Dilemma-kassen #2

Jeg synes ikke umiddelbart, at det er en dum idé. Du har jo gjort forarbejdet med at tjekke muligheder for barselsdagpenge, og er meldt ind i a-kasse og fagforening. Jeg tænker, at der sjældent er noget rigtig godt tidspunkt, at begynde at prøve og få børn; man er ofte enten i gang med uddannelse, jobsøgende eller i et nyt job, som man ikke helt synes, at man kan forlade, når man kun lige er blevet ansat.
Jeg vil sige go ahead. I ønsker jer et barn og du virker fornuftig og til at have gennemtænkt det, så hvorfor vente?
Hvis I først skal til at vente på, at du får et job (hvor du jo desværre kan blive valgt fra på at være kvinde uden børn med fast kæreste, fordi sandsynligheden for en snarlig barsel er stor) og dernæst på at du synes, at du kan "tillade" dig at gå på barsel overfor din nye arbejdsgiver, så kan der jo hurtigt komme til at gå lang tid.

Er I andre enige?

Dilemma-kassen #1

Så er vi satme i gang med Dilemma-kassen, og hvor er det dejligt, at I vil være med! Jeg vil forsøge at gøre det til en ugentlig ting, men nu må vi lige se..

First of all: intet i det her dilemma er i mine øjne dumt eller i nærheden af noget, jeg ville grine af. Jeg synes, at din veninde er tarvelig og umoden, når hun griner af det. Har man mistanke om, at man er deprimeret - uanset hvor fjollet man selv synes, at årsagen er - så bør man tage det alvorligt.
Jeg vælger, at se lidt bort fra din ekskæreste, for man kan også blive deprimeret uden en desideret årsag. Af den sætning kan du jo nok allerede høre, at jeg giver dig ret i, at du muligvis er deprimeret. Du siger selv, at du kan nikkende genkendende til mange af kriterierne for depression og at du tænker på, hvorfor du overhovedet lever. Det fortæller mig, at du er sandsynligvis er deprimeret (uden at jeg vil gøre mig til herre over at stille en diagnose!!!).
"Normale" mennesker har op- og nedture, men nej, man bør ikke gå rundt og være ked af det i så lang tid. (Jeg bryder mig selvfølgelig ikke om at kalde det for "normale mennesker", du er jo også normal! Måske er du bare rendt ind i en sygdom, men det er der heldigvis råd for).
Jeg synes, at du skal tage den her test, hvis du ikke allerede har gjort det. Dernæst synes jeg, at du skal få en tid hos din læge og fortælle, hvordan du har det, at du tænker på, hvorfor du lever og resultatet af testen. Jeg er sikker på, at vedkommende kan hjælpe dig.
Du fortjener at være glad og have det bedre end du har det nu!

Hvad siger I andre?

Dilemma kasse?

Jeg har tænkt på at indføre et lille koncept på bloggen. Især eftersom der ingen andre koncepter er på den, og så fordi her er jævnt kedeligt, når mit liv er sus og dus og kærlighed. Derudover så synes jeg, at det ville være skægt at inddrage jer læsere lidt mere - især nu hvor det står stille herinde. Jeg er derfor i en sen nattetime, hvor jeg ikke kunne falde i søvn, kommet op med Dilemma-kassen, hvor man kan indsende sit dilemma anonymt og få svar fra mig og de resterende læsere. Men hov, tænker du måske, har alle de andre bloggere ikke et lignende koncept kørende? Og jo, det er der mange der har. Tanken med dilemma-kassen er, at intet dilemma er for stort eller for småt, for dybt eller for overfladisk. Skal du tage den røde eller den blå kjole på til din date? Skal du slå op med din veninde gennem 10 år? Skal du droppe ud af drømmestudiet, fordi du har fundet en fyr i Spanien? Bør du barbere dine ben? Det hele er velkomment og det er det jeg håber, kan adskille konceptet en lille smule fra de store bloggere. Jeg håber, at I vil være med. Hvis ikke, må jeg jo selv komme op med nogle dilemmaer - eller lukke ned for konceptet igen.

