at han tog mig. Indtil han midt i et kys trak sig ud af det og sagde: "jeg kan sgu ikke i aften, skat". Jeg stivnede og så overrasket ind i hans øjne, som stadig var helt tæt på mine. En følelse af total ydmygelse skyllede ind over mig og væltede mit indre omkuld. Jeg kravlede ned af ham, lagde mig ved siden af ham og trak dynen over mig. "Sorry", sagde han. Jeg undgik hans blik ved at kigge væk og lukke øjnene. Han trak mig indtil sig i en lang undskyldende omfavnelse. Alt ved hans kropssprog og ansigtsudtryk skreg "undskyld", og alligevel kunne jeg bare slet ikke ryste følelsen af ydmygelse af mig. Han sagde ikke noget - og så blev jeg ked af, at han ikke spurgte indtil, hvorfor jeg reagerede så voldsomt. Hvis han havde spurgt, ville jeg sandsynligvis ikke vide, hvad jeg skulle svare - udover at jeg godt ved, at det ikke havde noget med mig at gøre, at det bare var understellet, der ikke lige ville efter en lang og udmattende dag. Men jeg fik associationer til tiden med Ekskæresten, hvor ydmygelse var en velkendt følelse i forbindelse med at lægge op til sex. Min ekskæreste fortalte mig gentagende gange, at han gerne ville have, at jeg lagde mere op til sex, men når jeg gjorde det, blev jeg afvist langt de fleste gange og sjældent på en pæn måde. Dét ville jeg nok have fortalte Skægget, hvis han havde spurgt.

Vent, hva?

Jeg føler mig helt skør i øjeblikket. Skægget bor her et par uger, fordi de laver badeværelse i hans lejlighed. Det er primært vildt hyggeligt og rigtig dejligt at lege hverdag sammen. Og så alligevel..

De første par dage var jeg fyldt op af lykke, i dagene efter var jeg fortvivlet og kunne ikke se forholdet holde i længden. Nu er jeg på lykke igen. Det er som om, at min hjerne kører noget bipolar med det her, men måske er det bare, fordi det er overvældende at bo sammen med nogen, når man har boet alene i flere år.