Arrogance

Jeg er virkelig vild med Skægget. Men ikke med alt ved ham. Jeg er faktisk ret modsat vild med hans tendens til at fremstå arrogant. Det er et kæmpe turn off, hvilket jeg selvfølgelig har forsøgt at sige, uden at rette det direkte mod ham. Enten forstår han det ikke, eller også er han ligeglad. Jeg hælder mest til første mulighed. Håber i hvert fald, at det er derfor, for så kan der gøres noget ved det. Jeg ved ikke helt, om det er ok at håbe, at det kan ændres, men det gør jeg altså virkelig. Jeg kan jo rigtig godt lide resten af ham, men jeg har egentlig ikke lyst til at introducere ham for flere venner, for slet ikke at snakke om familie, hvis han skal fremstå som om, at han synes, at han er bedre end alle andre. Jeg ved, at det bare er et skjul for en sårbarhed, men det gør det altså ikke mindre uattraktivt.

Ligner en mor

I hvert fald når man ser ud af øjnene på den ~40 årige mand, som mine kusiner på henholdsvis 3 og 5 år og jeg løb ind i på legepladsen i dag. Efter at have fundet ud af, at børnene ikke er mine og at jeg forøvrigt er under uddannelse, hvilket for de fleste mennesker indikerer, at jeg er i mine tyvere, spurgte han om mit navn, om hvor ofte jeg passer kusinerne og om vi tit kommer på legepladsen. Alt sammen med et kækt smil og et glimt i øjet, hvilket fik mig til at føle mig meget lagt an på. Da han og hans datter, efter utallige rutcheture sammen med mine kusiner, endelig skulle hjem var det med et "jeg håber vi ses igen!". Det. Håber. Jeg. Ikke.

Påske Skæg

Sååååå vi var jo i Sverige i Påsken, i et lille sommerhus nær vandet og langt væk fra alt andet. Jeg havde været rigtig nervøs op til og helt sikker på, at jeg ville få for meget lagkage. Men sådan gik det slet ikke. Jeg var lutter lyserød sky og kunne sagtens have taget et par dage mere med at vandre rundt i skoven og langs vandet med hinanden i hånden. Da toilettet ikke virkede og fandme ikke ville trække noget som helst ud, priste jeg mig lykkelig for, at have en handyman ved hånden og var ret ligeglad med tis og lort. Alligevel lavede jeg en +/- liste (ligesom Miranda gør i SATC over Steve), da jeg kom hjem. Fordi jeg, på trods at forelskelse, alligevel fandt mig selv være pigefornærmet eller småsur over småting. Og lidt mere sur da vi skulle rydde op og gøre rent inden hjemturen. Jeg mindede mig selv om min mor, hvis jeg skal være helt ærligt, og jeg bryder mig ikke om, at se hvordan hun i tide og mest i utide hakker på min far - og jeg bryder mig endnu mindre om selv at være sådan. Så jeg lavede altså den her liste. For lige at klare tankerne. Og så fordi jeg er et visuelt menneske, og det bliver hurtigt noget rod oppe i mit hoved. Listen faldt selvfølgelig ud til den gode side, men jeg blev klogere på mig selv og på hvilke ting ved ham, som er minusser for mig.

Og ja, vi knaldede vildt meget. Stort plus.

Bagudbagudbagud

Jeg er SÅ bagud. Med ALT. Jeg har så mange ting, jeg vil skrive herinde, men ingen tid eller overskud til at sætte mig ned og få alle tankerne ned i ord. Skægget og jeg var i sommerhus i Sverige i Påsken. Men jeg vil meget hellere fortælle om det, når jeg kan..