Dilemmaer kan indsendes lige her
(Jeg håber, at det virker - jeg er fandme ikke særlig god til sådan noget teknisk noget)

Om at blive afvist

I går da Skægget og jeg krøb ned under dynerne, fik jeg lyst til ham, så jeg indledte et par lange kys. I ved, af den slags, hvor man ikke er i tvivl om, hvad der skal ske. Han gengældte dem og de udviklede sig hurtigt til hede kys. Han lod sine hænder glide langsomt ned af min bare ryg og jeg lod min finde vej ned ad hans mave. Han gjorde mine til, at jeg skulle være ovenpå ham, så det gjorde jeg. Kyssene var fyldt med passion og jeg var så klar til, at han tog mig. Indtil han midt i et kys trak sig ud af det og sagde: "jeg kan sgu ikke i aften, skat". Jeg stivnede og så overrasket ind i hans øjne, som stadig var helt tæt på mine. En følelse af total ydmygelse skyllede ind over mig og væltede mit indre omkuld. Jeg kravlede ned af ham, lagde mig ved siden af ham og trak dynen over mig. "Sorry", sagde han. Jeg undgik hans blik ved at kigge væk og lukke øjnene. Han trak mig indtil sig i en lang undskyldende omfavnelse. Alt ved hans kropssprog og ansigtsudtryk skreg "undskyld", og alligevel kunne jeg bare slet ikke ryste følelsen af ydmygelse af mig. Han sagde ikke noget - og så blev jeg ked af, at han ikke spurgte indtil, hvorfor jeg reagerede så voldsomt. Hvis han havde spurgt, ville jeg sandsynligvis ikke vide, hvad jeg skulle svare - udover at jeg godt ved, at det ikke havde noget med mig at gøre, at det bare var understellet, der ikke lige ville efter en lang og udmattende dag. Men jeg fik associationer til tiden med Ekskæresten, hvor ydmygelse var en velkendt følelse i forbindelse med at lægge op til sex. Min ekskæreste fortalte mig gentagende gange, at han gerne ville have, at jeg lagde mere op til sex, men når jeg gjorde det, blev jeg afvist langt de fleste gange og sjældent på en pæn måde. Dét ville jeg nok have fortalte Skægget, hvis han havde spurgt.

Vent, hva?

Jeg føler mig helt skør i øjeblikket. Skægget bor her et par uger, fordi de laver badeværelse i hans lejlighed. Det er primært vildt hyggeligt og rigtig dejligt at lege hverdag sammen. Og så alligevel..

De første par dage var jeg fyldt op af lykke, i dagene efter var jeg fortvivlet og kunne ikke se forholdet holde i længden. Nu er jeg på lykke igen. Det er som om, at min hjerne kører noget bipolar med det her, men måske er det bare, fordi det er overvældende at bo sammen med nogen, når man har boet alene i flere år.

Lyserøde skyer

Forstår ikke engang, hvordan man kan være så forelsket.
Skægget og jeg har set en hel del mere til hinanden, end vi plejer i disse dage. Han bor her nærmest. Og det er over alt forventning. Der er lyserøde skyer all over. Det er lige til at brække sig over.

I går fik jeg en (eller to?) orgasme (Skæggets hånd kombineret med den her vibrator), som sendte mig til fucking månen og tilbage igen. Jeg døde næsten af grin efterfølgende. Endorfiner you're playin' me.
Jeg fik også blomster, hvilket også var helt i orden dejligt.

