Lo-lo-lort

Et ikke urealistisk bud på hvor meget jeg har taget på den sidste uges tid, er vel omkring 1 kilo. Til gengæld er jeg så forstoppet, at det mere ligner 4 kilo. Kan seriøst ikke huske, hvornår jeg sidst var sådan rigtigt på toilettet. Farvel pæne, stramme nytårskjole.

Godt nytår til jer også!

Fra alle mig til alle mig

Jeg har købt mig selv en julegave. Til svimlende 579 kr. (inkl. moms). Fra sinful.dk, høhø. Og hvorfor så det, kan man fristes til at spørge.. Svaret på det er, at jeg savner orgasmer, som dem de kære mænd kan give mig, når jeg er alene. Rimelig omvendt problematik. Men altså, ligeså snart jeg nærmer mig orgasme ved hjælp af fingrene, kan jeg ligesom ikke koncentrere mig om at blive ved med at bevæge dem. Så orgasmerne bliver altid nogle halvflade nogen - ulig når det er en fyr, der har gang i fingrene. Så jeg besluttede mig for, at jeg da havde massere af penge og smed altså nogen efter en vibrator. En ordentlig, anmelderrost, testvindende én. Mød We Vibe Touch:

Beklager kvaliteten på billederne, det fås desværre ikke bedre med min telefon..

Første indtryk af We Vice Touch'en var, at den var mega mega lækker. Selv indpakningen var fin og stilet. Selve produktet ligeså. Jeg har ikke gidet at slå op, hvad den er lavet af, men det er lækkert og blødt og meget bedre end alt det plastisk, som man ellers bruger. Eftersom jeg fik den ind ad døren igår, kom den med det samme med i bad (waterproof, yay). Jeg har på fornemmelsen, at den kan gøre det samme som mændene, men det lykkedes altså ikke under bruseren - nok mest fordi det var besværligt og fordi jeg var en lillesmule i tidsnød i forhold til at nå lillejuleaften hos min mormor og morfar. Men den kommer med i seng en af dagene, og så satser vi på, at den er ligeså god som en koncentreret mand. 

Hvis I har prøvet We Vibe Touch, så vil jeg kun høre om det, hvis oplevelsen var god.. Kan trods alt ikke rigtigt returnere den nu...

En skægget redningsmand

Hvem der har været helt fantastisk i alt det her død-farfar-ked-af-det-hele-tiden-show, er Skægget. Som i seriøst. Nærmest bedre end mine tætteste venner. Helt sådan "hvis-du-har-brug-for-at-ringe-og-så-bare-sidde-og-græde-i-telefonen-så-gør-du-bare-det-dag-og-nat". Han kom hjem og besøgte mig i fredags, helt klar på at skulle trøste og lytte. I stedet fik han mig til at glemme alt om sorgen. Sammen lavede vi aftensmad, så film, puttede og grinede. Og så tog han mig i køkkenet igen - først med mig siddende på bordet og derefter indover bordet. Det var overordentligt hot og fuldstændig sorg-eliminerende. Vi snakkede også lidt seriøst, ligesom de snakke vi har haft, når Skægget har været fuld, hvilket jeg syntes var virkelig rart. Alt i alt kunne jeg vel faktisk ikke blive gladere.. Bortset fra at det kunne jeg godt. Efter en gåtur i den friske luft lørdag morgen endte vi igen i den seng, som vi lige var stået op fra. På trods af en passioneret start, "mistede han pludselig lysten" og ingenting var stift mellem benene længere. Knapt havde jeg dog nået at ærgre mig, før han kom i tanker om, at fingre kan udrette mirakler. Vi har dog ikke været helt heldige med det før, så jeg forventede egentlig ikke andet end at blive yderligere seksuelt frustreret. Men oh boy, pludselig ramte han et punkt, som sendte mig i himlen. I hvert fald 3 gange - jeg talte ikke. Med mig i himlen vækkedes hans lyst pludselig og vi kunne fortsætte, hvor vi slap. Jeg må anbefale alle at lege med et par fingre inden sex. Seriøst.

Så om jeg er glad? Ja. Og bange; jeg har i denne weekend også måtte erkende, at jeg er jo er blev vild med Skægget. Meget endda. Og det gør mig helt ærligt lidt bange, for det er der, man mister kontrollen og tillader risikoen for at blive såret eller blive så blind af forelskelse, at man ikke kan se, at man eventuelt intet har tilfælles med manden. Så ja, kryds fingre for mig..

Død og ødelæggelse

.. og ikke engang i overført betydning eller billedligt talt eller noget. Min farfar er fandme død. Revet ud af vores liv og det er så mærkeligt, så uvirkeligt. Og det er bare gået så stærkt. I går måtte vi rushe ind til hospitalet, fordi lægerne mente, at nu var det nu. Det var det først 10 lange timer og en hel masse slik senere. Selvom jeg nåede at sige farvel til ham og fortælle ham, at jeg er glad for, at han blev min farfar, hvilket så mange ikke får chancen for, så er det bare en fucking ringe trøst. Klokken 2 i nat stod vi, de udholdende familiemedlemmer, rundt om hans seng og så ham trække vejret for sidste gang. Og tuede. Og krammede. Og tuede noget mere. Det er det værste i verden, at se sin stærke far og sin om muligt endnu stærkere farmor være sønderknuste. Så jeg tuede også for dem. Især for min farmor, som nu er helt alene, og som kyssede og krammede min farfars krop, som jeg aldrig har set hende gøre det før i mine nogen-og-tyve år.
Han bisættes på mandag og jeg gruer for det; det bliver alt for smukt og alt for sørgeligt. Og på onsdag er det juleaften og torsdag første juledag, og jeg har ingen idé om, hvordan vi alle sammen - inklusive min vandfaste mascara, skal komme helskindede igennem dét show.
Pt. prøver jeg at holde fast i, at hans stemme står soleklart i mit hoved og at jeg virkelig er glad for, at jeg nåede at fortælle ham, at jeg holder af ham (holdt af ham?).

Farfar

Man skal lade være med at brokke sig over, at der ikke sker noget, for så sker der lige pludselig noget. Og ikke nødvendigvis noget godt. Min far ringede for en halv times tid siden. Min farfar er blevet indlagt. Igen. Han er røget ind og ud af hospitalet de sidste to måneder og de kan ikke helt finde ud af, hvad der er galt. Jeg får oplysningerne fra min far, som får dem fra min faster, som får dem fra min farmor, som får dem fra min farmor, som får dem fra min farfar, som får dem fra lægerne. I den proces går noget tabt og jeg er således ret forvirret over, hvad der overhovedet er galt med min kære farfar, altså udover at han ligger på lungemedicinsk afsnit og det er usikkert, om han kommer hjem til jul that is. Min far siger, at vi skal lade være med at male fanden på væggen og blive helt bange, men når man har været rimelig syg i flere måneder, er 76 år, overvægtig og har røget siden man var 8, så banker fanden altså på i mit hoved. Og så bliver man en lille smule bange, når man er barnebarn og aldrig rigtigt har prøvet at miste. Jeg har ikke verdens tætteste forhold til min farfar og farmor. De bor langt oppe i Nordsjælland og eftersom min mormor og morfar boede 700 meter væk fra vores barndomshjem, var det som regel der, vi blev passet eller lige smuttede forbi efter skole. Men min farfar har alligevel en helt særlig plads i mit hjerte. Han er ikke min biologiske farfar, men han har aldrig opført sig som andet og jeg ville aldrig kunne kalde ham andet end farfar. Så han skal sgu lade være med at dø. Selvom ingen siger det højt, så ved vi jo alle sammen godt, at det er det, der kan ske. Og det er der altså ikke nogen, der er klar til.

Meh

Skægget besøgte mig i fredags, men der er ikke det store at berette om det. Vi så film og vi puttede, ligesom de sidste par gange. Han tog mig op ad køkkenbordet, og det klager jeg egentlig slet ikke over, men der blev lidt lagt op til, at vi ville tage den videre i sengen senere på aftenen eller morgenen efter. Det blev der ikke noget af, fordi han stoppede mig, hver gang jeg gjorde et forsøg. Jeg kan ikke helt greje, hvad der er med ham på det punkt.. Men derudover skete der altså ikke det store. Da han var gået, kort tid efter vi var vågnet i går, var jeg efterladt småskuffet, for jeg havde egentlig håbet, at han blev lidt. Jeg havde også håbet på mere sex, og på at den fine åbenhed som vi havde sidst, kunne graves frem igen. Så, meh.
Der er heller ikke det store at berette om på nogen som helst andre fronter. Rimelig kedeligt ser det ud. Studie, studie og mere studie. Og en mor der stadig ikke har taget sig sammen til at gøre noget som helst. Så endnu mere meh.

