Hejsan på dejsan! Status #7

Her er en hilsen helt fra Sverige, hvor jeg forsøger at gøre mig forståelig og ikke mindst forstå, hvad de rundt om mig siger. I dag er første dag i næsten to uger, hvor jeg har mere alenetid end en halv time. Hvilket vidst forresten er det længste jeg nogensinde, i mit livs historie, er gået uden alenetid. Det er gået over alt forventning og vi er stadig glade og forelskede. Men det er klart, at når man både forsøger at være kærester, roommates, kollegaer og træningsmakkere, så går bølgerne engang imellem højt. Især når de tre sidstnævnte titler er helt nye og vi heller ikke er så erfarne med den første endnu.
Her er en status på eventyret med Svenskeren i tal:

• Timer arbejdet denne uge: et sted mellem 60 og 70
• Antal mennesker jeg har boet rigtigt sammen med (foruden familie): 0
• Glæde over at få lov til at se kæreste hver eneste dag på job: 589.467
• Søvnmangel: 56
• Lejlighedens beskidthedsniveau: 999
• Hvordan jeg har det med at finde små spor fra Svenskerens ekskæreste rundt omkring i lejligheden: -500
• Dage jeg har fået serveret morgenmad: alle
• Hvor stor fan jeg er af mine nye svigerforældre: 5.000
• Ansøgninger til jobs indenfor mit felt sendt: 5
• Jobsamtaler: 1 (i Danmark)
• Længste pause uden sex: 2 dage
• Tursit leget i denne rigtig fine by: 0
• Nedtur over at Svenskeren og jeg ikke skal holde jul sammen: 58.485
• Tvivl ift. om det var det rigtige at tage med til Sverige: -10.000
• Antal måneder vi har kendt hinanden: 5

Jeg vender tilbage ved næste lejlighed med en ny status på eventyret. Selv er jeg meget spændt, om vi bliver trætte på sexfronten og om det seriøst er muligt at blive ved med at være så forelsket.

Kukkuk

Jeg føler egentlig, at det er på sin plads med en lille undskyldning. Jeg havde tilsyneladende ikke særlig stor tiltro til jer, for på "Svenskeren, min kæreste"-indlægget havde jeg forventet, at få mindst et par negative kommentarer ala "har du nu fået en kæreste igen" eller "skal du ikke til at slappe af med de mænd", men i stedet har jeg fået de fineste lykønskninger fra jer. Så undskyld. Og tak!

Forelskelsen er fortsat i fuldt flor. Så meget at jeg snart bliver - eller måske forlængst er blevet - vanvittig. De kloge/de store romantikere siger, at man bliver midlertidigt sindssyg, når man er forelsket, men det har jeg altid tænkt, var en tyk overdrivelse. Jeg mener, jeg er jo et rationelt og velovervejet menneske og kunne ikke i mine vildeste fantasier så meget som tænke på at droppe at finde et job inden for mit eget felt for i stedet at tage til et andet land og lade mig ansatte ved min kæreste. Men det har jeg gjort og dermed kan jeg vidst godt diagnosticeres med full blown sindssyge. Det er kun for en midlertidig periode, hvorefter han flytter til Danmark. Men for dette førhen fornuftige pigebarn bliver det næppe vildere. Grunden er simpel: jeg kan ikke undvære ham og han kan ikke undvære mig. Folk der påstår, at man sagtens kan få langdistance forhold til at fungere enten lyver eller er ikke forelskede. Fordi vi trods alt har nogle forpligtelser i hver sit land, har vi nyligt været uden hinanden i en uge. Foruden at tilse de der forpligtelser og nogle aftaler med familie og venner, brugte jeg tiden i fosterstilling med min telefon i den ene hånd og Ben&Jerry's i den anden. Det bliver man både tyk og ked af det af, så nu er det besluttet, at jeg tager til Sverige i slutningen af måneden. Jeg kommer først tilbage til jul - altså foruden weekendbesøg herhjemme.

Svenskeren, min kæreste

Da jeg gik fra Skægget lovede jeg mig selv, at jeg skulle være single i mindst et år, så da jeg oprettede mig på Tinder, happn og Badoo var det for at se på mænd og have det lidt sjovt. Imellemtiden mødte jeg et par mænd udenom datingappsene og lod mig betage flere gange. I et af mange forsøg på at vriste mig fri af endnu et crush (Skyen), som jeg godt vidste mest handlede om sex fra hans side, sagde jeg ja, da en pæn svensker på Tinder inviterede mig ud på en øl. Dagen efter den svensktalende date fortalte jeg min veninde, at jeg havde lyst til at gifte mig med ham. Overdrivelse fremmer forståelsen, ved I. Pinligt bevidst om min lynhurtige evne til at blive betaget og mit løfte til mig selv om at være single, mødte jeg Skyen til en fest dagen efter daten med Svenskeren. Men fra da af var Skyen ikke længere interessant. Han blev flad og kedelig for mig og pludselig var tankerne om ham skiftet ud med tanker om Svenskeren. Ulig de andre mænd som jeg, siden mit brud med Skægget, havde været betaget af, var Svenskeren ikke bare interesseret i sex. Han var megapå og selvom dette i fortiden har fået mig til at stikke halen mellem benene og miste interessen, var det ikke tilfældet med denne mand. Jeg prøvede holde igen for at være tro mod mig selv og fordi jeg var bange for at gentage tidligere fejl. På et tidspunkt i løbet af sommeren måtte jeg erkende, at jeg ikke kunne holde det tilbage længere og at betagelsen for længst havde udviklet sig til en forelskelse i fuldt flor. Jeg gjorde ellers mit bedste for at finde ting ved ham, som ikke passede til mig, men efter at have fundet absolut intet andet end en bopæl i et andet land, gav jeg op og overgav mig. Allerede i den spæde begyndelse af vores bekendtskab, havde jeg ytret, at en kæreste i et andet land var en fuldstændig umulighed og denne regel holdt vi os ydmygt til. Indtil jeg for et par uger siden alligevel spurgte, om han ville være min kæreste. Fordi alt andet føltes forkert. I går fortalte jeg ham, at jeg elsker ham. Fordi jeg ikke kunne holde det inde længere. Fordi jeg stadigvæk ikke kan finde noget ved ham, som jeg synes er irriterende eller som ikke passer sammen med mig. Jeg er en stor romantiker og fortsat rødglødende pinligt bevidst om det store antal gange jeg har været både betaget og forelsket, så jeg tør næsten ikke sige det, men jeg tror virkelig, at det her er rigtigt. Sådan ægte.

Kommer savn i bølger?

Siden sidst har Svenskeren og jeg taget det til nye højder og tilbragt en uge i hinandens selskab i noget sol. Nu befinder vi os igen i hvert sit land og jeg hader hvert sekund. Jeg troede, at savn var noget, som gik op og ned. Kom i bølger. At man nogengange savnede helt vildt og andre gange syntes, at det var lidt dejligt med lidt tid for sig selv. Sådan har jeg ikke haft det i løbet af denne lille uge, som der er gået siden, jeg kom hjem fra syden og Svenskeren. I flyet på vej hjem sank jeg et par gange en klump i halsen og skruede godt op for musikken i headsettet, men i lufthavnen blev jeg mødt af min mor og i samme sekund, jeg så hende, begyndte tårerne at løbe. Hun troede selvsagt, at strømmen af saltvand havde noget med hende at gøre, og det havde den egentlig også; at se hende gjorde det tydeligt for mig, at jeg var hjemme og at han ikke var med. Dagen efter var jeg pirrelig som en præmenstruel teenager og da min far kommenterede på min tydelige irritation over alt, sprang jeg i luften, hvilket manifisterede sig i skinger stemme og mere saltet vand. Denne gang krøb jeg til korset og afslørede, at jeg bare gerne ville være i Sverige. I de efterfølgende dage tog jeg hjem til mig selv og forsøgte at huske, hvordan man lever et normalt liv. Men der var ingenting, der var normalt, for hov, den her trøje lugter af ham, den her sang har vi hørt sammen og det her har han kommenteret på. Som dagene skred frem, faldt irritationen og blev erstattet med en frustration. For hvorfor kan jeg ikke huske, hvordan hans hånd ser ud? Det har jeg brug for, for at dagdrømme om at give den et klem. Og hvorfor står hans ansigt pludselig ikke så skarpt i min hukommelse længere? Jeg skal bruge hans smil og hans kys! Og hvordan lyder hans stemme? Jeg er nødt til at huske, hvordan det lyder, når han udtaler ordene! Det føles som det vigtigste i verden at huske og genopleve de her ting. Det ér savn i bølger; noglegange savner jeg ham så meget, at alt gør ondt og andre gange er det bare et lille stik.

Status #6

• Lykkefølelse efter at have set Svenskeren endnu en weekend: 500
• Træthed: 900
• Trang til sommerferie (med sol): 43.858.843
• Dage til jobkontrakt udløber: 14
• Rynker fået de sidste to måneder: TO (Hvordan?!)
• Længste pause i beskedudveksling mellem Svenskeren og jeg de sidste 6 uger (eks. de timer vi fysisk har brugt i hinandens selskab): 27 timer
• Savn til Svenskeren: 7.825 (som nogen måske har set på instagram - @indsaetselvfancynavn)
• Sandsynligheden for at Svenskeren og jeg køber en afbudsrejse sammen til noget sol: 100
• Hvor meget Skyens interesse er steget efter min er faldet: 294
• Kørekort mistet: 1
• Status på tan: HVAD ER DET DER SKER? (= hvid)
• Ambivalens ved udsigt til at skulle finde mig et rigtigt job: 1.000
• Problemer med at få udbetalt løn på nuværende job: 89.854.838.435
• Penge på konto: 32,90 kr.
• Penge lånt af mor og far: yderligere 5.000
• Afhængighed af "Suits": 600
• Status på datingapps: alle slettet.
• Forvirring over hvad det er der sker med mine følelser: 93847854
• Lyst til at droppe voksenarbejde og i stedet skrive en bog eller studere videre: 405
• Nervøsitet for at det går ad helvedes til med at holde kontakt til de studievenner, som jeg er blevet virkelig glad for: 383
• Besvær med at følge med i venindes dating liv, når man befinder sig i megamange kilometer fra hinanden: 49053 (ps: jeg dømmer ikke, jeg elsker det!)
• Batteri på min computer: 5%
• Afstand til oplader: 2 meter
• Sandsynligheden for at jeg kommer til at hente den så længe, der er strøm på min telefon: -3