Det stopper aldrig

Nogen husker måske mor-sagen bedre end andre. Long story short: mor var far utro, far ved det ikke, og det gør stadig ondt på mig hver eneste dag.
I lang tid har der ikke været nogen udvikling overhovedet; min mor har fuldstændig ignoreret, at det nogensinde er sket og jeg har forsøgt at gøre det uden det store held. Dog laver jeg lige noget med en forelskelse, som får det en lille smule på afstand, indtil jeg ligger alene i min seng, ser en film om kærlighed eller ser midaldrende mennesker kysse. Nå. Jeg har gennem de sidste 9 måneder eller hvor længe der efterhånden er gået, fortalt historien til min gode veninde, virkelig-god-ven, min kusine og Skægget. Med min veninde og min kusine har jeg især drøftet muligheden for at få min mor med til en session hos psykologen, for at kunne snakke ordentligt med hende og måske komme nærmere at ligge et låg på den sag.
I dag i telefonen øjnede jeg så muligheden (og fandt endelig modet) til at spørge min mor, om hun vil med. Til min glæde fik jeg spurgt på en rigtig god måde, uden nogen form for bebrejdelse, men bare med et "det ville betyde virkelig meget for mig". Til min fortrydelse brød hun sammen i gråd. Fordi hun er sindssygt presset på arbejdet og det her åbenbart var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Jeg gjorde mit allerbedste for at være sød og forstående, og sagde at det bare kunne være ude i fremtiden. Hun tog fint i mod det, indtil hun i en bisætning fangede, at jeg havde talt med min kusine om det, som hun jo naturligvis kender. Det fik hende til - om muligt - at bryde endnu mere sammen. Og så græd jeg også lidt.. Fordi det aldrig er sjovt at høre sin mor græde, og fordi hun for første gang viste ægte skam over det, hun har gjort. Hun tiggede mig desuden om ikke at sige noget til Skægget og jeg kunne simpelthen ikke bære at fortælle hende, at det har jeg allerede været nødt til. Om ikke andet virkede hun åben for idéen om at tage med til psykologen..

PMS, bortset fra at jeg ikke har PMS

Glædelig 1. maj og stor bededag. Jeg håber, at I hygger jer med en øl, en daggammel hvede og et par taler i fælledparken i dag. Og jeg håber også en lille smule, at det regner lidt på jer. I ved, fordi jeg er PMS og derfor hader alle i dag. Som overskriften afslører, har jeg bare ikke PMS, det er alt for tidligt (eller sent?) og kan altså umuligt være det. Det føles dog unægteligt som en virkelig heftig omgang PMS - i hvert fald som jeg har hørt fænomenet beskrevet, da jeg ikke selv påvirkes så kraftigt. Ellers er jeg bare gravid og hormonforstyrret. Vælger at tro på PMS. Så deeeeet.

Fordi jeg er ny i kategorien tæt-på-at-eksplodere-PMS, ved jeg ikke, hvordan man opfylder sit behov for pizza, når man SLET ikke kan magte at se pizzamanden i øjnene. Råd modtages gerne.

Arrogance

Jeg er virkelig vild med Skægget. Men ikke med alt ved ham. Jeg er faktisk ret modsat vild med hans tendens til at fremstå arrogant. Det er et kæmpe turn off, hvilket jeg selvfølgelig har forsøgt at sige, uden at rette det direkte mod ham. Enten forstår han det ikke, eller også er han ligeglad. Jeg hælder mest til første mulighed. Håber i hvert fald, at det er derfor, for så kan der gøres noget ved det. Jeg ved ikke helt, om det er ok at håbe, at det kan ændres, men det gør jeg altså virkelig. Jeg kan jo rigtig godt lide resten af ham, men jeg har egentlig ikke lyst til at introducere ham for flere venner, for slet ikke at snakke om familie, hvis han skal fremstå som om, at han synes, at han er bedre end alle andre. Jeg ved, at det bare er et skjul for en sårbarhed, men det gør det altså ikke mindre uattraktivt.

Ligner en mor

I hvert fald når man ser ud af øjnene på den ~40 årige mand, som mine kusiner på henholdsvis 3 og 5 år og jeg løb ind i på legepladsen i dag. Efter at have fundet ud af, at børnene ikke er mine og at jeg forøvrigt er under uddannelse, hvilket for de fleste mennesker indikerer, at jeg er i mine tyvere, spurgte han om mit navn, om hvor ofte jeg passer kusinerne og om vi tit kommer på legepladsen. Alt sammen med et kækt smil og et glimt i øjet, hvilket fik mig til at føle mig meget lagt an på. Da han og hans datter, efter utallige rutcheture sammen med mine kusiner, endelig skulle hjem var det med et "jeg håber vi ses igen!". Det. Håber. Jeg. Ikke.