Fuld-Skæg

Så den egentlige grund til at jeg udgav gårsdagens indlæg kl 01.42 var, at jeg sad og ventede på, at en vis skægget, fuld herre ville give mig et ring og derefter hoppe i en taxa. Han var fuld på den søde måde, da han kom; snakkede uafbrudt og så godt brugt ud. Eftersom ingen af os havde rigtig lyst til at sove, brugte vi tiden i hinandens arme, mens især hans mund kørte. Alkoholen tog lige det yderste filter af ham, og han fik sagt et par rigtig fine ting til mig. Selvfølgelig er det dejligt at få at vide, at man er smuk, sød og dets lige, men der er noget ekstra over lige at åbne op og fortælle hvad man frygter ved at date en, der er 7 år yngre end en selv, men at man har det virkelig godt i det, og slet ikke har lyst til at stoppe det. Han var så fin og ærlig, og jeg ved godt, at det var alkoholens skyld, men det hindrer mig ikke i at synes, at vi kom tættere på hinanden i nat. Vi talte også om, hvordan det havde været rigtig rart for mig, at der var gået længere tid mellem aftalerne, så jeg havde nået at få sommerfugle i maven. Sidst men ikke mindst, lukkede han mig lidt ind i sine seksuelle lyster, og der må jeg indrømme, at jeg blev helt tændt af at han snakkede om det. Jeg er håbefuld omkring projekt god sex... Og også om at få følelser for denne mand, selvom han lagde lidt hårdt ud og faktisk næsten skræmte mig væk.

Skæg?

Nå, hellere sent end aldrig. Jeg så Skægget igen i torsdags i stedet for i mandags, da vi begge havde fri fredag og dermed kunne sove længe og bare hygge. I dagene op til mandag var jeg lidt smånervøs for den manglende drama, og om den mon kunne resultere i ikke-opstående følelser. Heldigvis for mig, rykkede vi aftalen et par dage, hvilket gav mig mulighed for at nå at få lyst til at se ham. Det gav mig dog også mulighed for at nå at blive nervøs for det seksuelle, og især følgende spørgsmål rungede i hovedet på mig: hvad hvis jeg først knalder med ham, når jeg er blevet møgforelsket i ham, og det så er vildt dårligt?
Hele torsdagen var min mave fuld af sommerfugle og da eftermiddagen endelig oprandt, indså jeg, at jeg havde glædet mig til at se ham. Ret hurtigt måtte jeg også sande, at de ekstra dage mellem vores aftaler havde skruet min libido i vejret. Så jeg afgjorde med mig selv, at jeg ligeså godt kunne kaste mig ud i det der sex, og slippe for nervøsiteten omkring det. Vi lagde ud med et bad, hvor jeg fik mulighed for et sneakpeak på, hvad Skæggets skæg munder ud i mellem benene. Umiddelbart helt fin størrelse og jeg var glædeligt overrasket over tykkelsen. Dog var jeg måske lidt hurtig i min konklusion af, hvordan den ville føles indeni mig, for i badet mærkede jeg ikke noget særligt. Vi rykkede hurtigt ind i den noget mere rummelige seng, hvor jeg måtte sande, at min konklusion havde været alt for hurtig. Han var sød og dejlig, men efter 15-år-ældre-mand var der bare ikke noget at juble over. Derudover havde han vidst lidt forventet, at jeg kunne komme under samleje, hvilket altså aldrig er sket for mig, og sågar troede, at jeg havde været tæt på. Jeg måtte fortælle ham om den, for ham mere eller mindre ukendte, klitorisorgasme og selvom han var meget på, at skulle lære det en anden gang, følte jeg mig en anelse opgivende overfor projekt god sex. Men som jeg lå der i hans arme efterfølgende, føltes det bare rigtig rart og alle sommerfuglene vendte tilbage, så jeg konkluderede, at der måtte være noget ved ham og jeg ikke sådan kunne give op. Hvad jeg til gengæld for længst havde givet op på, var det der med at lave mad og vi endte derfor med at bestille et par pizzaer - også fordi klokken var blevet sen aften efter al den sex, putten og snakken.

I morges vågnede jeg ved, at han spoonede mig, som havde han aldrig lavet andet. Vi afprøvede sex igen, og denne gang var der lidt mere potentiale - også i badet. Mine sommerfugle blafrede som aldrig før, da vi handlede ind sammen og igen da jeg lavede mad og han fiksede mit dårlige afløb (thumbs up for handyman). Efter præcis et døgn i hinandens selskab smuttede han videre ud i verden og efterlod mig med et smil, der seriøst blev siddende længe.

Om at være anonym

Hvis nogen skulle være i tvivl, er jeg en anonym blogger. Det er jeg for at kunne skrive frit fra leveren, for ikke at skulle pakke noget ind, tænke på andres privatliv eller tænke på hvad min mormor, veninde og ekskæreste mon tænker om mine udskejelser, og om min mors udskejelser. Det fungerer virkelig godt for mig. For ligesom at jeg er den type mennesker, hvor det virkelig hjælper at sige tingene højt, hjælper det også at skrive dem ned. Det er ligesom en omgang terapi - kvit og frit. Ofte skriver jeg et indlæg om, når jeg når til slutningen af det, fordi jeg i processen har indset en masse ting. Det er smart. Det er lidt ligesom en dagbog, bortset fra at her har jeg en læserskare, som hepper, kommer med gode råd, input, synspunkter og meninger, og som virkelig også får mig til at indse nogle ting.

Hvis jeg havde valgt at sætte eget navn og ansigt på bloggen, ville jeg aldrig have kunnet skrive om Mr. Good Guys lille ulempe, om min mors utroskab, om mit sextal eller om min vilde aften. Tænk hvor meget drama, I var gået glip af, og hvor meget jeg ikke havde fået bearbejdet ved at skrive det ud til jer. Min lille blog om mit liv ville have været noget tom og indholdsløs. Se, i mine øjne er det fine ved blogs om dette emne, at det er ligesom en virkelig god bog eller film fyldt med drama, intriger, hjertesorg og plain hverdag - men uden nogen udsigt til at det stopper. Nogen får det til at fungere virkelig godt med en identitet, der er fremme i lyset, som for eksempel farudenfilter, twinpeaks og Miriams blok. I mine øjne er de dog særtilfælde, der har noget ekstra at byde på og som har en ekstra fin skrivestil eller vinkel på bloggen, og som derfor ikke behøver at inddrage de personlige og mere dramatiske ting, som jeg for eksempel har gjort her, og som Tinderslut og Frk. Rodebutik gør. Når en blog ikke har en speciel vinkel, en røvfuld virkelig gode koncepter eller en fantastisk skrivestil, så er min mening, at anonymitet fungerer bedst for at sikre, at der ikke bliver lagt et filter på, men at man netop kan skrive helt frit uden at skulle bekymre sig om mormor.

Pointen med det her indlæg er, at jeg knuselsker min anonymitet, selvom jeg selvfølgelig lige skal tænke en ekstra gang over tidspunkter, aldre, beskrivelser, osv. for at undgå at eventuelle læsere/veninder, genkender mig, og at jeg til en hver tid vil anbefale at opstarte en anonym blog fremfor en ikke-anonym blog, hvis man ønsker at fokusset på bloggen skal være ens eget liv - eller private dele af det.

Dette indlæg er ikke skrevet for at nedgøre eksisterende ikke-anonyme bloggere, men er blot en opfordring til, hvis du sidder og overvejer at oprette en blog, så at gøre det anonymt. Derudover er det blot for at fastslå at jeg er vild med min anonymitet, med at skrive på bloggen og med jer, der læser med.

Drama - where you at?

Jeg har haft så sindssygt travlt den sidste uge, at jeg slet ikke har haft til til at blogge eller for den sags skyld læse andre blogs. Men nu fandt jeg lige en lille time, hvor der er luft og overskud nok til at opdatere jer om Skægget. Vi så nemlig hinanden i Onsdags og lavede egentlig ikke så meget andet end sidste gang - dvs kysse, se film og sove. Han kom dog over lidt tidligere på aftenen denne gang, hvilket betød, at aftensmad blev noget, vi delte. Det undgår jeg ellers normalt, når jeg ser en fyr hjemme hos mig selv, fordi jeg er en elendig kok, hvilket ikke er noget, jeg ønsker at afsløre alt for tidligt i bekendtskabet. Så vi spiste pizza - hjemmebragt fra det lokale pizzaria. Det var fint nok, men næste gang er jeg nok nødt til at kaste mig ud i at kokkerere et eller andet. Og inden da lægge en skudsikker plan for hvordan det skal blive et nogenlunde måltid. Ønsk mig held og lykke. Suk.

Derudover kører det bare med Skægget. Vi snakker godt sammen og jeg føler mig godt tilpas i hans selskab. Men altså helt ærligt, det kører næsten for godt og lidt for hurtigt. Han har allerede spurgt, om vi ser andre - ikke på sådan en nu-skal-vi-være-kærester-måde, men mere på en jeg-ville-få-nedtur-på-hvis-du-kyssede/datede-en-anden-måde. Det har min veninde kæmpet for at få den fyr, som hun ser, til at sige i flere måneder, og jeg får det serveret på et sølvfad fjerde gang, vi ses. Det er næsten for meget. Jeg har slet ikke nogen jagt eller noget er-han-mon-interesseret-i-mig drama. Og det savner jeg faktisk. Det er der, man virkelig kan mærke, om man er ved at blive vild med manden, der hvor man er ved at gå til over ikke at vide, hvornår man ser ham igen og om man ser ham igen, eller sågar bare får en sms fra ham. Når jeg hele tiden ved, at vi ses igen (mandag), han siger alle de rigtige ting og sender sms'er lige inden, jeg begynder gerne at ville høre fra ham, så kan mine følelser slet ikke nå at følge med og jeg er sgu lidt bange for, at de, som så småt er begyndt at spire, kvæles, hvis han ikke snart skruer ned for perfektheden.