En hel weekend

På vej mod hotellet, som Svenskeren allerede var checket ind på, begyndte sommerfuglene at baske så voldsomt i min mave, at jeg fik kvalme. En hel weekend - hvad havde jeg dog rodet mig ud i? Ville det blive ligeså akavet som mit besøg hos Roomien? Med bare 100 meter yderligere at tilbageligge blev jeg passet op af en snøvlende kvinde i snusket tøj. På gebrokkent svensk forklarede jeg hende, at jeg ikke havde nogen kontanter på mig. Hun kvitterede med at fortælle en tung historie om heroinmisbrug og et liv på gaden. Jeg åndede lettet op og forsøgte at samle min koncentration om hendes historie fremfor knuden i min mave. I det samme vibrerede mobiltelefonen i min hånd og kvinden insisterede på, at jeg tog opkaldet. Mens hun smilede et tandløst smil til mig, guidede jeg Svenskeren hen til os og ved synet af hans udstrakte arme og store smil, forduftede hun. Sommerfuglene i maven vendte tilbage med fornyet kraft og snublende over ordene fortalte jeg febrilsk om den tandløse kvindes historie. Svenskeren viste mig med ophøjet ro og et overbærende smil op til vores hotelværelse, hvor der ikke var andre muligheder end at sætte sig på sengekanten. Han kyssede mig lidenskabeligt og jeg tog mig selv i at trække mig lidt væk fra ham. Jeg havde glædet mig så meget til dette øjeblik og gang på gang forestillet mig, hvordan vi ville kaste os i armene på hinanden så snart, vi kom ind på værelset. Virkeligheden var helt anderledes og jeg måtte stoppe ham og næsten hviskende fortalte jeg, at jeg var møgnervøs. Han smilede sit overbærende smil og lagde sig ned med armen udstrakt i en invitation til at gøre ham selskab. Det gjorde jeg, og mærkede herefter sommerfuglene forsvinde i takt med, at han strøg mig på ryggen. Efter at have været i nærmest konstant kontakt på Messenger havde jeg været så nervøs for, at vi ikke havde noget at snakke om mere. Åh, hvor blev den nervøsitet gjort til skamme. Da de fleste sommerfugle var borte, mærkede jeg, at de blev erstattet af en kilden. Han mærkede det vist også, i hvert fald gjorde hånden på min ryg efterhånden så store udsving, at min bagdel snart var inden for rækkevidde. Med tøjet af mærkede jeg de sidste sommerfugle forsvinde. Som weekenden skred frem, mærkede jeg nogle andre sommerfugle komme til i min mave. Den slags som fik mig til at kigge drømmene på ham og konstant have lyst til at være i fysisk kontakt med ham.

Det var egentlig meningen, at vi skulle være turister og rent faktisk se noget af byen, men efter morgenmaden på hotellet den efterfølgende dag (og to runder i lagnerne, erhm) endte vi på en solbeskinnet café med hver vores drink og her blev vi siddende i flere timer. Jeg kan ikke længere huske, hvad vi snakkede om, men jeg kan huske, at vi gjorde det nærmest uafbrudt. På et tidspunkt gik vi en tur, som vi afsluttede på hotellet for at tage et bad (og gud ved hvor mange runder i lagnerne, erhm). Efter en middag med lange blikke henover bøfferne overvejede vi at udforske byens natteliv, men vi gav lynhurtigt op og gik i stedet hjem i seng. Og i karbad, hvor vi afprøvede LUSH bathbomben "Sexbomb", som jeg havde købt til formålet og teaset med på instagram (@indsaetselvfancynavn). Alle pengene værd!! Vandet var lyserødt! Og vi fik meget morskab ud af at se kuglen opløses og efterfølgende lege med de "rosenblade" som var inde i den.

Om søndagen prøvede vi ikke engang at komme på sightseeing, men gentog i stedet successen med drinks før tolv på en café. Det er den samme historie, som om lørdagen, men om muligt endnu mere kvalmende: vi snakkede i et væk, lo, kyssede, gik tæt omslynget i solen og smed os sågar i det grønne græs i en park. Sommerfuglene var taget til og jeg opdagede, at jeg skyndte mig at komme tilbage til ham, når jeg var på toilettet og at jeg syntes, at alle borde var helt umenneskelig brede. En mand på gaden opførte sin egen udgave af Ed Sheeran, mens jeg forgæves forsøgte at finde et eller andet ved Svenskeren, som jeg kunne irritere mig over eller have lyst til at ændre på. Idet jeg kiggede op på ham og hans mørkeblå øjne mødte mit blik, sang gadesangeren "darling, I'll be loving you 'til we're 70..." og jeg indså, at jeg ikke kunne finde den mindste ting at irritere mig over. Det var fuldstændig som at være med i den mest urealistisk romantiske film nogensinde.
For et par timer siden skiltes vi, og ja, jeg savner ham. Det er så klichéfyldt og urealistisk. Men jeg har besluttet mig for ikke at tænke for meget over det. Jeg har lige været sammen med en mand en hel weekend uden at irritere mig over en eneste ting ved ham. Uden at kunne få nok af ham. Den følelse vil jeg nyde så længe, den varer.

Latenight-tanker om et par akavede dage

Jeg skylder vel lidt en forklaring på føromtalte akavethed på besøget hos Roomien. For at gøre det, må jeg nok se det hele lidt i retroperspektiv.

Jeg ved ikke helt, om jeg tror på ægte kærlighed eller at der findes en eneste ene derude et sted. Men jeg tror på, at nogle mennesker er rigtige for hinanden. Rigtige i den forstand at de får det gode frem i hinanden, og at de vokser og trives sammen. Jeg ved ikke, om man bliver ved med at være rigtige for hinanden i al evighed. Måske kan man være rigtige for hinanden i et kort øjeblik. Sådan tror jeg, at det var med Roomien og mig. Vi var rigtige for hinanden, da vi mødtes. Han var i hvert fald rigtig for mig. Jeg vidste det fra første gang, jeg så ham; da han bankede på min værelsesdør for at byde mig velkommen til det bofællesskab, hvor jeg skule tilbringe to måneder i forbindelse med mit udenlandseventyr.
Uden at sige noget hjalp han mig til at indse, at Skægget og jeg ikke passede sammen og jeg voksede så meget i samtalerne med ham. Jeg tror også, at jeg hjalp ham. I bund og grund var han en stor del af, at mine to måneder i udlandet blev så vellykkede.
Da vi aftalte, at jeg skulle besøge ham inden, jeg begyndte på mit nye job, forventede jeg derfor, at det ville blive lige så dejligt og givende, som de to måneder var. Han hentede mig i lufthavnen og inden vi havde forladt ankomsthallen, vidste jeg, at det ikke ville blive ligesom mit udenlandsophold. Samtalen var træg, akavet og der var virkelig meget af den der ukomfortable stilhed.
Ved ankomsten til hans nye hjem måtte jeg indrømme, at jeg var virkelig træt efter min rejse og at jeg bare gerne ville ligge ned. Han førte mig ind i sit soveværelse og tilbød mig den ene side af sengen, mens han selv lagde sig i den anden. Dette var der ingenting overraskende i - vi tilbragte meget tid i sengen, da vi boede sammen, fordi det var det eneste sted, vi kunne snakke i fred for vores andre roomies. Han knugede mig ind til sig, gav mig kram efter kram og kyssede mig på panden. Da han prøvede at kysse mig på munden, trak jeg mig væk. Jeg forklarede, at jeg ikke havde lyst - at jeg havde lyst til, at vi bare skulle være venner nu. Det var egentlig ikke en følelse, jeg havde været bevidst om før, men i det øjeblik vi lagde os i sengen, var den overvældende. Fra da af trak han sig og tilbragte meget tid med at ryge cigaretter på terrassen eller kigge ned i sin mobil. Alt ved ham signalerede, at han ikke havde lyst til, at jeg skulle være der. Jeg havde heller ikke lyst til at være der, men tilbragte alligevel to meget lange og regnfulde dage sammen med ham.

Vores relation gav så meget mening under mit udenlandsophold, men jeg tror, at vi har fået alt det, vi kunne få fra hinanden. Eller, jeg har i hvert fald fået alt det, jeg kunne få fra ham. Eller også er det bare fordi, min interesse ligger andetsteds. Jeg ved det ikke, men jeg tror fortsat på, at det var helt rigtigt at vi mødte hinanden - at der var en mening med det. At vi (eller jeg i hvert fald) skulle udvikle os. Det gjorde vi (jeg?) og nu er der så ikke mere tilbage - vi er ikke længere rigtige for hinanden.

Status #5

Det er vidst tid til en status! Jeg er startet på mit nye job og som forventet er det spændende, men også travlt og enormt energikrævende - som alle større omvæltninger jo er. Statussen er derfor rimelig kort denne gang. Det skyldes selvsagt, at jeg har brugt de fleste af mine vågne timer på arbejde og dermed ikke har haft tid eller overskud til andet end det og søvn.

• Dage til at Svenskeren og jeg skal mødes på hotel et sted i Sverige: 8
• Gange jeg har åbnet Tinder de sidste to uger: 3
• Status på tan: muligvis hvidere end ved sidste status
• Karakter i afsluttende opgave: 12
• Dage til første løn: 8
• Penge lånt af mor og far: 5.000
• Glæde over de gaver (inkl. penge) man (jeg) får ved afsluttet uddannelse: 3.984.959
• Længste pause i beskedudveksling mellem Svenskeren og jeg de sidste to uger: 27 timer
• Dage med menstruationssmerter uden menstruation: 4
• Gram chokolade spist på 4 dage: 400 g
• Sandsynlighed for at jeg kommer til at downloade Pokémon Go: 0
• Besvær med at få ord fra hjerne ned i fingre og ind på computeren: 148
• Stressbumser: 4
• Gange min kontaktlinse er faldet ud af mit øje, fordi den var tør (pga træthed?): 3
• Akavethed under besøg hos Roomien: 10.000
• Hvor mange dage to en halv dag føles som i ovenstående stemning: 7

Blandt mænd

Velkommen tilbage til en blog der har været rimelig død grundet eksamen, status som nyuddannet og en helt masse øl både derhjemme og på Roskilde festival.
Udover at der tydeligvis er sket store omvæltninger i mit uddannelses-/arbejdsliv, så er der helt vildt på mandefronten. Så vildt at jeg har brugt flere dage på at tænke på og forsøge at skrive ned, hvordan jeg skal koge det hele ned i et indlæg. Jeg er endt med følgende løsning; en mand ad gangen.