Bare pisse-bange altså

Jeg tog skridtet og kastede mig ud i de der følelser. Lod være med at holde tilbage mere, og alt det der. Og det virkede. Oh boy, det virkede. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så forelsket. Eller hvornår jeg sidst har været så bange for, om det skulle ende. Jeg er så bange for pludselig at vågne op en dag og indse, at jeg slet ikke bryder mig om Skægget. I ved, som jeg gjorde med Mr. Good Guy. Så bange for igen at stå der og have været kærester med en i vildt kort tid, have sagt alt muligt om, at det her godt kunne være rigtigt, og så pludselig slet ikke kunne forstå, hvorfor jeg fandt sammen med manden i første omgang. Det er muligvis meget naturligt at have det sådan, men det gør det bare ikke mindre frustrerende. Jeg har lyst til at fortælle om Skægget til alt og alle, jeg har lyst til at forestille mig fremtiden, offentliggøre det på facebook, lade ham møde alle mine venner. Men jeg gør det ikke. Nogen ville nok råde mig til bare at give slip på den følelse, ligesom jeg gjorde i forhold til at blive forelsket, men jeg venter lige lidt.. Til vi har været væk på weekend sammen i et sommerhus. Så ved jeg måske lidt bedre, om der er risiko for at blive træt af ham om en måned... Hvilket btw er et scenarie, som jeg, lige nu, finder højst usandsynligt. Men det sagde jeg også for et år siden med Mr. Good Guy. Så jeg er bare pisse-bange altså.

Om at elske

Slap af, hverken Skægget eller jeg har sagt det.
Men han er lige gået hjem efter at have tilbragt hele weekenden her. En weekend, hvor jeg mindst 100 gange har tænkt de tre små ord. Og sådan havde jeg ikke regnet med, at det ville være. Jeg tror heller ikke, at jeg elsker ham, for det tror jeg ikke på, at man kan efter at have set hinanden i gennemsnit en gang om ugen i 4 måneder. Jeg tror, og ved, at jeg er møgforelsket i ham, og at denne forelskelse får mig til at tro, at jeg elsker ham. I min optik elsker man nemlig først hinanden, når det har været nederen og hverdagsagtigt, og man alligevel gerne vil være sammen. Alt før det er bare kemikalier, som prøver at narre os til at tro, at vi skal være sammen for evigt. Og måske skal vi, men det ved vi først, når forelskelsen har lagt sig og kærligheden kan tage over. Dét tror jeg på. Men man, hvor har jeg lyst til at sige det til ham.

I er velkomne til at have en anden definition af, hvornår man elsker hinanden, det er helt fint, men det her er min. Måske kommer jeg til at fortælle ham, at jeg elsker ham, men så knytter jeg også nogle af ovenstående ord på, for det ér altså ikke kærlighed i min optik.

Hvorfor sociale medier er lort, når der eksisterer ekskærester

De sidste par dage har jeg tænkt en del over, hvor awesome det må have været at have ekskærester pre-internet. Når ekskæreste-statussen indtraf, kunne man smutte til en anden by eller what ever og dermed aldrig se sin ekskæreste igen. Det kan man selvfølgelig stadig, men så finder de bare én på facebook, krak eller en af internettes andre smukke veje til genforening. Eller de beholder dit nummer på deres telefon. Pr-internet og pre-telefon må have været så godt.

Dengang jeg var 13 år, havde jeg en kæreste, som var et år eller to ældre end mig. Vi var sammen 8 måneder, hvorefter jeg slog op med ham på MSN til fordel for en ny fyr. Han var min første kæreste og i løbet af de 8 måneder nåede vi at planlægge hele vores liv - helt ned til hvilken race vores kommende hund skulle være. Jeg kan ikke rigtigt huske andre detaljer om forholdet eller om ham, end at vi spiste en forfærdelig masse krydderboller og så en forfærdelig masse serier fra hans enkeltmandseng. Og jeg ved, at vi havde sex, men jeg kan intet huske om det.. 

Eftersom vi skiltes nogenlunde fredeligt (han blev vidst nok lidt knust, men lad nu det ligge), forblev vi venner på dethersens nye facebook. Siden da har han med et par års mellemrum skrevet og spurgt hvordan det går og vi har således i gennemsnit udvekslet 4-5 beskeder hvert andet år. Da han skrev til mig for et par dage siden, blev jeg således ikke overrasket. Jeg havde travlt den dag, og åbnede derfor ikke beskeden, da jeg modtog den. Et par timer senere modtog jeg en sms fra et ukendt nummer. Han havde afprøvet det nummer, han havde stående i sin telefon og eftersom jeg aldrig har skiftet, fik han altså fat i mig. Eller også har han krakket mig.. 

