Udlandseventyr

Jeg er rendt ind i noget blog-blokade. Har slet ikke haft lyst til at blogge, og den bedste kur mod det, er jo sådan set bare at lade være. Jeg tror, at det kommer sig af, at jeg har lidt travlt. Oveni den obligatoriske julestress er december for mange, inklusive mig, tid for eksamen. Dette var den sidste inden den store, hvor jeg skal bevise, at det er forsvarligt at kalde mig færdiguddannet. Til sommer. Men inden det ræs for alvor starter, skal jeg da lige ud og rejse. En 2 måneders tid. Jojo. Man kan godt diskutere, om det er det allerklogeste valg, jeg har truffet, men det er nu engang truffet og om under en måned er jeg på vej til noget, som folk omtaler, som mit "livs eventyr". Jeg skal altså ikke på safari, bestige et bjerg eller kaste mig ud fra et højt sted. Det er et helt almindeligt og enormt studierelevant ophold. Så på den måde kan man faktisk godt argumentere for fornuften i det. Hvorom alting er, så tror jeg faktisk, at det bliver mit livs eventyr. Eller i hvert fald det første. Første gang jeg nogensinde tog et fly alene, var i efteråret, hvor jeg rejste over og besøgte Skægget på hans udlandseventyr og det længste jeg nogensinde har været væk fra mit hjem er 17 dage på en tur til USA med min familie. Taget det i betragtning er 2 måneder alene i et nyt land faktisk ret vildt. I øjeblikket skifter jeg mellem at glæde mig og at have lyst til at blive hjemme. Det er lidt skræmmende. Jeg er typen, der godt kan lide at have styr på det hele, og hvis jeg ikke har det, får jeg lynhurtigt lyst til at bakke ud. Dette land, som jeg for min egen anonymitets skyld ikke kan opgive navnet på, taler et sprog, som jeg faktisk godt kan lidt af. Jeg kan formegentlig gøre mig forståelig, hvilket for mange ville være nok, men for mig er det bare ikke godt nok. Jeg ville ønske, at jeg kunne gebærde mig flydende på deres sprog og dermed blende ind og slippe for at måtte opgive samtaler, fordi jeg ikke kan få budskabet i dem frem. "Det skal nok gå" siger alle omkring mig, og de har muligvis ret, jeg kan nok bare ikke se det, før jeg står i det.

En historie om at sige "jeg elsker dig"

Jeg lå der i sengen ved siden af ham og lyttede til en lang forklaring på noget, som han syntes var spændende. Jeg hørte ikke rigtigt efter - lå bare og pillede ved de mørke hår på hans brystkasse, og var alt for bevidst om tre små ord, som havde taget plads på min tunge. Jeg forsøgte mig med at kaste dem fra tungen og ud i verdenen, ud til der hvor han ville kunne høre dem, men forgæves. Ikke engang det første ord lykkedes det mig at få presset afsted. Imellemtiden var han blevet færdig med sin forklaring og entusiasmen i øjnene var skiftet ud med begær. Jeg prøvede at slippe udenom. Det var første gang, at ordene havde ligget på den alleryderste tip af min tunge og jeg ville så gerne have, at han skulle høre dem. Men han gav ikke op så let; han kyssede, nappede, slikkede, rørte og pressede sig mod mig - og så forsvandt ordene fra min tunge.

Da vi svedige rullede fra hinanden en stund efter, mærkede jeg ordene brænde på min tunge igen.

"Nu siger jeg lige noget, og det er altså ikke fordi, vi lige har haft god sex.." startede jeg og indså i samme øjeblik, at nu var der ikke nogen vej tilbage. Hans blik opfordrede mig til at gå videre.

"Jeg elsker dig". Min stemme var fast og tydelig, og idet samme ordene var ude mærkede jeg lettelsen skylle ind over mig.

En skygge af overraskelse gled over hans ansigt, så smilede han og trykkede sine læber ind mod mine i et enkelt langt kys.

"Jeg elsker også dig".