15-år-ældre-mand: har simpelthen skrevet til mig og spurgt, om jeg har lyst til at ses igen. To gange. Da adspurgt, om han havde snakket om sin kæreste, svarede han: "Hun er ikke så vild med idéen, men hun er med på den for nu". Jeg er ikke med.

Tinder-fyr 7 aka Svenskeren: på trods af den lange distance er det blevet til flere dates med Svenskeren, som var i Danmark i en uge. Vi fulgte første date op med en 6 timer lang date i Tivoli, hvor vi snakkede om stort og småt og kyssede i solnedgangen. Så ramte weekenden, som jeg brugte på at fejre at min uddannelse med rigtig meget alkohol. Jeg mødtes med Svenskeren i byen og tog ham med hjem. Først fredag og så igen lørdag. Først mandag formiddag tog han hjem igen og siden da, har vi planlagt at mødes halvvejs mellem vores hjem til endnu en weekend. Jeg ved ikke, hvornår det bliver, men jeg kan love jer for, at jeg glæder mig. Jeg ved bare ikke, hvad jeg føler om det hele, hvor det bærer hen eller hvor jeg har ham. I bund og grund er der meget mere at fortælle om Svenskeren, for han er rigtig sød og jeg har ikke tal på omgangene af fuldstændig formidabel sex, vi tog i weekenden, men jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal få det hele ned til tekst, så det giver bare minimalt mening for nogen, som ikke selv var tilstede.

Skyen: efter ikke at have hørt noget særligt fra Skyen og heller ikke selv have taget synderlig kontakt grundet eksamen, en svensker og en følelse af afvisning, var jeg begyndt at tro, at kemien mellem Skyen og jeg var ved at dø ud ligeså hurtigt, som den var opstået. Men så skrev han. Om jeg havde lyst til at ses. Uden alkohol og fest. Jeg var på festival, da han skrev, men nu er jeg hjemme igen og den har han luret og har derfor sendt endnu en invitation i min retning.

Roomien: i weekenden rejser jeg tilbage til Udlandet for at besøge det bofællesskab jeg boede i og ikke mindst dem, jeg boede sammen med. Først skal jeg besøge roomien, som også er flyttet væk. Han har skrevet en del beskeder om, at han glæder sig til at se mig og mere specifikt til at holde om mig. Jeg glædede mig egentlig også. Indtil jeg mødte Svenskeren. Så det.

Som man forhåbentlig får et indtryk af i dette indlæg, er der derfor så mange tilbud i øjeblikket, at jeg slet ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg overvejer at tage en kold tyrker fra dem alle sammen, men samtidig er der nogle sommerfugle hos Svenskeren og nogle halvdøde sommerfugle hos Skyen, som jeg gerne vil udforske lidt mere.

Status #4

Jeg har i øjeblikket "læseferie"/forberedelse til forsvar af opgave/fuck, hvilket har den effekt, at jeg er ekstra aktiv på bloggen. Her er en status på de sidste 14 dage - I ved, fordi det der med at formulere lange sætninger, som rent faktisk hænger sammen, ikke lige er mig i disse dage:

• Gange jeg var lige ved at trykke udgiv på det her indlæg inden det var færdigt: 5
• Gange jeg trykkede udgiv på det her indlæg inden det var færdigt: 1 (undskyld!)
• Glæde over jeres modtagelse af IG-konto (indsaetselvfancynavn): 1.000.000
• Nye venneanmodninger på Facebook fra søde fyre, som jeg fuldstændig har glemt (venneanmodningerne altså): 2 
• Gange jeg har haft rigtig dårlig mave i Fitness World: 1
• Dage min solskoldning var ildrød: 5 (plejer sådan noget ikke at fortage sig over natten?)
• Gange jeg har onaneret til tanken om Læsperen mellem mine ben: 2
• Penge på konto: 21 kr.
• Dage til første løn: 46
• Antal ejendele oprettet på Den Blå Avis: 3
• Besvær med at lave ny header og profilbilled til instagram, bloglovin, mm.: 9086
• Sider jeg burde have læst i dag: 30
• Sider læst i dag: 0
• Forvirring over hvordan man forbereder sig til at forsvare sin afsluttende opgave: 10.000
• Timer brugt på Jodel: for mange
• Matches på Tinder: 88
• Crushes på happn: 37
• Status på tan: stadig hvid
• Snaps fra Skyen siden lørdag: 1
• Hvor meget ovenstående går mig på: 12
• Glæde over at sidde indenfor i regnvejret: 100
• Gange jeg er gået ind i ting/væg, fordi FW'eren har smilet til mig: 2
• Motivation for træning udenfor bemandede åbningstider: 400
• Beskeder udvekslet med Svenskeren aka. Tinder-fyr 7 de sidste to dage: 58697494

Det lykkedes! + Tinder-date 7

Jeg er officielt nede fra skyerne! I lørdags var jeg sammen med Skyen og jeg følte ingenting. Det var fantastisk. Ingen lyserøde skyer eller lykkerus eller noget i den stil, da jeg endnu en gang tog cyklen hjem fra ham. Efterfølgende ingen længselsfuld venten på den næste snap. Jeg er ret vild på den måde; jeg kan skifte fra den ene yderlighed til den anden på ingen tid. Jeg tror egentlig ikke, at det er specielt sundt, men jeg har svært ved at finde ud af, hvorfor det er sådan. For det ér bare sådan, og efterhånden ingen hemmelighed for nogen: jeg forelsker mig hovedkuls på ingen tid og på ligeså kort tid mister jeg al interesse. Nogen gange er der ikke nogen tydelig grund til, at min interesse forsvinder, andre gange sætter jeg noget (nogen) andet i stedet. For lige at spole tilbage var jeg på første Tinder-date i halvandet år, hvilket altså samlet set udgør Tinder-date nummer 7. Jeg har forsøgt mig med et "kort" recap:

Jeg havde swipet til højre på ham, fordi han så spændende ud. Et par timer efter var der et match. Fordi han netop så spændende ud og ikke bare flot, skrev jeg til ham. Han svarede hurtigt og herefter skrev vi sammen nogle dage. Han var svensker og på besøg hos familien i Danmark. Da han spurgte, om jeg havde lyst til at drikke en øl med ham, takkede jeg ja. Jeg var glædeligt overrasket over, at han lignede sine Tinder-billeder: høj, mørk og i skjorte. Ikke en slående lækkerbisken med en lille skelen på det ene øje og en solbrændt næse, men sød og imødekommende. Han bestilte to fadøl og snart kørte snakken. Herfra kan jeg faktisk ikke huske så meget udover helt faktuelle ting, som at vi spillede billiard mod nogle unge fyre, drak nogle flere øl og til sidst gik ud i den kølige aften for at ende på en bænk med en fin udsigt. Og så kan jeg huske den spøjse kemi, der helt fra begyndelsen var mellem os. Som om at vi havde kendt hinanden altid.
På bænken med den fine udsigt lagde han armen omkring mig og inviterede mig til sin hjemby i Sverige. Det føltes som det mest naturlige i verden at sige ja. Bagefter slog min fornuft ind og jeg fik ham til at love, at selvom det ikke bliver til noget romantisk mellem os, så skal vi forsøge at blive venner, så jeg ikke bestiller en flybillet forgæves.
Efter et sted mellem to timer og to minutter på bænken, ytrede han, at han havde lyst til at give mig et kys. "Så gør det dog", tænkte jeg og lænede mig frem mod ham. Kysset var forsigtigt, prøvende og virkelig fint.
Da vi rejste os fra bænken for at gå i hver sin retning, vidste jeg, at vi skulle se hinanden igen, og det gik op for mig, at jeg ikke havde tænkt på Skyen én eneste gang.

Siden da har han bestilt flybilletter hertil til om 14 dage og jeg har bestilt til hans hjemby i slutning af august (august fordi jeg i forbindelse med noget andet alligevel er i området og derved bruger færre penge). Det er helt sikkert overilet og komplet ufornuftigt, men samtidig forkert at lade være.


On a totally different note: jeg har efter lang tids overvejelse oprettet en instagram-konto under navnet: indsaetselvfancynavn

Et nyt forsøg på at hive sig selv ned fra skyerne

Det går helt ad helvedes til med at styre det voksende crush på Skyen, så da jeg tog i byen, var det med store planer om ikke at skrive til ham. Vi havde grillet inden og med masser af vin, øl, shots and what not i kroppen begav vi os ud i nattelivet. På den første bar spillede vi højlydt beerpong. I hjørnet sad fire fyre og så på os. Jeg var meget bevidst om min lette sommerkjole og hvordan den smøg sig om min bagdel. Sendte mere end en gang blikke i retning af hjørnet. Da vi havde spillet beerpong, gik vi til angreb på diverse drukspil. Fyrene i hjørnet blev til to og de rykkede tættere på os. På et tidspunkt var den ene alene.
"Gå hen og snak med ham, [indsæt selv fancy navn]!", sagde min veninde. "Du har gloet på ham hele aftenen".
Det kunne jeg ikke modsige, så jeg vendte bunden af min øl i vejret og rejste mig.

Han var sød. Pæn. I skjorte. Havde lige været ude og rejse i et halvt år og ville rigtig gerne fortælle om det. Pressede sit lår mod mit under bordet.
Pludselig kom hans ven tilbage og i næste øjeblik skulle de gå. Jeg forduftede og trak mig hen til mine egne venner igen. I samme nu havde jeg en hånd på armen.
"Vi går hen på en anden bar og ser om der er mere gang i den der. Vil du med?"
Det ville jeg ikke, sagde at vi ville komme senere.
"Okay, hvis I ikke gør det, så kommer jeg her tilbage efter dig".
Så var han væk. I næste nu begyndte min vennegruppe at bryde op. Undskyldninger som arbejde næste morgen blev snøvlende slynget ud. Blanke øjne alle vegne. Der var kun én veninde, som ville med videre. Men en er mere end nok og snart var vi på vej til samme bar, som fyrene var taget hen på.