Men fint nok! Vi skrev lidt frem og tilbage om, hvordan livet behandler os, og det er hyggeligt nok. Da han spørger, om jeg ser nogen, fortæller jeg om Skægget. Omvendt kan han fortælle, at han ikke har haft nogen rigtig kæreste siden mig. Et par beskeder senere inviterer han mig på kaffe. Jeg takker pænt nej med den begrundelse, at jeg hverken har rigtig tid eller lyst. Han accepterer det, og giver udtryk for, at han håber, at det er ok, at han skriver. Jeg svarer selvfølgelig ja, for det har jo været hyggeligt og jeg holdt meget af hans familie, da vi var sammen. 

Morgenen efter vågner jeg til en besked om at få en god dag. Om eftermiddagen bliver jeg spurgt, om jeg har haft en god dag. Dette gentog sig i dag...

Projekt God Sex

Af en eller anden grund, stoppede jeg med at berette om Projekt God Sex, som jeg ellers tidligere har nævnt både her og her, og som jo fyldte en hel del efter det første knald med Skægget. Måske stoppede jeg fordi min farfar døde og det hele gik lidt op i sorg. Måske fordi det der med sex egentlig begyndte at køre meget godt, så snart han stoppede med at tro, at skedeorgasmer er noget, som alle får efter 5 minutter i missionær og startede med at knalde mig, som han har lyst til. Jeg har egentlig ikke gjort noget (andet end sørget for ovenstående) for at få Projekt God Sex til at fungere, det er ligesom bare kommet af sig selv. Det vilde ved sexen nu er, at der er så meget passion. Seriously. Jeg troede, at lidenskab og passion var opreklameret af alskens romantiske film. Jeg er blevet klogere. Det er så frækt og intenst. Der er måske alligevel noget om, at sex udvikler sig i takt med, at man lærer nogen bedre at kende.

Mission accomplished.

Med fare for at jinxe det hele..

.. så går det egentlig meget godt. Virkelig godt. Mellem Skægget og mig, that is. Angående rolleskiftet, så er det alligevel ikke så slemt, som det tog sig ud i den følelsesladede stund, jeg skrev det tidligere indlæg i. Jeg tog en beslutning om at skide på det hele og give følelserne frit løb, hvilket har resulteret i, at jeg er forelsket til op over begge ører og mest har lyst til at ligge i Skæggets arme dag ud og dag ind. Så med dobbelt fare for at jinxe det: vi er begyndt at kalde os for kærester, sådan lidt i smug. Vi har sat en label på for os selv, men uden at det springer i alle folks fjæs på facebook.
I dag fortalte jeg ham om mor. Han var sød og krammede mig lidt ekstra, og spurgte lige præcis nok indtil det til, at det var ok.
Virkelig opkastsfremkaldende hvis jeg skriver, at jeg allerede savner ham, selvom han gik for 3 timer siden?
.. Jep.

Rolleskift

Jeg ved virkelig ikke, hvad det er, det sker mellem Skægget og mig i disse dage. Jeg føler mig super needy og mangler mere end 4-5 timer ad gangen med ham. Han vil hellere bruge sin weekend på at drikke sig fuld og have tømmermænd fremfor at bruge den på min sofa med armene om mig. Det føles som et underligt rolleskift - for bare 1,5 måned siden ville jeg have ham til at skrue ned og tage det roligt med at ses, og nu sidder jeg i hans tidligere position og vil gerne udvikle relationen. Som i sidste indlæg forstår jeg ikke hvorfor. Jeg føler mig ikke mere vild med ham og jeg føler ikke, at han har taget et skridt tilbage i forhold til udviklingen. Så jeg ved stadig ikke, hvad det er, men jeg ved, at det er røvhamrende irriterende at blive sådan lidt irrationelt pigefornærmet på ham i tide og utide.