Skæg

Jeg har ret vild optur over, at jeg har valgt at kalde den her fyr for Skægget (jf. overskriften).

Nå, men til det vigtige. Vi ved alle sammen, at film på sofaen bare er en undskyldning for at kysse. Vi så to film i går. Midt i den sidste spørger han, om han må crashe hos mig, hvis han lover at opføre sig pænt. Den går jeg med til velvidende at han sikkert alligevel vil forsøge sig til et knald. Det gjorde han også, men han var så hurtig til at spørge, at jeg slet ikke var klar og derfor sagtens kunne styre mig til at sige nej. I morges var det langt sværere og vi nåede helt ned til underbukser, før jeg stakåndet stoppede showet. Ser I, jeg synes nemlig, at han er lidt ekstra sød og jeg er nervøs for, at han stikker af så snart, vi har knaldet. Derfor trækker jeg den lige lidt og vinder ham over med min fantastiske personlighed. Er planen. Hæ.

Er det forresten strengt at være bekymret for, om hans pik er lille?
Af hvad jeg har mærket gennem et par underbukser op ad mit ben, er der ikke noget at råbe hurra for størrelses-mæssigt og jeg er jo for faen vant til 15-år-ældre-mands store, flotte, lige tingest. (Hermed ikke sagt at størrelse er alt, men alligevel. Størrelse kan bare noget virkelig godt for mig..)

Ja, jeg ved godt at mine tider er fucked up i det her indlæg, men jeg er altså for træt til at rette det.

Skæg med Skægget

Skægget, som vi altså nu kalder den mand, jeg var på date med tidligere på ugen, og jeg var i Tivoli i går. Forfærdeligt vejr, men det var skide skægt (haha) og ulig så mange andre ture i Tivoli, prøvede vi faktisk en masse ting. Jeg synes egentlig, at det er meget grænseoverskridende at sidde og skrige ved siden af en fyr, man egentlig ikke kender, men jeg glemte faktisk alt om det og hyggede mig bare. Tivoli-turen var det, vi havde planlagt at lave, så jeg blev glædeligt overrasket, da han spurgte, om vi skulle finde noget at spise sammen efterfølgende. Og igen efter maden, da han spurgte om vi også skulle tage en øl sammen. Vi brugte i alt 8 timer i hinandens selskab og det føles egentlig som om, at vi lige tog to dates på én dag.

Og nu til kysset, som jeg ved, at I sidder og venter på at høre om. Der var masser af muligheder for at det i Tivoli, men det blev aldrig rigtigt til noget, selvom han vidst flere gange tog tilløb til det. Først i et dart-spil på den bar, vi drak vores øl på, skete der endelig noget. I ved, sådan nogle dart-baner er ofte lidt lukkede af pga vildfarende pile, hvilket gør det svært at komme forbi hinanden, når man henholdsvis henter pile og gør sig klar til at skyde. Så ja, mig med pile i hånden, og ham der spærrede min vej ud af banen. Og for satan hvor var det er godt kys. Langt bedre end det ville være blevet på første date. Her var der desuden rig mulighed for at få flere kys, og vi benyttede os af, at baren på denne etage var mere eller mindre tom, og kyssede løs som et par lystne teenagere. Mellem kyssene fik vi også gang i nogle gode samtaler og endnu engang komplimenterede han mig på alle de rigtige måder.
Hen ad aftenen satte han mig på en bus og drog selv til julefrokost, allerede med en aftale om at han kommer forbi hjemme hos mig i aften og ser en film. Jeg behøver vel ikke sige, at jeg glæder mig?

Back in the Game

Jeg fik vidst nævnt noget om to nye mænd i det her indlæg. Den ene blev ikke til noget, den anden er jeg netop kommet hjem fra en date med. Jeg har ellers kun set denne skæggede mand i festlige sammenhænge hidtil, men efter lange blikke og masser af smil blev det altså til en aftale om en gåtur i dag. Som nogen måske har lagt mærke til, viste vejret sig dog ikke fra sin bedste side, så gåturen blev suppleret af et langt cafébesøg. Og han var sød. Og vældig snaksaglig, hvilket er en god ting i min bog, fordi jeg ikke selv er verdens største taler. Og så gav han komplimenter, hvilket en hver pige vel anser som et plus.
Mens han fulgte mig til bussen, kom han med forslag til næste dates lokation og jeg var glad - tænk at slippe for usikkerheden over om der overhovedet ville blive en anden date. I samme sekund som bussen ankom og åbnede dørene, spurgte han, om han måtte give mig et uforpligtigende kys. Timingen kunne ikke være dårligere med mennesker, der myldrede ind og ud af den bus, som jeg jo skulle med. Så jeg sagde nej, måske næste gang. Knapt havde jeg afsluttet sætningen, før han var flygtet ned ad fortovet. Han må være blevet forfærdelig pinlig eller sådan noget, siden han mente, at den afgang ville være den bedste.
Men for faen, ingen vil da kysses sådan her første gang (eller nogensinde, for den sags skyld):

Træt

Jeg er så pisse træt af alt lige nu. I dag. I den her uge.

To nærtstående familiemedlemmer er indlagt med hver sin knapt så sjove sygdom.

Der sker ikke en skid i mor-sagen.

Far er blevet arbejdsløs.

Der foregår noget mellem mine ben, som ikke er normalt. Læge i morgen.

Jeg kan ikke gå uden for en dør uden at tænke på det-sker-jo-aldrig-fyr (han bor jo lige derovre!)

Jeg kan ikke blive inden for en dør uden at tænke på ny fyr fra weekenden (som fandme ikke har kontaktet mig, selvom han med entusiasme i stemmen sagde, at han ville).

Jeg er bare pisse ensom. På mande-fronten. Det må være noget efterårs-kuller.

Har af omveje fået at vide at Mr. Good Guy stadig ikke er videre.

Har maks underskud i alle sammenhænge. Også på kontoen.

2. date med Tinder-fyr 3

Jeg lever! Sådan da. Jeg havde bare lige brug for at tage "fri" fra alting, inklusiv bloggen, som jo ellers er mit frirum. Anyways, jeg håber at være tilbage nu. En dag ad gangen.

I forhold til overskriften, har I nok allerede undret jer over 3'tallet, for det er sgu da to måneder siden, at Tinder-fyr 3 var aktuel. Men han tog altså turen over broerne for at se mig i dag. Jeg havde glædet mig, for den første date havde været den hidtil bedste Tinder-date, men det var slet ikke ligeså magisk som første gang. Han var stadig sød, og snakken kørte også stadig fint, men selvom vi endte med at putte på sofaen, var jeg bare ikke rigtigt tiltrukket af ham, og noget ved ham var faktisk helt irriterende. Han lader ikke til at mene det samme og planlægger allerede en ny tur til byen - den skal jeg lige have stoppet inden vi når så vidt.

Ellers er der ikke meget nyt under solen herfra. Tilsyneladende vælter jeg mig stadig i mænd - de tiltrækkes åbenbart af depri-mig, for da jeg i foråret/sommeren havde det godt, var der langt mellem dem. Nu er her to nye, som jeg lige skal se, hvor meget der er ved, før jeg navngiver dem, og derudover 15-år-ældre-mand, Tinder-fyr 3 og tror I ikke også at det-sker-jo-aldrig-fyren har skrevet til mig, at han ikke kan lade være med at tænke på mig? Sikke et rod.

I er bare sådan helt vildt søde..

Jeg er selvfølgelig nødt til at lave et lille follow-up på mit sidste indlæg. Jeg havde forventet et par rap over fingrene, et par fordømmende miner og så selvfølgelig nogle støttende klap på skulderen. Men jeg har fandme kun fået det sidste! Det er så sejt, at I gider at skrive jeres eget tal og kommentere på mit! Jeg har læst hver eneste kommentar, og flyver pt. rundt på en lille lyserød sky af ren og skær sødhed. Rigtig mange har skrevet, at jeg ikke bør skamme mig, og det har I fuldstændig ret i. Jeg ved det jo egentlig godt. Men så alligevel; for der er også en del, som på trods af at mene at vi intet har at skamme os over, alligevel heller ikke ville sige det til veninder mm. Men hvorfor egentlig ikke? Personligt ville jeg ikke gøre det, fordi min tætteste veninde giver udtryk for at vente længe før hun spreder benene for en fyr. Noget med trust-issues siger hun. Faktisk er det nærmest det eneste vi aldrig taler om.

For lige at vende tilbage til mit eget tal, så skammer jeg mig ikke så meget over selve størrelsen på det, men mere på hvordan det blev så stort. Fordi jeg ikke lyttede til mig selv, fordi jeg ikke sagde nej, når jeg ikke havde lyst. Deraf skammer jeg mig fortsat ikke over min vilde aften i sidste uge, men er glad for den oplevelse, som jeg fik ud af det - fordi jeg havde lyst.