Jeg så ham næsten med det sammen, men lod som om, at jeg ikke gjorde. Bestilte drinks. Dansede. Snakkede med andre fyre. Der var ikke særlig mange piger på den bar. Fik øjenkontakt med ham flere gange. Snakkede lidt med ham og så var jeg væk igen. Ud og danse.
På et tidspunkt endte vi på en bænk ved siden af hinanden.
"Du flirter slet ikke med mig!?", sagde han gennem larmen og suttede på sit sugerør.
"Det gør jeg da!". Varmen steg op i mine kinder. Det gjorde jeg da. Ellers skulle jeg i hvert fald nok vise ham det nu.

Resten af tiden sørgede jeg for at kigge over på ham, når jeg dansede, når jeg bestilte drinks og når jeg flirtede med andre fyre. Så endte jeg ved siden af ham på bænken igen. Han lænede sig ind mod mig og plantede et kys på mine uforberedte læber.
"Skal vi ikke tage hjem til dig?", spurgte han, mens han aede min kind og kiggede intenst på mig.
Det vidste jeg ikke helt. Prøvede mig med noget om, at min lejlighed virkelig roede. Så kyssede han mig igen. Længe den her gang. Mærkede en kildrende følelse i hele kroppen.
"Okay. Men du er nødt til at lukke øjnene for alt rodet"
"Jaja. Du har jo lige afleveret opgave. Det er klart, at der er rodet"
Jeg sagde ham ikke imod. Ingen grund til at fortælle at der altid ser sådan ud. Ingenting med opgave at gøre.
Han ville gerne have betalt taxaen, sagde han, men han havde ikke noget kort og åbenbart heller ikke nogen kontanter. Jeg gjorde det og låste derefter op til et mayheim af en lejlighed.
"Jeg har set meget værre på min rejse. Har trods alt været i den tredje verden."
Jeg skyndte mig alligevel at fjerne de mest beskidte trusser fra gulvet og slå en knude på den fyldte skraldepose.

Forinden havde jeg fortalt ham, at jeg nok ikke gad at knalde og jeg efterlevede dette ved at gå i seng med alt tøjet på. Han lod mig ikke sove, men lod i stedet lyset være tændt og fortalte herefter stolpe op og stolpe ned om sin rejse. Han kiggede op i loftet. Jeg kiggede på ham. Han læspede lidt. Så lidt at det nærmest ikke var en læspen. Bare sådan en mærkelig lyd som udmøntede sig i en spøjs bevægelse i overlæben. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det så irriterende ud. Pludselig vendte han hovedet. Smilede. Kyssede mig. Kyssene blev vildere og snart forsøgte han at krænge min kjole op over mine hofter.
"Hey", sagde jeg. "Det var ikke aftalen."
Han stoppede og lod i stedet hænderne glide op og ned ad min krop uden på kjolen. Kyssede mig hårdt. Insisterende. Trak hånden inden for kjolen og hev i mine strømpebukser.
"Hey", sagde jeg igen med armene om hans nakke.
Han tog min ene balde i sin hånd og klemte til. Trykkede sit underliv ind mod mit.
Skyen dukkede op i mit hoved. Bare dage forinden havde han taget mig i selv samme seng og var skredet før jeg overhovedet havde nået at få tøj på.
Fyren ved siden af mig kravlede ovenpå mig og begyndte at kysse mig på halsen.
Jeg kiggede op på væggen og knugede en tot af hans hår i hånden. Han kyssede min sommerkjole over det hele. Rørte den over det hele. Det kildede over det hele. Befandt sig pludselig mellem mine lår og kyssede mine strømpebukser. Lige der hvor det kildede allermest.
Nå ja, det siger man vel ikke nej til, tænkte jeg og lod ham hive strømpebukserne af mig, mens jeg selv hev kjolen over hovedet.
Han kyssede mig igen. Lukkede min bh op med den ene hånd og hev trusserne ned om lårene med den anden. Befandt sig snart mellem dem igen. Godt, at jeg huskede skraberen i morges, tænkte jeg. Udemærket klar over at jeg mere eller mindre bevidst nok havde ment alt det glatbarberede for Skyen.
Hans tunge var blød og våd mod mig. Med det samme mærkede jeg, at han kunne sit kram. Pludselig var Skyen overalt og min krop løftede sig som en flitsbue fra lagenet. Jeg stønnede højt og prøvede at fokusere på det brune hår mellem mine ben. Gav op og lukkede øjnene. Det sekund jeg overgav mig til billedet af Skyen, eksploderede min krop.
Bagefter gav jeg ham et blowjob.
"Hvor er du fræk. Hvor er det frækt", hviskede han og hev mig i håret.
Lige inden han kom hev han mig op til sig og kyssede mig. Så tog han mig i missionær.
"Du må ikke ikke se sådan der på mig", stønnede han kort efter. "Jeg kan ikke holde mig, når du ser så fræk ud", læspede han og så kom han med et højt suk.

Helt ulig Skyen kunne jeg næsten ikke smide ham ud af sengen næste morgen. Så jeg gjorde det eneste fornuftige: lod hans erfarne tunge lege mellem mine ben igen. Bagefter fik jeg overtalt ham til at smutte.

Dagen efter fik jeg en venneanmodning på Facebook. Jeg havde ellers kun givet ham mit nummer, men mit navn står selvfølgelig på døren.

I aften har jeg en Tinder-date. Han skal helt sikkert ikke med hjem, men jeg satser på, at han kan aflede mine tanker fra Skyen.

Status #3

Jeg fik en rimelig hård medfart på sidste indlæg, så derfor har der været lidt stille herinde siden da. Ikke så hård som store bloggere får, men større end nogensinde før på denne platform og nok til at jeg syntes, at det var ubehageligt. Derfor har det været lidt svært at finde ud af, hvordan jeg skulle vende tilbage hertil. Om jeg skulle skrive et langt indlæg om, at jeg da selvfølgelig har det dårligt med at have bidraget til hans utroskab, at min samvittighed klart er plettet og at jeg ønsker alt det bedste for hans kæreste og barn. At jeg selvsagt ikke har tænkt mig at gentage det. Men jeg kommer ikke til at skrive sådan et indlæg - ikke udover dette her i hvert fald. Jeg er vildt ked af det, og det er rigtig uheldigt, at det ikke fremstår tydeligt nok i det tidligere indlæg - det var ikke det, jeg valgte at lægge vægt på, da jeg skrev det. Jeg har ikke lyst til at slå mig selv i hovedet med det længere. Det hjælper hverken hans kæreste eller mig.


I et forsøg på at vende tilbage, har jeg fikset en lille status-liste:

• Dage jeg har været fuld i løbet af den sidste uge: 3
• Antal sider skrevet på den der sidste opgave inden, jeg kan kalde mig færdiguddannet: mange! (victory!!!)
• Dage til ovenstående opgave skal afleveres: for få
• Stress: 5.548.583.855
• Forbrug af kaffe: 567
• Forbrug af energidrik: 343
• Blogs læst de sidste tre uger: 0
• Antal sol-timer jeg har nydt den sidste måned: 5
• Status på tan: hvid
• Nervøsitet omkring forestående eksamen: 20
• Jobs i udlandet fået: 1
• Snap modtaget (og svaret på) fra Skyen i gennemsnit pr. dag: 5
• Pollental for græs: 75
• Matches på Tinder: 86
• Antal af ovenstående som jeg faktisk skriver med: 1
• Crushes på happn: 41
• Antal charms sendt på happn: 7
• Antal matches fået ud af ovenstående: 1
• Gange jeg har brugt badoo den sidste måned: 1
• Hvor gerne jeg vil se Skyen uden alkohol i blodet: 50
• Hvor gerne Skyen vil se mig uden alkohol i blodet: 0
• Kilo tabt: -1
• Chokolade spist i går: 150 g.
• Beskeder modtaget fra Arkitekten: 1

Om at hive sig selv ned fra skyerne

Vi har været i kontakt næsten hver dag siden, at vi mødte hinanden. I den første uge på sms, herefter primært på snap. Jeg refererer selvfølgelig til manden fra sidste indlæg. I mangel af bedre har jeg valgt at kalde ham Skyen, I ved, fordi det er der, jeg befinder mig, når jeg er sammen med ham. Hvilket jeg også har været i lørdags. Samme historie: fuld, sex, sove, sex, snakke. Han nævnte "næste gang uden alkohol" og sendte mig hjem - om muligt højere oppe end nogensinde før. Dagene gik og vi snappede videre, så da 15-år-ældre-mand skrev og spurgte, om jeg ville mødes til en øl, lagde jeg ingenting i det og takkede ja. Da aftalen somehow ændrede sig fra at mødes på en bar til hjemme hos mig, begyndte jeg at lægge ret meget i det. Han ville knalde, var min første tanke. Selvfølgelig ville han det. Men havde han ikke en kæreste? Pludselig havde jeg ikke så meget lyst til at mødes alligevel, men nysgerrigheden sejrede og få timer efter stod han i min dør. Lignede sig selv. Måske så han faktisk lidt bedre ud. Han havde en sixpack i hånden, som vi lynhurtigt gik ombord i.

To øl inde:

Mig: "Ej, det er godt nok længe siden, hva?"

Ham: "Ja, vel omkring halvandet år".

Mig: "Dit liv er nok det, der er sket mest i. Fortæl! Du har fået et barn?"

Ham: "Haha, ja. Der er nok nogen, der har været ind og snage, hva?"

Mig: "Nja... Men hvordan er det så?"

Ham: "Det er anderledes. Men godt! Godt anderledes".

Mig: "Men du er ikke sammen med moren mere så?"
Ham: "Jojo, de er bare oppe for at besøge hendes forældre".

Mig: "Nååå".

Fire øl inde:

Mig: "Men hvad så, er du glad?"

Ham: "Ja... Altså det er jo anderledes og man tænker lidt over, hvad man skal have med, inden man går ud ad døren. Men det er bare et barn. an er fantastisk, men det ændrer ikke hele ens liv. Han er også ret nem, og det er jo ikke mig, der går derhjemme på barsel, men alligevel".

Mig: "Ja okay. Men det var ret hurtigt, var det ikke?"

Ham: "Jo, to måneder og så var hun bare gravid. Men der var egentlig ikke så meget at tænke over. Ingen af os kunne se, hvorfor vi ikke skulle gøre det. Også med den alder vi har".