Voksensnak

Stormen er så småt ved at stilne af og jeg har opdaget, at jeg nærmest er voksen. Jeg endte nemlig med at tage en snak med Skægget om den storm, der efterhånden fyldte mine tanker de fleste vågne timer. Han tog det pænt, selvom han selvfølgelig blev ked af det og bange for, at jeg vil gå fra ham. Det hjalp mig rigtig meget at få snakket om det, se hans reaktion og høre hans tanker. Bagefter følte jeg mig helt opløftet og siden da har jeg ikke tænkt på ham på samme måde som, da stormen raste.

Det er noget af det mest voksne, jeg har gjort i en relation til et andet menneske, sådan at tage en snak om noget så svært. Jeg vil klart anbefale det, hvis man kan holde det i en sober og betænksom tone. Det kræver selvfølgelig også, at man har en voksen-agtig kæreste, der ikke har brug for at råbe og skrige.

Det her indlæg blev ultra kort, men jeg har altså ikke mere at tilføje til den sag. Jeg tror på, at stormen bare var et bump på en ellers utrolig lige vej. Desuden er jeg møgtræt. Kl 20 på en begivenhedsløs fredagaften. Jeg er i sandhed blevet voksen.

Stormen raser

I dag forestiller jeg mig, at de fleste bloggere dedikerer et indlæg til Paris og alt det frygtelige, som er sket dernede. Det vil jeg ikke gøre. Jeg kan ikke sætte nye og bedre ord på det end alle andre, så derfor lader jeg være. Jeg synes, at det er forfærdeligt og jeg er ligeså rystet og føler mig ligeså magtesløs, som jeg forestiller mig, at andre gør. Men det er ikke det, som det her indlæg skal handle om. I lyset af Paris ser min storm uendelig lille ud, men i mit hoved fylder den meget. Jeg er i et forhold, som jeg normalt er rigtig glad for at være i. Der har ikke været nogen store skænderier eller dramaer på noget tidspunkt og jeg har meget ofte følt mig helt igennem lykkelig og meget forelsket, for ikke at nævne tryg og lyttet til. Jeg kan med hånden på hjertet sige, at det sidste år har været et af de bedste siden jeg var barn. I ethvert forhold går det op og ned og det her forhold har egentlig føltes som en stor optur det meste af tiden. Lige nu befinder jeg mig imidlertid i en kæmpe nedtur, hvad det angår, og det er dybt frustrerende og forvirrende. Jeg ved i øjeblikket ikke, om jeg kan se mig selv flytte sammen med ham og på sigt stifte familie. En kvinde fortalte mig engang, at hendes store kærlighed blev reduceret til "mit barns far" ligeså snart babyen var ude af kroppen. Dermed ikke sagt, at hun ikke elskede ham mere, men lige pludselig var der noget, der var vigtigere og hendes forhold til ham gik fra romantisk til praktisk. De af hans kvaliteter der nu var vigtigst for hende byggede på praktiske og venskablige egenskaber - gnisten, kærligheden og det fysiske og seksuelle samvær trådte i baggrunden. Omend jeg synes, at denne kvinde satte familie- og ægteskabslivet lige vel meget på spidsen, synes jeg også, at hun havde en god pointe. Nemlig at nogle af de vigtigste kvaliteter i et forhold er venskab og samarbejde. Jeg er sikker på, at Skægget og jeg styrer på samarbejdsfronten, men selvom han engang ytrede, at han godt kunne være venner med mig, er jeg ikke så sikker på, at det også gælder den anden vej rundt.

Jeg håber virkelig, at ovenstående er et resultat af en mindre nedtur i parforholdet og at jeg (og dermed vi) snart er på vej opad igen. Jeg vil det så gerne.

Storm

Hold nu kæft. Jeg er et hormonvrag, eller også er jeg bare under virkelig stor indflydelse af min mors meninger og derfor forvirret. Nåmen, Skægget er kommet hjem og gensynet var fantastisk. Vi svævede rundt på lyserøde skyer, havde savnet hinanden for vildt og havde virkelig meget, virkelig god sex. Og så skulle han møde min mor (ja, og resten af familien), hvilket jeg var ret nervøs for. Ikke fordi jeg var nervøs for, hvordan det skulle gå eller lignende, men bare fordi det er enormt vigtigt for mig at min kæreste og min familie kan udvikle et godt forhold til hinanden, og der betyder det første møde bare rigtig meget. Det gik fint og jeg var glad og fortrøstningsfuld. Skægget er heldigvis typen, der bare snakker og han lod sig slet ikke mærke med nogen form for nervøsitet. Efterfølgende snakkede jeg med min mor om besøget. Jeg ville jo gerne høre, hvad hun syntes.