Jeg vil egentlig bare gerne sige tak til jer, tror jeg. Det er jo ikke en engangsforeteelse, at jeg får masser af støtte og virtuelle high-fives fra jer. Det er jeg fandme glad for. Og også for at I gad at dele jeres tal og oplevelserne bag - både jer der har været sammen og jer der har været sammen med ingen eller få. Jeg kan slet ikke sige nok, hvor meget man skal huske at lytte til sig selv i det her, men det lader til, at langt størstedelen af jer har gjort det, og det er jeg glad for.

What's your number?

I forbindelse med indlægget om mine vilde aften, kommenterede en sød læser, om jeg nu også var helt okay med det. Hun havde nemlig tidligere gjort noget i samme stil og var kommet til at fortryde senere. Det har jeg tænkt en del over, og det hænger så fint sammen med indlægget om tal, som jeg længe har haft et opfølgende indlæg i støbeskeen til.

Jeg har kun en eneste gang fortalt mit sextal til nogen, som tidligere nævnt herinde, var det til Ekskæresten, og hans reaktion var, at jeg var billig. Det sidder dybt i mig, og det er først noget, som jeg er begyndt at kunne ryste af mig nu. Men så alligevel. Jeg skriver jo kun det her, fordi jeg er anonym - jeg ville aldrig fortælle det til nogen, heller ikke min nærmeste veninde. Og når jeg trykker "udgiv" lige om lidt er det med stor usikkerhed.

Jeg har været seksuel aktiv, siden jeg var 12, hvilket i sig selv er helt skørt og en kilde til stor fortrydelse for mig. Efter den første gang fik jeg en kæreste, var sammen med ham et års tid, begyndte at se en ny fyr, så ham et lille års tid og var 14, da jeg så rigtigt begyndte på one-nighters. Som 17 årig fik jeg en ny kæreste, som jeg var sammen med et år, efterfulgt af Ekskæresten, som jeg var sammen med lidt over 2 år. Herefter blev det vildt og jeg var single helt indtil Musikeren og jeg så hinanden (eksklusivt fra min side) et par måneder og jeg efterfølgende blev kærester med Mr. Good Guy et par måneder.
Jeg har talt sammen.
Alt i alt er mit sextal på 20.
Det synes jeg, er rigtig mange. Alt for mange. Men det bunder mest i, at jeg fortryder 11 af dem. Af de resterende 9 har jeg været forelsket eller i hvert fald følelsesmæssigt involveret i 6 af dem og de sidste 3 tæller L, 15-år-ældre-mand og Tinder-fyr 6. Jeg har det okay med de 9. Det er de 11, der er problemet. Alle sammen one-nighters. Hver og en efterlod de mig med en følelse af skam og ubehag. Kun en enkelt, nemlig Tinder-fyr 4, knaldede jeg uden alkohol i blodet, og den primære grund til, at jeg fortryder ham, er at han fik mit sextal til at stige.
Så hvad kan man lære af det? Alkohol er en pissedårlig idé. I hvert fald for mig. Og så skal man fandme huske at mærke efter og sige nej, hvis man ikke har lyst. Langt de fleste af de 11 har jeg ladet mig overtale til. Kun én sagde jeg nej til, at han så var ligeglad med det, er en anden historie. Jeg er sikker på, at jeg kunne være kommet uden om 10 fortrydelser, hvis jeg havde været bedre til at lytte til mig selv og sige nej.

Hvis I har lyst, vil jeg vildt gerne høre jeres sextal, især hvis det nærmer sig mit. Som I nok kan fornemme, skammer jeg mig over mit tal, og at grunden til det er blevet så højt er, at jeg ikke lyttede til mig selv. Hvis jeg havde været sammen med 20, som jeg kunne stå inde for, som jeg havde haft det fedt med, og som jeg ikke fortrød, så er jeg sikker på, at jeg ikke ville skamme mig over det. For i bund og grund synes jeg ikke, at man skal skamme sig over et højt tal - heller ikke hvis det ligger på 200. Så længe man er glad for de valg, man har taget og kan stå inde for dem.

Har den været inde, tæller det ;)

Hold fast!

Det går altså vildt for sig. Bedst som jeg havde en lorte dag i går, besluttede 15-år-ældre-mand sig for at komme tidligere end planlagt. Efter en kort rundvisning i min ydmyge bolig, gik vi direkte til sagen og kastede os over hinanden inde i sengen. Sex med ham er kun blevet bedre for hver gang. Ikke nogen orgasmer, men helt ærligt, orgasmer fremkaldt af en mand, er altså også stadig vældig nyt for mig. Halvanden times sex til lyden af folk, der kommer hjem fra arbejde i lejlighederne rundt om én, er klart anbefalelsesværdigt. Eller bare halvanden times sex. Eller bare sex.

Anyways! Vi efterfulgte det med 30-40 minutters putning (er det overhovedet et ord?) og så var han ellers på vej ud af døren igen. Og det var helt okay. Mere end okay! Jeg er ellers typen, der helst vil klistre mig fast på manden efter sex, og ikke tale óm at han skal hjem de første par timer. Med 15-år-ældre-mand er det bare anderledes. Fordi jeg ved, at vi ses igen. Og fordi det er for sex, at vi ses.

Nå, men det er altså nu, at I skal holde fast, for det er ført nu, at det bliver rigtig vildt. Med 15-år-ældre-mand ude af døren tog jeg et bad, men knap var jeg blevet tør, før Tinder-fyr 6 skrev til mig. Om jeg havde lyst til at ses. Samme aften. Hvad gør en classy pige i den situation? Inviterer ham over.

Han stod på min dørtærskel halvanden time senere. Nærmest pænere end jeg huskede ham. Vi satte en film på, men vi ved jo alle sammen godt, at en film lynhurtigt bliver glemt, når der er læber og hænder alle vegne. Filmen var ikke tilnærmelsesvis slut, før han løftede mig op, som vejede jeg ingenting, og bar mig i retning af sengen. Alle piger burde blive løftet på den måde mindst én gang i deres liv. Nå, ind i seng. Flere gange stoppede jeg ham i at tage mit tøj af, pissebange for at man kunne lugte på mig, at jeg for bare et par timer siden knaldede en anden mand. Jeg havde absolut lyst til ham, men hvordan fa'en skulle han kunne leve op til det, jeg lige havde fået? Og hvordan kunne jeg overhovedet være bekendt at være sammen med to mænd på en aften? Efter et stykke tid gav jeg efter for lysten, og smed alle tanker om fordomme, anger, samvittighed and what not langt væk sammen med mit tøj. Størrelsesmæssigt var jeg også bange for at blive skuffet, I ved, man mærker jo lige efter gennem tøjet, når nu han alligevel presser den mod ens underliv. Det blev jeg ikke. Shit. Når man, som jeg havde på det her tidspunkt, har smidt alt tøj og alle hæmninger, så er der kun en vej. Det var godt, det var hårdt, det var kampfrækt. Bagefter tog vi et bad sammen, gik tilbage i seng og så postulerede han, at han altså ikke var helt færdig med mig.

Jeg eksploderede under hans fingre, og siden under hans tunge.

Han tog først hjem i morges, fordi jeg netop er den klæbende type. Ikke om han kunne få lov at gå hjem samme aften. 

Alt det her er jo ret vildt i sig selv, men hvad endnu vildere er, at jeg slet ikke har det dårligt med det i dag. For bare et år siden ville jeg have haft det elendigt, jeg ville have følt mig billig og skamfuld og jeg ville hade at skrive det på bloggen. I dag er jeg ligeglad. Nærmest glad. Jeg fik god sex, to gange. Med to vidt forskellige mænd. På en aften.

Måske vil nogen af jer dømme mig - jeg ville have dømt mig for et år siden. Men jeg håber, at I i så fald vil holde det for jer selv, for jeg er ligeglad. For mig er det en sejr, at jeg gjorde, hvad jeg havde lyst til og ikke lod mig tynge af samfundets normer og fordømmende blik. Jeg holdt det (efter omstændighederne) sobert og sørgede for at beskytte både mig selv og dem.

Og i dag er vi alle tre glade og tilfredse. Jeg er i hvert fald, men lur mig om ikke også de er.

Status-ish

Nå men altså. Jeg skulle have været på studie i dag fra kl 8 til 16, så direkte videre på arbejde til kl 20, og så hjem og have besøg af 15-år-ældre-mand. Jeg droppede studiet allerede kl 4 i nat, da jeg kun havde sovet, hvad der vel svarer til 1 sammenhængende time. Det er fint nok. Det er blevet lidt en vane. Det er bare så svært at komme op om morgenen. Jeg orker det ikke, min krop føles tung og mit hoved ligeså, så jeg ender oftest med at sove videre til jeg vågner igen af mig selv. Ved 13 tiden, som regel. Af den grund har jeg ikke været afsted til studiet i en uges tid. Da jeg vågnede var det til en sms om, at jeg alligevel ikke behøvede at komme på arbejde. Og sådan blev det, at min eneste plan i dag er, at 15-år-ældre-mand kommer og knalder. På eget initiativ, hvilket vi godt kan lide. Lidt underligt at vi skal være hjemme hos mig, det gør jeg mig ellers ikke så meget i. Det bliver så intimt. Som om at man giver nogen lov til at se lige igennem en, fordi man lukker dem ind i ens hjem. Fordi ens hjem siger så meget om en. Eller i hvert fald om mig.