Mig: "Hun er samme alder som dig?"

Ham: "Lige et par år yngre, men ja".

Fem og en halv øl inde:

Ham: "Vi har ikke flere øl efter den her!"

Mig: "Jeg er da også rimelig godt kørende..."

Ham: "Det var også meningen. Jeg prøver at drikke dig fuld. Er der ikke en tank?"

Mig: "Altså jo, ti minutters gang den vej".

Syv øl inde:

Ham: "Jeg har ikke fortalt min kæreste, at jeg er her. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forklare, at jeg skulle mødes med den unge pige, jeg havde sex med, inden jeg mødte hende. Eller sådan, samtidig".

Mig: "Gud ja, var det hende du mødte dengang? Jeg kan godt huske, at du fortalte om hende".

Ham: "Ja. Men det er også okay. Jeg har mødtes med andre, jeg har været sammen med før, uden at der er sket noget ved det".

Mig: "Ja, og vi snakkede jo altså også sammen dengang. Det var ikke bare sex. Det var også venskab".

Ham: "Ja".

Mig: "Det var egentlig ret god timing. Jeg mødte også min kæreste der".

Ham: "Ja, det passede fuldstændig. Det var heldigt".

Ti øl inde:

Ham: "Jeg har lyst til at kysse dig".

Mig: "Er I monogame? Jeg kan huske, at vi snakkede om, at du gerne ville have et åbent forhold".

Ham: "Det har jeg faktisk ikke snakket med hende om. Alt gik så hurtigt".

Mig: "Så du ved det ikke? Er det så ikke rimelig dumt?"

Ham: "Jeg kan ikke forestille mig, at hun har noget imod det".

Herefter trak han mig ind til sig og kyssede mig. Det var velkendt og dejligt. Snart sad jeg overskrævs på ham i sofaen og kort efter klemte han hånden om mit ene bryst. Her undslap et lille støn vist mine læber, hvilket fik ham til at åbne min bh og hive den og blusen over mit hoved. Han kyssede mine bryster. Jeg tog hans t-shirt af. Bukserne fik vi af på vej ind i sengen. Til to ryk og en aflevering.

Ham: "Fuck, det er jeg virkelig ked af. Det er rigtig lang tid siden, jeg har haft sex".

Anden runde mindede mere om det vi lavede for halvandet år siden. Bagefter snakkede vi lidt om hans kæreste. Om hvordan han ville sige det til hende. Så kyssede vi farvel og sagde "vi ses". Det håber jeg, at vi gør. Ses altså. Som venner. Og jeg håber virkelig, at han får fortalt det til sin kæreste på en ordentlig måde. Og at hun ikke bliver alt for ked af det. For det er jeg ret sikker på, at hun bliver, selvom han gav udtryk for noget andet. Egentlig er jeg jo total modstander af, hvad både han og jeg har gjort. Jeg vil ikke tage en anden kvindes mand. Og slet ikke en som lige har født ham et barn. Det har jeg det rigtig dårligt med.

Hvis jeg lige skal være lidt egoistisk omkring det og se væk fra, at det var forfærdeligt at gøre mod hans kæreste, og det må man godt, når det er ens egen blog, så var det rimelig smart i forhold til at få hevet mig selv ned fra skyerne. Komme lidt ud af den der boble, som kun har handlet om Skyen og hvornår han snapper næste gang. Om han nogensinde har tænkt sig, at vi skal se hinanden uden alkohol i blodet.

Højt at flyve...

Bedst som jeg havde forenet mig med min singletilværelse i Danmark, var stoppet med at savne et andet land hele tiden og faktisk var glad hver eneste dag, mødte jeg en fyr. I husker måske mit lille anfald af usikkerhed i forbindelse med at skrive eller ikke skrive til Tinderfyr 6. Jeg ville bare gerne have revet benene væk under mig (i forbindelse med at blive løftet ind i sengen vel at mærke), men i stedet for at skrive til Tinder-fyr 6, tog jeg til fest og mødte en mand, som gud-hjælpe-mig slog benene væk under mig på både den ønskede og en lidt mere uønsket måde. Omend sexen ikke var noget at råbe hurra for, var jeg flyvende, da jeg tog hjem fra ham den efterfølgende dag. Da jeg samme aften tjekkede min mobil for 478347832. gang lå der endelig en sms til mig og de efterfølgende dage blev de ved med at tikke ind. De var fulde af humor, flabethed, intelligens og grammatisk korrekthed og jeg mistede lynhurtigt interessen for både Tinder, happn og sågar badoo. I lørdags fandt vi ud af at ramme den samme fest igen og før jeg vidste af det, sad jeg endnu en gang i hans arme, med benene slynget om hans lænd. Højt, højt oppe. Han holdt om mig, mens vi sov og kyssede mig i nakken, da vi vågnede. Jeg er ellers ikke, modsat mange andre, så glad for morgensex og slet ikke når ens tænder er belagt med frotté, men han behøvede bare at åbne sine læber og lade sin tunge strejfe mine en enkelt gang, så var jeg klar. Med stærke arme placerede han mig på sit ansigt og lod mig klynge mig til væggen, mens hans tunge fandt vej mellem mine ben. Bagefter red jeg ham i en uendelighed. Han har den mærkeligste pik, jeg nogensinde har set. Den har sådan et sjovt knæk på midten, så den nærmest peger opad. Den er svær at give et blowjob, men når det kommer til selve akten, rammer den alt det rigtige. Efter halvanden times aktivitet faldt vi om i de fugtige lagener og brugte en rum tid på at lære hinanden bedre at kende. Med et forfærdeligt ømt underliv mod en alt for hård cykelsadel fløj jeg hjem og modtog snart en snap, som om muligt sendte mig endnu højere op i skyerne på trods af, at handle om vasketøj. I dag har jeg ikke hørt fra ham og jeg opfører mig som en usikker, hormonforstyrret 14 årig. Mit fornuftige voksne selv, som jeg er sikker på gemmer sig derinde et sted, prøver at fortælle mig, at han selvfølgelig tager kontakt igen. Altså intet tyder på, at han ikke gør det. Mit voksne selv forsøger også at huske mig på, at jeg er udstyret med fingre, og dermed bare kunne sende ham en besked.

Højt at flyve, dybt at falde, som man siger...

On another note kan vi efterhånden kan konkludere, at jeg eddermame har det med at falde for de der mænd lynhurtigt. Pissesmart når man lige gik og var lykkelig over sin ukomplicerede singlehed. Det er også lidt som om, at hele den her situation, minder lidt for meget om en vis arkitekt i et andet land, som jeg jo nærmest også forelskede mig i på ingen tid.

Tinder-fyr 6 round 2?

I går lige inden søvnen skyllede ind over mig, dukkede der pludselig en tanke op i mit hoved. Eller nærmere en person. Da jeg stod op i morges, brugte jeg den gode del af en halv time på at finde ham på facebook i håb om at finde ud af, om han har fået en kæreste og dermed er af singlemarkedet. Jeg fandt ham, men blev ikke klogere på, hvorvidt han er single eller ej. Nu har jeg lyst til at skrive til ham. Kan I huske ham? Tinder-fyr 6. Jeg så ham kun to gange og efter første date, så jeg potentiale til kæresteri, men det gjorde han ikke. Da vi så hinanden anden gang, gik det virkelig vildt for sig, og nu er jeg ude i, om jeg skal kontakte ham. Sådan for gammel kemis skyld. 15-år-ældre-mand, som også er nævnt i indlægget, er travlt optaget, så det bliver der desværre ikke noget af for min del. Men Tinder-fyr 6.. Stor, stærk, flot. Bare ved tanken om ham er jeg ret tændt. Han løftede mig jo fandme op fra gulvet, som var jeg lavet af flamingo! Problemet er at komme i kontakt med ham; jeg har hans nummer, men jeg tør ikke skrive. Det er rimelig kujon-agtigt, hvis jeg selv skal sige det, men kujonen i mig har altså bare mange grunde til at lade være:
- hvad hvis det ikke er hans nummer mere
- hvad hvis han har en kæreste
- hvad hvis han syntes, at sex var dårligt dengang og at det er grunden til at vi næsten ikke har været i kontakt siden

Jeg har faktisk ikke en skid at tabe.
Jeg stemmer for at skrive til ham, når jeg i morgen er fuld og modig.

Om at flirte eller ikke at flirte

I morges klædte jeg mig på for en mand, som ikke har liket mig tilbage på happn. I løbet af dagen turde jeg ikke møde hans blik, når jeg mødte ham på gangen. Så dybt kan man tilsyneladende synke, når man er i mere eller mindre frivillig cølibat og fuldstændig har glemt, hvordan man flirter. Føromtalte mand smilede jeg ellers stort til i går og på trods af et svimlende smil tilbage og masser af selvsikkerhed for min del (sikkert også for hans), er jeg nu helt tilbage på nul. Det er lidt det samme med de andre mænd, jeg støder ind i på gangene - omend de ikke smiler helt så svimlende tilbage; jeg er all-in på flirt og smil først gang jeg ser dem, men efterfølgende alt for nervøs til at holde øjenkontakt længe nok til, at det ikke virker tilfældigt. Jeg var ellers god til det her engang! Nu har jeg besluttet mig for at starte i det små og øve mig. Det vil i praksis sige at glemme alt om svimlende-smil-manden og i stedet koncentrere mig om at flirte med alt andet på to ben og således arbejde mig opad. Således satser jeg på at opbygge noget selvtillid og nogle seriøse flirte skills.

#tobecontinued

Gamle sår

Når man er færdiguddannet og dermed jobsøgende lige om lidt, er det i følge diverse undervisere, a-kasser, fagforeninger, familie og ca alle andre en god idé at oprette sig på LinkedIn. Så det har jeg gjort. Jeg connectede hurtigt med min mor, som også for nylig har været jobsøgende og derfor har totalt styr på det der online CV og dets lige, for at få lidt inspiration. I den forbindelse kiggede jeg også på hendes kontakter, for at få flere connections. Det var en god idé. Lige indtil det ikke var det mere, da jeg faldt over et bekendt navn, som jeg bestemt ikke havde lyst til at connecte med. Hans navn stod nærmest og blinkede mig lige op i ansigtet og jeg blev fluks taget næsten to år tilbage i tid, til den gang jeg faldt over noget helt forkert og hemmeligt; da min mor var utro.
Jeg havde egentlig glemt hans navn og for såvidt næsten tilgivet, eller i hvert fald accepteret, at sket er sket. Men som det stod der sort på hvidt, var alt tilbage. Hvorfor havde hun ikke slettet ham? Så hun ham stadig, på trods af at have lovet mig det modsatte? Ved en hurtig facebook-søgning og dermed også navnet indprentet på nethinden for evigt, tjekkede jeg ham ud. Så at han har ægtefælle og børn i den anden ende af landet, ligesom hun har her. Jeg prøvede at skyde det væk og lykkedes næsten. Ifølge min mor havde de trods alt haft en tæt relation udover det fysiske og eftersigende skulle det have hjulpet hende til at sætte pris på min far ved at snakke med ham om det (?).
Nå. Klip til i dag hvor jeg skriver et par fødselsdage fra min mors kalender over til min egen, morfars, onkels og pludselig står hans initialer der. Det kan kun være ham. Hvorfor gemmer hun på hans fødselsdag, hvis ikke længere ser ham? Jeg sprænger snart. Om lidt skal min familie og jeg spise lækker middag og lades som om, at alting er godt.

Om at komme hjem

Det er en fucked up følelse at komme hjem. Ja, undskyld sproget.

Jeg læste engang en artikel eller et blogindlæg (eller noget andet i den stil - jeg kan ikke huske det), som handlede om en pige, der havde været ude på sit livs rejse (ish). Hun skrev om det at komme hjem. Om den tomme følelse, som kommer over en, når man har været hjemme et stykke tid og hverdagen rammer. Når man har genset alle sine kære og fortalt om sine eventyr til alle, der gad lytte. Jeg har ikke rejst det halve af jorden rundt eller oplevet en masse ting. Men jeg har et andet sted ude i verden, som lige pludselig også føles som hjem, og som jeg har måtte tage afsked med. Et sted som jeg, midt i glæden over at gense venner og min bløde sofa, savner helt vildt. At komme hjem til Danmark og min lejlighed føles vant, hjemligt, rart, velkendt og på mange måder godt. I går mens jeg cyklede gennem byen, kiggede solen frem og jeg kunne ikke forestille mig, at skulle forlade den her by til fordel for en anden. Helt i modsætning til i dag, hvor jeg nærmest ikke kunne komme ud af sengen, på grund af udsigten til endnu en dag i den her by, som ikke er den, jeg lige har forladt. Det er fuldstændig ambivalente tanker, der kører rundt i hovedet på mig og jeg aner ikke, hvordan jeg skal tackle dem. Så indtil videre tager jeg bare en dag ad gangen. Trækker vejret, fokuserer på de positive ting og skriver den der afsluttende opgave. Jeg har søgt jobs både herhjemme og i det andet land. Begge dele føles forkert og samtidig helt rigtigt, så derfor lader jeg skæbnen bestemme indtil jeg er klar til selv at gøre det.

Lidt forvirret og lidt uden for min stil

Jeg er blevet nomineret til en såkaldt Liebster Award og det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal synes om eller gøre med. Det er Caroline fra Nymåne, som har nomineret mig, og det er jeg selvfølgelig både glad for og lidt stolt over. Men også lidt forvirret. Jeg har googlet mig frem til, at det er en måde at fortælle sine læsere, hvilke små blogs (under 1000 følgere), man godt kan lide. Jeg bryder mig egentlig ikke om sådan noget "ligegyldige facts om mig" og lignende, men jeg er en kæmpe sucker for små, mere eller mindre ukendte blogs, så derfor har jeg taget udfordringen op. Ja, jeg skriver udfordring, for i konceptet indgår disse regler:

Nominerede:
Jeg læser ikke nok blogs til at nominere 11 aktive, men der står også "up to 11". Nogle af de blogs jeg har nomineret, er således meget lidt aktive eller slet ikke, men så kan man jo læse deres arkiv. Jeg har forsøgt at samle de inaktive i bunden af denne liste.

Den Søde Kløe

The CityGirl

Vinterfryd

Mit såkaldt lesbiske liv

Kuksbuks

Det handler om

Frk. Rodebutik

Hvidvinsmonologerne

Fuld af fuld

De siger det tager to år


Spørgsmål fra Caroline/Nymåne:

1. Hvorfor begyndte du at blogge?
Jeg begyndte at blogge, fordi jeg anonymt havde lyst til at fortælle om mine eskapader og derudover var pissetræt af måden, hvorpå mange bloggere fremstillede (og fortsat fremstiller) deres liv. Alting så perfekt og rosenrødt ud og jeg havde lyst til at lave en blog, som var en modpol til alt dette.

2. Hvad handler din blog om?
Bloggen handler om mit liv, de op- og nedture og tanker, som jeg oplever og gør undervejs.

3. Hvordan vil du beskrive dig selv?
Jeg beskriver mig selv som møgforvirret, men meget reflekteret. Jeg er omsorgsfuld, egoistisk og så forsøger jeg virkelig at være positiv.

4. Hvad er de vigtigste ting, livet har lært dig indtil videre?
Det allervigtigste jeg har lært er, at selvom det indimellem er noget lort at være egoistisk, så er man nødt til at være det. Jeg har lært, at jeg kommer i første række, at jeg er nødt til at tage vare på mig selv og at jeg ikke må lade andres behov styre mig. Dermed mener jeg ikke, at man ikke skal tage vare på andre eller være ligeglad med dem. I mit hoved udelukker det ene ikke det andet.

5. Hvordan vil du gerne have, at din fremtid ser ud?
Haha! Alle der har fulgt med på bloggen de sidste to måneder ved, at jeg er dybt forvirret over det her. Det eneste jeg ved er, at jeg gerne vil have, at jeg og de omkring mig er glade.

6. Hvad er du mest stolt over ved dig selv?
Jeg tror, at jeg er mest stolt over, at folk nærmest altid skyder mig til at være ældre end jeg er - baseret på min personlighed. Det er måske en lidt mærkelig ting at være stolt over, men det bekræfter mig i, at jeg f.eks er reflekteret og moden.

7. Hvad kan du bedst lide at bruge din tid på?
Jeg ELSKER at sove. Lange morgener hvor man kan døse ind og ud af søvnen står helst sikkert højt på min liste.

8. Hvem beundrer du mest og hvorfor?
Jeg kan ikke vælge. Det kan jeg simpelthen ikke. Jeg beundrer mange mennesker og hver for sin egen grund.

9. Hvad er dine største styrker og svagheder?
Mine styrker er de samme ting, som jeg har beskrevet mig selv med under spørgsmål 3. I forhold til mine svagheder er jeg rimelig naiv og jeg tror stort set altid det bedste om folk, hvilket indimellem sætter mig i nogle uheldige situationer.

10. Hvad er det bedste kompliment, du har fået?
Jeg har meget svært ved at vælge det bedste kompliment, men det mest overraskende og måske faktisk også det bedste kompliment i nyere tid er, at jeg har en god oplæser-stemme. Jeg ejer ikke en tone i livet og har altid fået at vide, at jeg sang forfærdeligt, hvilket har sat sig fast, som "jeg lyder dårligt/irriterende" i mit hoved. Derfor overraskede det mig helt vildt og gjorde mig ret glad, da samtlige lyttere af min oplæsning fortalte mig ovenstående.

11. Hvad er dit bedste barndomsminde?
Jeg har så mange gode barndomsminder med mine søskende, fætre og kusiner, forældre og bedsteforældre. Kan man svare hele barndommen?


11 random facts:

Jeg craver i dette øjeblik æggesalat.

Jeg synes, at mænd er hundrede gange lettere at være venner med end piger.

Jeg bryder mig ikke særlig meget om min mors personlighed.

Jeg har aldrig fået en skedeorgasme sammen med en mand.

Jeg har til gengæld fået mange, som er begyndt, mens jeg sov.

Jeg drømmer om at skrive en bog.

Jeg aner ikke, hvad ovenstående bog skulle handle om.

Jeg hader at snakke om politik, omend jeg er meget sikker i mit eget politiske ståsted.

Jeg elsker at snakke om følelser, tanker og drømme.

Jeg er stadig bekymret for min bror, men på trods af forsøg på at snakke med ham om det, er jeg ikke kommet nogen vegne.

Jeg synes, at den her udfordring var vildt svær.


Spørgsmål til dem jeg har nomineret (satser på, at man gerne må genbruge og at det er ligemeget om I får dem nu eller når/hvis I opdager nomineringen):

1. Hvorfor begyndte du at blogge?

2. Hvilken blog er din yndlings?

3. Hvor mange blogs følger du?

4. Er din blog anonym? Hvorfor/hvorfor ikke?

5. Hvad kan du lide ved dig selv?

6. Hvad kan du ikke lide ved dig selv? (Det er okay, hvis du ikke kan svare på det her spørgsmål..)

7. Hvad drømmer du om?

8. Er du glad for dit liv, som det er lige nu? Hvorfor/hvorfor ikke?

9. Hvad er du stolt over?

10. Chokolade eller is?

11. Vil du helst afsløre dit politiske ståsted eller antal sexpartnere på din blog? I dare you, gør det.

Status på hjemkomst

Jeg er rimelig presset i øjeblikket, så derfor kører vi lige med endnu en status-liste.