Tinder-fyr 6 forsøgte også at invitere sig selv ind i dag (ja, på flere måder), men den gik jo ligesom ikke, når jeg allerede har en aftale. Jeg ved ikke, hvad det er med den mand. Jeg ved ikke, hvad han vil. For jeg er virkelig klar i mælet vedrørende, at jeg ikke gider at knalde. Alligevel vil han gerne ses, også selvom han ikke vil have noget følelsesmæssigt med nogen så ung som mig. Det giver ingen mening, så jeg har bare besluttet at lade være med at forsøge at få det til at give mening.

Og så er der jo ham der, hvor alt føltes rigtigt. Jeg har ikke gjort noget, og han har ikke gjort noget. Det er præcis sådan, det skal være. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på ham. Han bor trods alt 500 meter væk, så selvfølgelig spejder jeg efter ham, hver gang jeg er i nærheden af hans boligkompleks. Jeg ser ham aldrig. Det er også sådan, det skal være. I virkeligheden er jeg jo bare vild med tanken om ham, for i bund og grund kender jeg ham overhovedet ikke, og jeg er 99% sikker på, at jeg ville blive slemt skuffet, hvis vi nogensinde forsøgte at lære hinanden at kende. Jeg er vild med tanken om, at han er uopnåelig. At han aldrig kan blive min. Det var det samme sidste år med Musikeren (tjek Biroller). Selvom Musikeren og jeg havde langt mere mellem os, så vidste jeg et eller andet sted godt, at han aldrig kunne blive min. Ny i musikbranchen, med masser af succes og ikke mindst masser af damer foran sig. Alligevel ville jeg, uden at tøve, sige ja, hvis Musikeren spurgte, om vi skulle begynde at ses igen. For han er stadig uopnåelig, og jeg elsker tilsyneladende uopnåelige mænd. Jeg tror, at det er sådan en generel kvindebrist, men jeg ved sgu ikke hvordan man retter op på den. Gid jeg gjorde. For jeg præges ret meget af tanker om ham der, tanker om Musikeren og generelt bare negativitet i øjeblikket. Pænt træt af depression i øjeblikket. Det føles lidt som om, at alt er gået i stå. Også bloggen.
Så hvis I har nogen gode inputs til, hvad I gerne vil høre mere om, så bare fyr dem afsted. En hel ny og positiv blog bliver det nok ikke til, men det ville da være fint med lidt ændringer heromkring :)

Tinder-date 6

I dag er det et lidt anderledes indlæg om en Tinder-date. Følgende har jeg nemlig skrevet før daten (og faktisk ikke genlæst det nu, hvor jeg er hjemme igen): mand, jeg har ikke særlig meget lyst. Vi har skrevet sammen i noget, der minder om en uge og jeg griner højlydt over hans sms'er. Mega god humor, mega god kemi. På sms. Og vi ved jo alle sammen, at det ikke nødvendigvis også er tilfældet, når man så rent faktisk møder hinanden ansigt til ansigt. For at gøre ondt værre, så lader det til, at han disker op med mad. Jeg ved vitterligt ikke, hvordan vi gik fra kaffe til aftensmad, men jeg har så meget pres over det. Oveni hatten så er han en type, der træner og vel vejer ca. 100 kg - ren muskler selvfølgelig. Jeg tager bare noget løst tøj på og pakker mave-delen væk, ikke..

Følgende er fra efter daten: han var pænere i virkeligheden (første gang det er sket!) og han lavede mad. Og vi drak vin. Og vi hyggede. Og selvom han var lidt genert, så lå de gode jokes lige under overfladen og tittede så fint frem hen af aftenen. Jeg kunne godt lide ham, og det føltes som om, at det var gensidigt. Jeg nåede sågar at tænke "her er måske noget, der kan føre en 2. date med sig". Indtil han siger, at han faktisk ikke kan forestille sig et forhold til nogen, der er så meget yngre (9 år). Hvorefter han kysser mig, og jeg kysser tilbage. Nu føler jeg mig som en stor idiot, for tro på, at det kun var ét kys. Det var nok nærmere tusind. Fulde af lidenskab. Mest dum føler jeg mig, fordi jeg forsøgte at forhindre den her situation. På forhånd havde vi forventningsafstemt; ingen af os var interesserede i et onenight stand og ingen forventede sex. Alligevel sidder jeg nu her og føler mig som en klovn. Lort. Lort at jeg godt kunne lide ham, og hans skæve humor. Lort at han bedre kunne lide at kysse mig end at snakke med mig. Og lort at jeg overhovedet lod ham tænde mig så meget.

:(

Det her kan blive en ok deal

Godmorgen! Ja, det siger jeg, fordi jeg lige er stået op. Fra min egen seng, vel at mærke. 15-år-ældre-mands seng stod jeg op fra kl 8 i morges og væltede derpå hjem i min egen og sov videre. You know, fordi jeg ikke sov så meget i nat ;-)

I virkeligheden var jeg nærmest lidt nervøs for at møde op hjemme hos ham i går. Sådan uden at være fuld, som jeg jo ellers har været. Men det gik fint. Lidt akavet og underligt den første halve time, indtil han med et smil på læben spurgte, hvorfor det nu var, at jeg var kommet. Derfra var vi nøgne og så var stemningen ligesom en anden. Man snakker tilsyneladende også bedre sammen efter tre orgasmer. Tænk, jeg kan sgu godt lide ham. Som person, altså. Han får tingene sagt - fx tog vi lige den der snak om, hvad vi gør, når en af os finder en på vores egen alder, som vi vil være kærester med. Og gav hånd på, at vi fortsætter sådan her, dog med pauser, når nogen af os bliver forelskede i tredje part. Han bragte også noget med følelser op - hvis de nu opstår mellem os. Jeg tror egentligt ikke, at vi helt kan undgå at de opstår - der sker trods alt nogle ting i vores hjerner, når vi har så meget god sex med hinanden. Men så længe vi er bevidste og ærlige omkring dem, så tror jeg nok, at det skal gå. Det lyder jo rigtig fint og rosenrødt lige nu, på bolle-venner måden, men det kan ligeså vel gå galt. Nu må vi se, hvad der sker, men det er da ret fedt, at han gider. 15-år-ældre-mand fik ikke følelsen af I-ved-hvad til at gå væk. Jeg er stadig bange for at møde ham der, når jeg går udenfor min dør. Men på sigt tror jeg, at 15-år-ældre-mand kan gøre kål på den følelse.

Vi ved jo alle sammen hvordan den her film endte, og sådan ender det her ikke. I swear. 15-år-ældre-mand er jo ikke Justin.

Det sker jo aldrig

Jeg var ude igen i går. Big surprise. Der mødte jeg en flot fyr, som jeg tilbragte det meste af natten med. Vi tog videre i byen sammen og efterlod vores venner. Vi flirtede, dansede og spillede spil. Men sådan noget sker jo aldrig - det er for godt til at være sandt. Kl 5 fortalte han, at han har en kæreste, og at han sgu hellere måtte smutte hjem. Så der stod jeg alene tilbage i midten af København og var lettere forvirret over, hvad de sidste timer så havde været, hvis ikke forspil til en date ude i fremtiden. Jeg satte mig på min cykel og satte kursen mod hjem med en følelse af at være blevet lidt snydt. På et tidspunkt steg jeg af cyklen igen og satte mig på et trappetrin. Ved siden af mig sad en fyr og snakkede i telefon, men det tog jeg mig ikke af, jeg havde bare lige brug for en pause. Men vi faldt i snak, selvfølgelig gjorde vi det. Han er den sødeste fyr, jeg længe har mødt. Og pæn. Og så bor han ca. 500 meter fra mig sammen med sin kæreste. For sådan noget sker aldrig - det er for godt til at være sandt. Mens vi fulgtes hjem, snakkede vi om løst og fast, og om hvordan forholdet til hans kæreste ikke var helt så dejligt længere, og om hvordan jeg gjorde et eller andet ved ham, som han ikke helt kunne sætte ord på, om hvordan han gerne ville have mødt mig, mens at han var single. I dag har jeg fået en forfærdelig tvetydig besked fra ham - for selvfølgelig udvekslede vi numre.

Jeg vil ikke opfordre nogen til at være utro. Jeg vil ikke ødelægge deres forhold. Men den connection var bare stærk. Sådan rigtig stærk. Pis. Jeg har skrevet til 15-år-ældre-mand i dag. Knalder følelsen af at have mødt noget helt rigtigt væk.

Mere, mere!

Kan I huske 15-år-ældre-mand?
Vi har skrevet lidt sammen de sidste 14 dage, eller sådan noget. I fredags gjorde vi noget ved det, og mødtes efter en bytur. Vi brugte den halve nat på at knalde (hvordan kan nogen holde så lange tid!?) og den anden halvdel på at snakke. Efter næsten ingen søvn, men med masser af godt humør, kørte han mig hjem lørdag formiddag, så jeg slap for walk-of -shame. Selvom jeg overhovedet ikke følte mig skamfuld. Og heller ikke ulækker. Bare glad og tilfreds. Det var nice. Han skrev allerede igen i går aftes. Det fungerer så sindsygt godt for mig, at han er så meget ældre. Det er ligesom en kæmpe hæmsko for mine følelser, at han er langt oppe i trediverne, men stadig går klædt, som var han 24. Jeg kan overhovedet ikke se os sammen følelsesmæssigt, men mere sex - ja tak.