• Opkald til mor siden hjemkomst: 7 (wtf?)
• Dage jeg har været fuld: 4
• Kilo smidt: 1
• Optur over at være hjemme: -300
• Matches på Tinder (siden jeg oprettede): 47
• Matches på Happn (også siden jeg oprettede): 15
• Mænd mødt i byen, som har fået mit nummer: 3
• Mænd mødt i byen, som har sovet herhjemme: 1
• Mænd knaldet: 0 (synes næsten at det er på sin plads med en applaus)
• Dage siden sex: 21
• Orgasmer i søvne: 1
• Antal sider skrevet på den der sidste opgave inden, jeg kan kalde mig færdiguddannet: 2
• Antal sider ovenstående opgave skal fylde: en milliard
• Savn til Udland og bofællesskab: 839.394.763
• Personlig snap med :( udtryk og "det var dejligt at møde dig"-tekst modtaget fra Arkitekten dagen inden afrejse: 1
• Udenlandske mænd som sender beskeder: 3
• Danske mænd som sender beskeder: 3 (+ det løse på Tinder)
• Beskeder modtaget fra Arkitekten siden hjemkomst: 0
• Antal nye beskeder om dagen: stress
• Antal af beskeders afsendere som jeg rent faktisk er interesseret i noget yderligere end venskab med: 0,5
• Hvor opsat jeg er på at være single, i går: -5, i dag: 4596, i morgen: ?
• Dage med kvalme: for mange
• Graviditets-test taget: 2
• Negative graviditets-test: 2
• Opsathed på cølibat: 400

Status på udlandseventyr

• Opkald til mor: 8 (langt færre end hjemme i DK, faktisk)
• Antal kærester haves: -1
• Penge brugt: for mange
• Kroner jeg skylder til skat: 3944
• Bukser som er revnet: 1
• Bukser som jeg ikke længere kan lukke: 2 (hvoraf 1 også er ovenstående)
• Øl drukket: 9.859.349.534
• Udenlandske mænd knaldet: 3
• Udenlandske mænd knaldet med kondom: 1 (ja, jeg skal forestille at være voksen)
• Antal weekender jeg har været fuld: samtlige.
• Mænd, som spiser mig med øjnene, mens jeg skriver dette indlæg: 1
• Punge mistet: 1
• Panik over mistet pung: 1.000.000.000.000.000.000.000
• Punge fundet i jakkelomme: 1
• Udenlandske mennesker, som jeg har inviteret til at bo i min lejlighed under distortion: 11
• Optur over at skulle hjem: -3.855.683.637.942.474
• Antal mennesker i DK som jeg helt reelt savner: 2
• Hvor opsat jeg er på at være single, i går: -5, i dag: 4596, i morgen: ?
• Antal nye fremtidsdrømme: 395
• Forvirring over fremtid: 795.734
• Beskeder modtaget fra Arkitekten: 0
• Beskeder modtaget fra andre mænd: 3 (+ 1 opkald)
• Antal af ovenstående mænd, som jeg er interesseret i: 0
• Dage til jeg skal hjem: for få
• Mænd, som stadig spiser mig med øjnene, selvom deres ven er ankommet: 1

En joke

Efter dette indlæg og et par opmuntrende kommentarer, kunne jeg godt se, at det var helt dumt ikke at skrive til Arkitekten med så kort tid tilbage i landet. Så jeg skrev, han var positiv og så skete der ikke noget. Indtil jeg et par dage efter tog til den by, han bor i, for at shoppe og sendte ham en snap af det, så var jeg pludselig spontant inviteret på kaffedate. Som selvfølgelig udviklede sig til en "vil-du-med-hjem-til-mig"-ting. Og sex. Og somehow også en snak om, hvad vi var og hvad det kunne blive til. Jeg lover, det var ikke mig, der tog initiativet til noget så alvorligt. Endte med at blive enige med os selv og hinanden om, at vi dater, men at det er fuldstændig uforpligtende. Slevfølgelig, hvad ellers.
Jeg tog hjem med en god følelse i kroppen og de næste par dage gik selvsagt med at håbe på, at han ville skrive. Det gjorde han bare ikke, så i stedet gjorde jeg og foreslog, at vi fandt på noget i weekenden. Det ville han gerne, "men lad os finde ud af hvad i morgen", skrev han. Så jeg ventede til dagen efter (lørdag), nu fast besluttet på, at det måtte være ham, som skulle samle den op. Det gjorde han bare ikke. Så nu giver jeg op og kalder en spade for en spade. Han er bare ikke interesseret nok eller også holder han sig tilbage af hensyn til det kæmpe store fakta, at jeg skal rejse hjem lige om lidt og ikke aner, om jeg kommer tilbage. Hvilket jo er meget fornuftigt. Jeg skal jo også være single for fanden.

Så meget for at ville være single

Alting går så stærkt i øjeblikket, at det er lidt svært at finde tid til at nå og få det hele med på bloggen. Men prøv og hæng på - jeg skal forsøge ikke at gøre det alt for langt.

I dagene op til at Skægget og jeg gik fra hinanden, og hvor jeg havde truffet beslutningen om det, havde jeg rigtig meget fokus på lysten til at jeg være single og bruge tiden på at dykke ind i mig selv og lære mig selv at kende i stedet for et andet menneske. Midt i de tanker og alt kaosset mødte jeg en fyr i byen; Arkitekten. Sammen tog vi videre til et stille sted, hvor vi endte overfor hinanden med hver vores fine paraplydrink i en setting, som mest af alt mindede om en date. Jeg hyggede mig i hans selskab, men gjorde det hurtigt helt klart, at jeg ikke var interesseret i noget. Dagene efter slog jeg op med Skægget og jeg glemte faktisk Arkitekten lidt. Vi havde udvekslet numre, men siden ingen af os benyttede sig af det, tænkte jeg, at den relation var død fra begyndelsen selvom vi havde haft god kemi.

Dagene gik og jeg udforskede Roomiens værelse (og mit behov for fysisk nærhed, erhm) og nød mit nye frie liv, og forsøgte ikke at have for meget fokus på, hvor det mon skal føre hen og hvilke valg, jeg skal træffe.

I lørdags smuttede jeg endnu engang i byen sammen med et par fra bofællesskabet. Forinden havde Arkitekten helt overraskende skrevet og spurgt, om jeg skulle ud, men selvom jeg svarede positivt, hang følelsen af ligegyldighed fast i mig. Aftenen skred frem uden, at jeg hørte fra ham, men da klokken slog tolv og jeg var begyndt at overveje, om jeg skulle vende næsen hjemad, fordi alle andre lod til at være langt fuldere end jeg, skrev han og undskyldte for, at det var blevet så sent. Han spurgte, om jeg var ledig dagen efter og få beskeder efter mit bekræftende svar, fandt han ud af, at jeg befandt mig på en bar bare få hundrede meter fra ham, og snart stod han udenfor vinduet. I det jeg fik øjenkontakt med ham gennem den beskidte rude, blev jeg nærmest blæst ned fra den høje barstol. Pludselig følte jeg alt andet end den ligegyldighed, som ellers havde huseret i mig ved tanken om ham.
Vi drak en enkelt øl sammen, før vi gik hjem til ham for at mikse billige drinks og slå med terninger om hver der skulle mikse næste drink, hvem der skulle hente chips fra køkkenet og sidst men ikke mindst; hvem der skulle kysse den anden. Med alkohol i kroppen svimlede hele stuen omkring mig, men jeg tog min straf, og lagde hænderne på skægstubbene på hans kinder og lod mine læber møde hans.
Jeg stod hårdt fast på at sove på sofaen, og ikke ved siden af ham i dobbeltsengen, og var helt stolt af mig selv, da jeg vågnede næsten morgen. Han var imidlertid stadig sovende og efter at have ligget lysvågen på den hårde sofa i en time, tog jeg et glas vand i hånden, bankede på soveværelsesdøren og smuttede ind til en lugt af mand og alkohol. Han vågnede i det samme og var ikke sen til at invitere mig ned under dynen, hvor vi genoptog kyssene fra natten. Jeg forsøgte at stå imod og holde fast i stoltheden over at have sovet på sofaen, og jeg klarede det godt et langt stykke tid. Men da han strøg mig ned over maven, lod fingrene glide over hoftekammen og ned af låret, mens han plantede kys langs min hals, kunne jeg ikke længere stå imod og gav pokker i stolthed. Hans krop var lang, tynd og lidt benet, men da jeg førte min hånd ned i underbukserne kunne jeg, til min store overraskelse, næsten ikke gribe rundt om den, så tyk var den. Som en modsætning til alt andet ved ham.

Man har vel et standpunkt til man tager et nyt.

Bagefter gik vi i bad sammen og han lavede morgenmad uden en trævl på kroppen, mens han sang og dansede. En gang imellem stoppede han op, kiggede dybt på mig og gav mig et passioneret kys, hvorefter han genoptog det, som han havde været i gang med. Vi spiste og snakkede. Lærte hinanden lidt bedre at kende. Blev enige om at small talk er noget forfærdeligt svært og ligegyldigt noget. Havde sex igen. Så kørte han mig hele vejen hjem, foreslog sågar en kaffe undervejs, og fik mig til at føle mig, som en meget heldig pige. Kyssede mig farvel og sagde, at vi bør holde kontakten.

Han inspirerede mig. Var sådan helt positiv, entusiastisk og meget let at imponere med natur og bygninger.

Jeg har under en måned tilbage i dette land og på grund af ovenstående, har jeg krise. Jeg vil rigtig gerne se ham igen. Mange gange. Så meget for at ville være single, hva? Det bliver jeg jo selvfølgelig ved med at være uanset, om jeg ser ham igen eller ej. Men forhelvede. Jeg har lyst til at kaste håndklædet i ringen i forhold til det spil, som mænd og kvinder normalt spiller, når de møder hinanden. Gør jeg det, kan jeg nemlig skrive til ham lige nu og få en ny aftale på plads (under forudsætning af at han har lyst, selvfølgelig). På den anden side er jeg nervøs for, at spillet faktisk er nødvendigt og at jeg, ved at kaste håndklædet i ringen, taber det på forhånd. 

#såmegetforatvilleværesingle #manharetstandpunkttilmantageretnyt #erdudumellerhvad

Et nyt kapitel

Jeg har titusind tanker i hovedet i de her dage. Det føles som om, at hele min fremtid er åben. Ikke kun fordi jeg er gået fra Skægget, men nok primært af den grund. Hvis vi skal bevæge os lidt over i noget metaforisk, så føles det lidt som om, at jeg var igang med at skrive en roman. Jeg havde lavet en brainstorm eller idéliste over de vigtigste ting, som skulle ske i romanen. Den så nogenlunde sådan her ud:

• Være kærester med Skægget
• Flytte sammen med Skægget inden for det næste kapitel
• Få en familie (helst inden 30)
• Hus
• Hund
• Bil
• Uddannelse (af hensyn til anonymiteten er den ikke specificeret, men det er den altså på virkelighedens idéliste)
• Videreuddannelse (samme som ovenfor)

I forbindelse med det her udlandsophold og bruddet med Skægget er det som om, at nogen har taget den idéliste og revet den i tusind stykker. Jeg skal jo selvsagt ikke være hverken kærester eller flytte sammen med Skægget, så det ville jo give mening bare at blive boende i min rigtig fine lejlighed. Det har jeg bare slet ikke lyst til. Valget står mellem at flytte sammen med nogle venner eller flytte til udlandet, hvor jeg har gode muligheder for at få et job.
Jeg vil fortsat gerne have familie, hus, hund og bil, men det er meget længere ude i fremtiden end det hidtil har været. Fokus nu skal være på at udvikle mig selv både fagligt og personligt og så kan alt det komme senere - også gerne efter 30.
Den eneste ting som faktisk fortsat står højt på min liste er delen om min uddannelse. Jeg er helt sikker på, at min nuværende uddannelse er rigtig for mig - og gudskelov for det, jeg er jo færdig lige om lidt! I forhold til efteruddannelse var jeg før helt sikker på, hvad jeg ville. Nu er jeg på herrens mark og har fået øje på nogle nye spændende muligheder.