Jeg begynder lidt at tro på det med, at kunne knalde sig ud af en depression. Det virkede i hvert fald i går, hvor jeg var høj på endorfiner. I dag er jeg tilbage til nul overskud og tristhed. Godt, at 15-år-ældre-mand har sagt, at jeg kan skrive når som helst og ikke kun i weekenden.

Tinder-date 5

En mindre livskrise + depression skal ikke afholde mig fra flere tinder-dates. Og sådan er det. Basta.

Har I forresten set den nye side "Tinder-kartoteket" ovenfor? Jeg har lige samlet alle tinder-mændene, så vi alle sammen bedre kan holde styr på hvem, der er hvem.

Jeg har netop sendt et styk halv dansk, halv latino hjem i seng efter filmaften på min sofa. Det var godt nok; han lignede ham på billederne og han var ikke ude på andet end at være sød.
Problemet med filmaftener er bare, at man kun får snakket minimalt med hinanden. Til gengæld er der hundrede muligheder for at putte. Hvilket nok var derfor, at manden insisterede på, at det var det, vi skulle lave. Han strakte den dog kun til, at nusse mig på låret og på armen.
Det gode ved filmaftener er, at når filmen er færdig, er man for doven til at rejse sig og sætte en ny på/slukke, og derfor er man nødt til at snakke sammen (medmindre man er faldet i søvn, hvilket næsten skete i mit tilfælde). Af alle de emner vi kunne have snakket om, vælger han hverken at spørge ind til hvilket studie jeg går på, eller for den sags skyld noget som helst andet om mig. Han vælger derimod at fortælle mig, at hans ekskæreste var ham utro og smed ham ud af deres fælles lejlighed, at hans mor har fået kræft og at han selv har været ved, at gå ned med stress. Bevares, det virkede virkelig som om, at han havde brug for, at nogen lyttede til ham, og hvem bedre?

Ekskæresten

Er det tarveligt at blive lidt glad, på den der fryd-måde, når ens ekskæreste bliver single igen?
Jeg mener, også selvom det var en selv der slog op, og det sidste man vil, er at være sammen med manden igen?

Oh well. Omtalte ekskæreste og jeg var sammen i 2 år, hvilket er mit hidtil længste forhold. Og hidtil mest usunde forhold. Det var mens, at jeg var sammen med ham, at jeg fik en depression, som jeg mener, var et resultat af den måde vores forhold var skuret sammen med. Så nu hvor jeg har præsenteret ham, kan jeg jo ligeså godt fortælle hele historien. Måske giver den mening sådan set i forhold til mine mere nylige forhold. Jeg ved det ikke.. Her kommer den - med eller uden pointe:

I virkeligheden skal tiden skrues endnu længere tilbage for, at det giver mening. Helt tilbage til den kæreste jeg havde inden Ekskæresten. Jeg blev venner med Ekskæresten under dette forhold. Vi var mere venner med fordele, end vi var egentlige kærester, men i 1.g anede vi ikke hvad vi ellers skulle kalde det. Anyways, jeg mødte Ekskæresten og han var typen, der sagde sin mening - også om det besynderlige, kærlighedsløse forhold jeg var i. Hurtigt forelskede jeg mig i ham og gik fra min daværende kæreste, som by the way kun var ked af, at det betød slut med sex.
Ekskæresten og jeg indledte forholdet og jeg var gladere og mere forelsket end nogensinde. Tænk at jeg havde hentet sådan en hunk hjem. Men der gik kun en måneds tid, så kom det første tegn. Han havde drukket sig kampstiv en aften og ringede til mig og sagde, at han ville cykle ud for at se mig. I telefonen var han grædende og råbende, men jeg kan faktisk ikke huske, hvad grunden var. Jeg var i panik, for han truede med at cykle ud på motorvejen og lød dybt ulykkelig. Jeg fik min mor til at køre mig hjem til ham den aften, men fandt et mørkt og sovende hus. Dagen efter påstod han, at jeg havde overreageret og at han bare var kørt lige hjem i seng.
Vores forhold fortsatte og jeg var stadig forelsket til op over begge ører. Det betød ikke noget, at han indimellem blev rasende på mig over ting, som jeg ikke helt forstod. En gang var det, at jeg ikke havde snakket nok med hans venner til en fest, en anden gang at jeg havde snakket alt for meget med dem.  Det er lidt svært at beskrive selve skænderierne, men herunder er et på skrift. Det opstod, fordi jeg spurgte ham, om det var ok, at jeg tog til en køretime (jeg var ved at tage kørekort på daværende tidspunkt) og dermed tog tidligere hjem fra vores aftale end planlagt. Så vidt jeg husker, udløste det også et skænderi, da vi var sammen og senere udspillede denne samtale sig så altså:

Ikke min stærke side at redigere og kopiere billeder ind - sorry!

En samtale som ovenstående var hverdag i vores forhold. Jeg fattede ikke en skid af det. Den dag i dag forstår jeg stadig ikke, at han blev så vred over, at jeg spurgte om det var ok med ham. Der er som sagt ikke noget specielt ved det her skænderi (måske lige udover min kommentar om ikke at gide mit liv mere). Det særlige ved alle vores skænderier var, at jeg altid var bange. En enkelt gang havde han slået mig, utallige gange havde han gjort mine til det, ofte bankede han sine hænder ind i væggen eller døren, en gang rev han en pude i stykker og to gange tog han kvælertag på sig selv. Altid råbte han og altid græd jeg. Rigtig tit fortalte han mig, at jeg var en elendig kæreste. Det var på ingen måde sundt for nogen af os. Jeg ville ønske, at den psykolog jeg gik hos, havde set det. Havde set at der bag mine ord om en sød og støttende kæreste, var en der sagde "det er lidt underligt at være kærester med en freak" da jeg fortalte ham, at jeg skulle på antidepressivmedicin. Men hvordan skulle hun kunne det? Jeg var alt for god til at lyve overfor mig selv og for hende på det punkt.

Et år efter at jeg var stoppet til psykologen, slog jeg endelig op med ham. Jeg kan ikke huske, hvad der gjorde udslaget. Jeg var begyndt at indse, at han ikke kunne gøre mig glad, men kun få mig til at føle mig elendigt til mode. Til slut valgte jeg min egen lykke, og frygtede for hans liv.

Han kom dog hurtigt videre, og da han fik en ny kæreste for et lille års tid siden, blev jeg lidt trist og den følelse hang ved mig hver gang, jeg tænkte på dette nye forhold. Jeg havde lyst til at kontakte hans nye kæreste og spørge hende, om hun blev behandlet ligesom mig, eller om det hele bare var noget, som jeg havde bildt mig selv ind. Men nu er jeg glad. Glad på fryd-måden over at endnu et af hans forhold er brast og glad på lettet-måden over, at hun er fri.

Jeg kan ikke komme på nogen pointe her til slut. Jeg vil gerne have jeres inputs om dette forlængst forliste forhold - for engang imellem sidder jeg helt ærligt stadig med følelsen af, at jeg måske bare bildte mig selv det hele ind, og at jeg bare gerne vil være i offerollen og have medlidenhed.

Tinder Update

Nå. For lige at spole tiden lidt tilbage. Selvfølgelig skrev Tinder-fyr 4 efter vores date. At det havde været den hyggeligste aften længe, men at han kun havde lyst til at ses igen for sex, følelsesmæssigt var han nemlig ikke helt på. Whatever. Han var lækker og hvis han skriver igen, siger jeg ikke nej selvom det kun er til sex.

Så var der jo ham, der var 15 år ældre end mig, og som godt nok ikke var fra Tinder, men som var god sex. Han har også skrevet, uden at nævne et ord om sex, men det ligger ligesom i kortene, at det aldrig kan blive til mere mellem os.

Gad vide om man kan knalde sig ud af en depression?

Anyways, så står det ret stille på Tinder. Jeg har uoverskueligt mange matches, men halvdelen af dem var turister og dermed i gennemsnit 1000 km væk nu, resten skriver ikke til mig, medmindre det er fredag og de er fulde. Derudover har jeg ligesom glemt, hvad og hvordan man skriver til sine matches. Måske fordi jeg ved, at en Tinder-date lige nu er en dårlig idé.
Faktisk har jeg en flere uger gammel aftale i denne weekend, men eftersom vi ikke har skrevet sammen siden, vi lavede den og jeg egentlig ikke gider, så bliver det nok ikke til noget.
Det er også okay. Som I ved, var jeg jo til psykolog i torsdags. Det var godt. Hun lavede en liste over de ting jeg skal prioritere allerhøjest den næste tid:
1. at sove ("tag en morfar, en farfar, så mange bedsteforældre du kan")
2. at være alene
3. at dyrke nærende aktiviteter (dvs ting der er rare lige nu, fx at spise cocopops)

Tinder passer ikke så godt ind i dét liv. Byture gør heller ikke, så derfor er dette første weekend i 100 år uden alkohol og sene nattetimer. Det føles lidt mærkeligt, men sundt nok.

Psykologen nævnte desuden, at hun ikke tror, at jeg kan holde til at have så stor en hemmelighed for min far. Og at jeg skulle gå hjem og tænke over det. Indtil videre har jeg skubbet det i baggrunden, men i virkeligheden er det nok fordi jeg godt ved, at hun har ret.

Forresten har jeg sovet fra kl 01 til kl 11 i nat. Jeg er nu der, hvor jeg overvejer første morfar. Punkt 1 på psykolog-listen går da ret godt.

Størrelse ?

I en kommentar på Miriams femina/plus size debbat skrev Miriam at Asos og Topshop har linier, som gør at man kan shoppe efter højde. Det er præcis, hvad jeg har brug for, tænkte jeg, da jeg læste det og skyndte mig ind på Topshops hjemmeside. Her blev jeg mødt af "shop by fit" med følgende kategorier: tall, petite, maternity, mini. Men så var det, at min egen krop spændte ben for mig. For jeg er lav, så umiddelbart ville petite være fint for mig. Bortset fra at jeg har former, og det har man tilsyneladende ikke hvis man er lav ifølge standard størrelserne. Egentlig er jeg en str. 34-36 i bluser, men mine bryster kan aldrig være i de størrelser, så derfor ender jeg altid i str. 38-40, som næsten passer over brystet, men som så til gengæld er for stor og lang alle andre steder og som får mig til at se lidt tyk ud. Og hvor er jeg bare træt af det. For helt ærligt, jeg har ikke kæmpe store bryster, jeg har åbenbart bare for store bryster til, at kunne passe i standard størrelserne. Jeg er ikke engang rigtig kurvet, jeg er bare ikke uden former og det skal man tilsyneladende være for at kunne passe str. 34-36. Hvis nogen kan fortælle mig, hvor man kan købe tøj til en krop, der ikke passer til standarden, så må I endelig sige til. Jeg ved jo, at jeg ikke er den eneste med dette problem. Jeg ser i hvert fald bh'er, som titter frem i siderne, fordi toppen er for stram over brystet, på daglig basis.

Cocopops

Jeg har købt cocopops. Og nu spiser jeg cocopops. For anden gang i dag. Farvel sunde livsstil.

Den anden dag fik jeg et mindre break-down og ringede stor-tudende til min mor. Og bad hende komme og hente mig, så jeg kunne sove på på mit barndoms værelse. Det gjorde hun. Dagen efter overtalte hun mig til at ringe til lægen og få en tidligere tid end den om to uger. Så derfor var jeg til lægen igår. Hun vil helst ikke starte mig op på antidepressiv, men mener, at jeg kan få mere gavn af pskyologtimer. Jeg er enig. Men, sagde hun så, kassen til psykologtilskud til depressive er sgu tom, så du kan ikke få tilskud og der er forresten ventetid på op til 4 måneder på langt de fleste psykologer lige nu. Ka' du hyg' dig. Det lykkedes mig dog på egen hånd at finde en psykolog, da jeg senere kom hjem. Og sådan gik det til at jeg om en lille times tid, skal krænge mit inderste ud foran en vidt fremmed med en fin uddannelse for mors penge. Ikke at jeg ikke glæder mig, det gør jeg faktisk. Men jeg har sgu ikke så meget lyst. Og sådan gik det til at jeg købte cocopops. Og at jeg lige snupper en skål mere.

Et stort "nej tak" herfra

For tre år siden havde jeg en depression, som for tre år og en måned siden gjorde, at jeg lige var en tur inde og vende på psykiatrisk afdeling. Men det var ok. For jeg havde sagt til og bedt om hjælp, jeg havde erkendt, at jeg havde det udover det sædvanlige dårligt, og så var jeg allerede kommet rigtig langt. Så jeg gik til psykolog og fik antidepressiv medicin, og da det blev sommer igen, var jeg rask. Det lærte mig rigtig meget lige at kysse bunden og i dag er jeg nærmest glad for, at jeg var der, men stort nej tak til nogensinde at skulle derned igen. Jeg har været på vej derned igen. Hver vinter er jeg en lille smule truet, men jeg lærte en masse fine teknikker dengang, det var slemt, så om vinteren lykkes det mig altid at hive mig selv op igen. Men nu er det noget andet en den almindelige vinterdepression. Nu er det frit fald direkte mod bunden. Det er ligesom et tog, der bare kører og jeg skulle jo forhelvede have været af for længe siden. Jeg har ringet til min læge og fået en tid. Til om hundrede år. Jeg kan ikke få en akut tid, for jeg er ikke akut. Langt fra. Jeg kender bare mig selv og jeg har alle tegnene på, at det her kun kan gå galt, hvis jeg ikke gør noget. Så nu har jeg gjort det igen. Bedt om hjælp. For jeg er pisse bange for at ende dér igen.


Sidder du og har det lidt ad helvedes til og er uengageret i dit eget liv? Så snup lige den her test.

Tinder-date 4

Har pt. lige lidt svært ved at følge med. Var på fjerde tinder-date i går. Hjemme hos ham. Hvilket man ikke må! Tænk, hvis han havde været øksemorder. Det var han heldigvis ikke. Bedste tinder-date hidtil. Ved ikke, hvad jeg mere skal sige. Jeg har sjældent håbet så meget på at høre fra en fyr igen. Og samtidig været så usikker på om han skriver igen. Han har for faen først lige oprettet sig på tinder. Han har masser af damer, som han lige skal se an først. Lort. Gider ikke en gang i detaljer fortælle jer hvordan daten forløb. Den var god, okay. Please, skriv Tinder-fyr 4.

I Just Had Sex

Og så er det fandme ikke engang løgn. Det fortjener næsten en applaus, at jeg i virkelig-virkelig fuld tilstand formåede, at charmere en fyr i går. En lav mand, jovist, men pæn og sød.
Positivt overrasket over hvor godt sex kan være efter så mange måneder med dårlig Mr.GoodGuy-sex eller ingen sex.
Positivt overrasket over at så lille mand kan bære rundt på noget så stort mellem benene.
Negativt overrasket over at han er 15 år ældre end mig.
Positivt overrasket over at han kyssede mig farvel midt på gaden i dag og sagde at vi ses igen.
Bliver positivt overrasket hvis han rent faktisk skriver, at han gerne vil ses igen. Men whatever.
Pointen er, at jeg troede at sex med en vidt fremmed, mens man er godt fuld, var dømt til at være dårligt. Og at jeg var dømt til at føle mig lidt ulækker og utilpas dagen efter. Men jeg har det lige modsat. Dette er en opfordring til bare at gå ud og gøre det - og så lade være med at fortælle sin fremtidige kæreste sit tal ;) Måske er jeg stadig lidt fuld.

Bare et tal?

Jeg snakkede med en af mine allerbedste venner om den pige, som han ser i øjeblikket. Han ved ikke helt om det skal være noget; han synes, at der er en del ting, der taler imod, at de skulle passe sammen. En af tingene er antallet af mænd, som omtalte pige har været sammen med - især i løbet af det sidste års tid. Hun har haft en del one-night stands og det synes min ven ikke er fedt. Han siger, at det ville være noget andet, hvis hun havde haft 6-7 kærester i løbet af dette år, fremfor 6-7 one-nighters.

Personligt er jeg i tvivl om, hvad jeg skal mene.

På den ene side synes jeg, at man skal have lov til at gøre præcis som man vil (hvis det vel at mærke er lovligt, man passer på sig selv og man gør det med respekt og omtanke for andre).

På den anden side kan jeg bare godt følge hans tankegang om, at det skriger af usikkerhed/behov for opmærksom og at han ikke synes, at det er frækt, at hun har spredt benene det antal gange indenfor det sidste år. Jeg væmmes jo også lidt ved mig selv, når jeg i perioder af mit liv skider på, hvad andre tænker, og er sammen med de mænd, som jeg mere eller mindre impulsivt får lyst til.

I virkeligheden er min holding jo den første; gør hvad du vil, men når jeg alligevel føler mig beskidt, når jeg fører det ud i livet, må det jo være fordi samfundet, og nok i særdeleshed min omgangskreds farver mig med, at jeg BØR føle mig beskidt og billig. Så måske er mit eget tal ikke bare et tal. Måske møder jeg en fyr en dag, som også vil sætte det på minus-listen, hvis jeg fortæller ham, hvor mange jeg har været sammen med i alt (ikke indenfor det sidste år i mit tilfælde - for så ville han nok være pænt ligeglad, så dødt som det har været).

Pointen med det her indlæg, hvis der da er nogen, er vel, at jeg synes, at det er kamp-latterligt, at andre mennesker skal bestemme om ens tal er ok eller ej. Og at det ligefrem skal have en betydning, når man prøver at finde ud af, om noget kan lede til et forhold eller ej. Hvis man er forelsket, er man forelsket og hvis vedkommende, som man er forelsket i, har været sammen med en masse andre, men har det godt med det, så kan man da være ligeglad.. Man bør da i hvert fald forsøge at være ligeglad. Jeg havde en kæreste, der ikke var ligeglad og som til mit åbne ansigt kaldte mig billig, da han hørte mit tal. Jeg havde det som sådan ikke dårligt med mit tal inden denne udtalelse, på trods af et par ups'ere, men jeg skal love for, at jeg fik det dårligt med det bagefter. Derfor rådede jeg min ven til at droppe hende pigen, hvis det virkelig var noget, der var altoverskyggende for ham, men ellers så være ligeglad. Det er jo bare et tal og et højt tal er ikke lig med illoyalitet og utroskab.