Det er på en måde helt vildt skræmmende, at idélisten - planen - er revet i stykker. Jeg behøver ikke at beslutte mig for noget af ovenstående lige nu, jeg kunne bare læne mig tilbage og nyde friheden, men min småkontrollerende hjerne ville virkelig gerne have bare noget på plads.
Uanset hvad jeg vælger, er det starten på et nyt kapitel. Måske endda en ny roman.

Efter 11 dages radiostilhed

Der gik 11 dage uden nogen form for kommunikation mellem Skægget og mig, før jeg sendte ham en besked. 11 dage hvor jeg var råvild og forvirret. Jeg ledte og ledte efter alt det, der havde været godt i vores forhold. Efter den forelskelse som havde været så stærk og den fremtid, som jeg havde glædet mig sådan til. Jeg fandt ingenting udover minderne. Så efter 11 dage skrev jeg til ham, at vi hellere måtte snakke sammen. Jeg fortalte ham, hvordan jeg havde det; at jeg ville ønske, at jeg havde kunne finde følelserne frem igen, men at det ikke var lykkedes. Han var rigtig ked af det, græd og fortalte at han havde skrevet dagbog hver dag til mig. Jeg havde håbet, at det at bryde stilheden, høre hans stemme og hans følelser ville vække noget i mig, men det eneste det vækkede var dårlig samvittighed og et stort ønske om at kunne gøre det lettere for ham. Han blev vred og frustreret; "har du overhovedet grædt over det her?!" råbte han ind i telefonen og jeg måtte endnu engang skuffe ham. Det eneste jeg følte var smerte på hans vegne - ingen fortrydelse over det der var ved at ske.

Jeg har været single i 6 dage og det føles ok. Skægget og jeg er i kontakt de fleste dage, fordi han enten har brug for at være ked af det eller rase ud. Det er lidt svært. Jeg føler mig som det mest egoistiske menneske i verden og jeg har lidt svært ved at holde ud, at jeg har såret et menneske, som holder så meget af mig, så dybt. Men samtidig føles det godt. Jeg er helt sikker på, at det var den rigtige beslutning, selvom den var svær. Når jeg tænker tilbage på det forgangne år har det været enormt lærerigt og jeg har været meget glad, men jeg tror, helt objektivt, at det har været af de forkerte grunde. Jeg følte mig helt ind i hjertet forelsket, når vi snakkede om fremtiden. Om det hus vi skulle bo i og de børn, vi skulle fylde det med. Det bedste jeg vidste, var at ligge i hans arme, der følte jeg mig tryg og elsket. Jeg kunne også godt lide, at han lod mig tale om mine følelser og lyttede til dem. Til gengæld var jeg irriteret på ham hver gang vi så hinanden. Over måden han sagde tingene på, ordvalg, holdninger og meninger til forskellige ting, arrogancen. Vi var ikke venner, vi var kun partnere og de gange jeg forsøgte at introducere ham til mine nærmeste venner, snakkede de fuldstændig forbi hinanden.
Den føromtalte irritation mærkede jeg allerede på de første par dates, men jeg skød den væk, som værende et produkt af hans usikkerhed. Som vi lærte hinanden at kende blev den dog hængende, men fordi han gjorde mig så glad på andre punkter lukkede jeg øjnene for den. Og så tog jeg jo ud at rejse. Her var det ikke muligt at få den fysiske kontakt, som jeg elskede, og en nye fremtidsmuligheder åbnede sig desuden, hvilket gjorde mig mindre og mindre forelsket i den fremtid, vi planlagde sammen. Og så var der lige pludselig ikke rigtigt noget tilbage. Jeg håber, at det giver lidt mening for jer. For mig er det pludselig helt indlysende, at jeg savnede en fremtid med nogen og virkelig manglede at blive holdt om dengang Skægget og jeg mødte hinanden. Vi var ikke et match, men han er en fantastisk mand og jeg tror, at han kommer til at gøre nogen meget lykkelig. For min del skal jeg først have en kæreste igen, når jeg finder en mand med en personlighed, som jeg kan elske - fremfor en varm krop og samme ønsker for fremtiden.

Nyt og spændende kaos

Efter nogle uger i udlandet med virkelig dårligt internet og en computer, som pludselig valgte at stå af, har jeg nu forvildet mig herind. Der er sket så mange ting og jeg er et helt andet sted end der, hvor jeg var sidst, jeg var aktiv herinde. På trods af at den kun er et par uger siden. Det er en lidt indviklet historie, og jeg ved egentlig ikke helt, hvor jeg skal begynde, så nu forsøger jeg bare at kaste mig ud i det:
Jeg havde kun været i dette nye land og mit nye hjem et par dage, da jeg begyndte at mærke, at noget mellem Skægget og mig var galt. Jeg kunne ikke rigtigt sætte ord på det og skød skylden på, at alt var nyt og spændende, og at jeg derudover havde rigtig god kemi med en af mine nye roomies – på trods af at jeg egentlig ikke fandt ham meget tiltrækkende i første omgang. Weekenden efter min ankomst bød på middag i huset og dertil både vin og øl. Kemien groede sig selvsagt stærkere jo mere alkohol, der kom indenbords og jeg søgte roomiens blik oftere og oftere. Da selskabet rykkede over i sofaerne endte vi ved siden af hinanden og ud på natten lagde han armen rundt om mig. Mens solen stod op, tilkendegav han, at han havde lyst til at kysse mig og jeg måtte finde mit bedste pokerfjæs frem og fortælle ham, at det havde jeg ikke lyst til. ”Æblet falder ikke langt fra stammen” messede jeg for mig selv og huskede, hvordan jeg gang på gang har svoret aldrig at være utro, ikke at ende som min mor, ikke at gøre nogen så ondt. Med alkohollen ude af kroppen dagen efter, håbede jeg, at også lysten ville være væk, men idet jeg stødte ind i ham på gangen, vidste jeg, at den ikke ville være så let at fordrive. Som den voksede over de efterfølgende dage, blev lysten til Skægget mindre og mindre. Jeg skød skylden på roomien; han var ny og spændende og han måtte derfor være grunden til, at jeg pludselig slet ikke kunne finde mine følelser for Skægget. Men som tiden gik, måtte jeg sande, at der måske var mere i det end som så. Selv hvis jeg havde været single, ville roomien ikke have været kærestepotentiale. Og der var jo andre ting i mit liv end ham, som var nye og spændende; jobbet, landet, sproget, menneskene. Jeg havde lyst til at bo her, slå mig ned. Med mit ophold her, åbnede der sig pludselig helt nye fremtidsmuligheder. Jeg fik lyst til ting, som jeg aldrig havde troet, at jeg skulle få lyst til; rejse mere fx. En følelse af at skulle nå mere i min ungdom, inden mand, fast job og børn, begyndte at spire. En sindssyg lyst til at være single, fri, alene. Til at gøre hvad jeg vil, bo hvor jeg vil, leve som jeg vil. Lære mere om mig selv.

Jeg fortalte Skægget om denne nye følelse i mig, jeg fortalte, at jeg følte en mærkelig pligt i, at skulle være i kontakt med ham. At jeg ikke havde lyst. Vi skød begge to skylden på alt det nye og spændende, aftalte at vente på, at det går over. At jeg finder tilbage. Det er der, vi er nu; vi har aftalt helt stop i kommunikationen indtil, at jeg har lyst til den igen. Vi har haft 4 dage uden nogen form for kontakt og jeg er ikke kommet nærmere savn eller lyst. Ikke engang interesse er jeg i nærheden af. Det eneste jeg føler, er dårlig samvittighed. Tænk at han går rundt i cirkler derhjemme og venter på mig. Forvirret, bange og uforstående.
Jeg ved ikke, hvor det ender henne. Hvad der skal ske, eller hvordan. Men det ser sort ud. Allerhelst ville jeg gerne finde følelserne og lysten til ham frem igen. Glæde mig til at vende hjem til ham og til trygheden. Jeg ser tiden an. For hans skyld håber jeg, at jeg snart finder ud af det.

Minus på overskudskontoen

Jeg forsøgte at lave et indlæg om alle de ting, der trækker min overskudskonto i minus, men jeg kunne simpelthen ikke, derfor er dette indlæg i punkter:

• Tøjkrise. Sådan på forskud. Skal pakke en kuffert med tøj til to måneder. Jeg ved ikke engang, hvad jeg har lyst til at have på i morgen, hvordan skal jeg vide, hvad jeg vil have på om 5 uger!?
• Det der sprog som jeg fortalte om i det her indlæg er virkelig noget, der holder min nattesøvn for døren. Detskalnokgådetskalnokgådetskalnokgå
• Regler for fremleje, adresser og boligsikring. Jeg har fundet en lejer, lejekontrakten er underskrevet og jeg troede egentlig, at alt var godt. Så kom vi til at snakke om adresse og nu er jeg på herrens mark over alle de regler.
• Jeg har netop facebook-stalket beboerne på det kollegium (agtigt), som jeg skal bo på, mens jeg er afsted. Samtlige er uheldige eksempler på hankønnet (sorry, men hår til under navlen er ikke min type).
• Reglerne for mit kommende hjem indebærer blandt andet, at der skal gøres rent to gange om ugen. TO. Herhjemme bliver der sjældent støvsuget to gange om måneden.
• Skægget er igang med at søge jobs, hvilket involverer mig, fordi vi gerne vil flytte sammen. Pt. bombarderes jeg med: "Hvordan har du det med Randers?", "Er Bornholm et nej?" og dets lige.
• I oktober og november var jeg faktisk ret godt til at give den gas i Fitness World, så ramte december og nu er det januar. I kender resten af den historie.