Blown away

Så øhm..

Da jeg loggede ind på blogger for et kort øjeblik siden, var der sket et eller andet vildt med min statistik. Noget med firecifrede tal. Hvilket altså ikke stemmer overens med at have en mikro-lille blog. Så først tænkte jeg, at det var nogle scam-sider eller sådan noget. Så loggede jeg på bloglovin, hvor tallet er gået til tocifret. Så tænkte jeg noget med, at være blevet hacket. Nej, jeg har absolut ingen idé om hvordan sådan noget sker. Så opdagede jeg Miriams lille stunt. Men jeg tror altså stadig ikke rigtigt på det.

I virkeligheden loggede jeg på blogger for at skrive lidt om Mr. Good Fucking Irriterende Guy. Mindre sammenstød i fredags hvor vi var endt til samme fest. Jeg gik på toilettet og da jeg kom ud stod han og spærrede vejen tilbage til festen. Føltes lidt som et bagholdsangreb. Noget med om vi ikke godt please kunne snakke sammen. Igen, igen, igen. Og nej. Men så alligevel jo. Så vi gik udenfor. Ham i sin store jakke, mig i bare arme. Og snakkede. Han græd lidt, men det er vel efterhånden ingen overraskelse. Jeg græd også lidt, men det var på grund af mor. Hvilket jeg gudskelov havde nok sense til ikke at fortælle ham om. For at opsummere samtalen:

- Han siger, at jeg virker sur på ham i dag

- Jeg er uforstående - jeg hilste da og alt muligt?

- Han holder fast ved det

- Jeg siger, at det da også var pænt mærkeligt, at han tog lidt på min venindes lår. En veninde han ikke brød sig særlig meget om, da vi var sammen

- Han begynder at græde og benægter

- Jeg siger whatever. Det er koldt, jeg vil videre, videre, videre

- Han siger kom tilbage til mig

- Nej

- Ovenstående gentager sig af et par omgange

- Han siger, at han har det så hårdt

- Jeg siger, at han ikke aner, hvad hårdt er (det var her, jeg skulle have stoppet mig selv)

- Han leger Ygritte; You know nothing, Jon Snow

- Jeg får tårer i øjnene

- Han prøver, at give mig et kram

- Jeg siger, at han skal lade være med at røre mig

- Han plager om, at fortælle hvad der sker

- Jeg går min vej og siger at han skal skride

Så det var en god aften. Men den er jo ikke helt slut der. Sammen med en ven, som er vores fælles, tager jeg videre i byen. Denne ven får noget i nærheden af 21947589746589 opkald fra Mr. Good Guy, som tilsyneladende tror, at vi er taget hjem sammen. Der er noget galt med den mand. Og det siger jeg med et par objektive briller på.

Tinder-date 3

Hold lige fast, for nu går det altså stærkt. En date om ugen, åbenbart.
Jeg havde jo egentlig lavet en second-date med Tinder-fyr 2, men så kom jeg til at droppe den.. Det var lidt tarveligt, men jeg gjorde op med mig selv, at der var intet andet godt at komme efter end kys, og så kunne det være ligemeget. Især fordi han vidst godt kunne lide min personlighed også. Så tak, men nej tak.

Nu ville omstændighederne så, at en anden fyr som jeg har skrevet med på Tinder i en måneds tid, kom til København et par dage. Han er fra Århus og vi har flere gange forbandet de mange kilometer, der har været imellem et første møde. Men nu kom han altså og jeg fik hans nummer, så vi lettere kunne finde hinanden. Jeg er en nysgerrig sjæl, så jeg indtastede hans nummer på Krak.dk, fandt frem til hans fulde navn og smed det ind i søgefeltet på Facebook. Should not have done that. Mindst 10 kg tungere og med poser under øjnene som vel udgjorde det for 500 gram hver. Men nu havde jeg jo sagt ja, og kemien på skrift havde været skide god.

Vi kom ikke så godt fra start, kan man sige..
Jeg var forsinket og kunne ikke rigtigt tage mig sammen til at skynde mig.
Da jeg stod og ventede på bussen (som jeg havde skrevet til ham, var forsinket) ringede han. I røret fik jeg et styk virkelig træt og gnaven mand. Som egentlig hellere ville hjem til Århus end vente yderligere 20 min på mig. På daværende tidspunkt var jeg blevet stædig, nu havde jeg trods alt skiftet tøj og gjort lidt ud af mig selv, så nu ville jeg mødes og finde ud af om de poser virkelig var så tunge. Han gik med til at vente og da vi mødtes, havde han vidst fået noget at spise. Han var i hvert fald stor-smilende og den gnavne mand fra telefonen var pist væk. Poserne var tunge og maven ligeså, men jeg skød det til side og sammen gik vi en tur langs søerne og han købte mig en drink på et hyggeligt lille sted.

Jeg aner ikke hvor i Århus han bor, om han har en roomie, hvor langt han er i sin uddannelse, om han har nogen søskende eller nogen andre af de ting, som jeg ellers normalt får at vide på en første date. Men der var slet ikke tid til at tale om den slags banaliteter! Snakken flød om løst og fast, men mest om fast. Det viser sig, at vores såkaldte værdier er meget ens og vi kunne tale i uendeligheder om ting, som ville kede andre til døde. Så det gik jo godt. Lidt træt af Århus på nuværende tidspunkt.

Mor

"Var det ikke noget med at din mor var en totalt so der lige var ved at smadre hele familien, eller som måske faktisk gjorde det?", spørger I nok.
Jo.
"Og hvordan står det så til med det?"
Ad helvedes til. Men det er lidt skægt. Ser I, jeg kan ikke kigge min mor i øjnene, når jeg ser hende in real life. Men jeg kan godt snakke i telefon med hende om hvor dum min lejlighed er fordi den ikke gør sig selv ren eller hvor latterligt et system min uddannelse kører med, når de ikke ligger et skemaet for det kommende semester op før dagen inden det starter.
Tragikomisk.
Oppe i mit hoved foregår der alt muligt, som mor ikke kommer til at høre om. Der er noget med hævn, noget med at google hans navn og finde frem til hans familie. Og så er der noget med at være fornuftig, og lad-være-med-at-ødelægge-andres-glansbilled-familie. Så er der noget med hvem af mine venner, som jeg kan sige det til. Nogen som måske rent faktisk ville have noget brugbart at sige. Nej, jeg ved da virkelig heller ikke hvad det skulle være.

Oven i det hele er det som om, at min mor total har glemt at jeg fandt hendes største hemmelighed. Det er vel måske faktisk grunden til at det hele er blevet rodet igen. Hvordan kan hun ikke have trukket mig til side og snakket med mig om det her endnu? Hvordan kan hun lytte og svare præcis som hun plejer? Hvordan kan hun regne med, at hvis vi ikke snakker om det, så ryger det nok i glemmebogen, og så er vi en stor fucking lykkelig familie igen? Og er der for helvede ikke snart nogen, der kommer forbi med noget chokolade?

Tinder-date 2

Må indrømme at jeg faktisk var begyndt at tvivle på, om der overhovedet ville komme en tinder-date mere. Men bum, så matchede jeg med en fyr, som var ret hurtig til at spørge efter en date. I mit gode og letsindige humør sagde jeg ja og et par dage efter mødtes vi så i Frederiksberg Have til en gåtur.. Og en fandens masse kys på forsædet i en bil.
Nej, jeg ved heller ikke hvordan vi endte i den bil. Måske var det den romantiske stemning i haven, der gjorde at jeg gengældte hans kys på bænken. Det var i hvert fald ikke hans personlighed, for den fandt jeg ikke videre interessant. Men så var kysset helt vildt godt, og så blev det lige pludselig til flere. Og pludselig var vi så på forsædet i den der bil, og der kiggede han sådan helt forelsket på mig i skæret fra lygterne. Så kan man jo ikke lade være med at smelte en lille smule, også selvom forelskelsen bare var en illusion.

Nu har han spurgt om vi skal ses igen, og jeg er kommet til at sige ja.
Ikke til hans personlighed, men til hans kys.
Er det meget forkert?

Glade for chokolade

Repeat#4

Jeg har altid svoret, overfor mig selv, at hvis en af mine forældre gjorde noget så forfærdeligt, som min mor nu har gjort, ville jeg slå hånden af vedkommende, så at sige.
Jeg stoler ikke det mindste på min mor.
Jeg har mistet respekten for hende.
Jeg skammer mig over at hun kunne gøre noget sådant.
Jeg afskyr hende i øjeblikket.
Men jeg elsker hende stadigvæk. Mindre end før. Men nok til at hun absolut skal forblive som min mor. Jeg skal bare have en pause fra hende. Lidt luft.


Denne sang har intet med ovenstående at gøre, men den kører rundt i mit hoved i øjeblikket. Den er så smuk, at jeg får gåsehud hver eneste gang, jeg hører den. Engang imellem får jeg også tårer i øjnene. (Se bort fra musikvideoen, ik)

Om et par timer vil jeg tage til Grøn Koncert og glemme lidt og hygge mig rigtig meget.