- Det var da hyggeligt, men han er ret... bombastisk. Sådan styrende og dominerende. Det er som om, at han har meget klare holdninger og at der skal meget til for at de kan ændres.

Først blev jeg lidt ked af det. Jeg troede virkelig, at hun godt kunne lide ham, og at hun havde set, hvor vild jeg er med ham. Derefter tænkte jeg, at det var ligemeget, hvad hun mente. Jeg ved jo, at Skægget også er en blød mand, og jeg ved, at han i vores relation til hinanden ikke er spor dominerende. Men i de efterfølgende dage har hendes ord alligevel spøgt i mit hoved og jeg kan mærke, at jeg lægger meget mere mærke til hans såkaldte bombastiske side og sågar bliver lidt irriteret over den. Det er rigtigt nok, at han er lidt grov i sin måde at tale på og at han har meget klare holdninger og en tendens til at generalisere. Jeg har også tidligere været inde på det her med, at han kan fremstå arrogant. Jeg ved, at han er meget mere end det, men lige i øjeblikket ser jeg det kun meget sporadisk. Jeg savner min lyserøde sky, og jeg håber, at dens fravær bare skyldes, at hormonerne i disse dage spurter rundt i min krop - fordi I ved, PMS.

Om tillid og mistillid

Jeg kommer fra et forhold, hvor jeg helst ikke måtte have mandlige venner og hvor jeg absolut ikke måtte se dem udenfor skole/arbejde, hvis jeg havde nogen. Tillid var noget man gjorde sig fortjent til, men det var virkelig svært at opnå, hvorfor der slet ikke var nogen i mit forhold til Ekskæresten. Mistillid var der til gengæld masser af, og jeg kan slet ikke tælle, hvor mange kan jeg er blevet beskyldt for at være utro, baseret på fx en samtale med en fyr. Når den ene part ikke stole på den anden, får den anden lynhurtigt svært ved at stole på vedkommende - tyv tror trods alt, at hver mand stjæler. Så på trods af at jeg var noget mindre verbal omkring min mistillid til Ekskæresten end han var, havde jeg masser af den.
Jeg er godt klar over i dag, at det var dybt usundt og jeg har aldrig lyst til, at skulle være i sådan et forhold igen. Omend det ikke er i samme grad som førhen, er jeg stadig påvirket af det; jeg stoler ikke ligeså meget på Skægget, som han gør på mig. Han er meget lidt jaloux og lader mig selvfølgelig have de venner, som jeg ønsker. Jeg forsøger selvsagt at gøre det samme og langt hen ad vejen går det fint. Der er bare den her ene veninde, som han knaldede med inden, han mødte mig. Hun var mere interesseret i ham end han var i hende, og han droppede hende egentlig for at være sammen med mig. Med jævne mellemrum ser han hende til en kaffe eller lignende og omtaler hende som sin veninde.
I nat drømte jeg, at jeg bustede dem i at være sammen. Jeg er godt klar over, at sandsynligheden for dette er meget lille, men jeg må jo bare konstatere, at det alligevel fylder oveni skallen på mig.
Jeg har selvfølgelig forsøgt at tale med ham om det af et par omgange, men efterhånden fejer han det væk, inden jeg har fået nok bekræftelse til at kunne mane disse tanker til jorden. Han er med garanti træt af at høre på mig, og jeg kan med hånden på hjertet godt forstå ham. Manden er helt vild med mig, det er jeg slet ikke i tvivl om, så han har ingen grund til at lave noget med en anden dame. Men hvorfor skriver han så og spørger, om hun er i byen kl. 2 om natten? Hvorfor ved hun noget som helst om hans hunds personlighed?
Jeg stopper nu. Mine venner kunne få samme besked midt om natten og de ville med garanti kende til min hunds personlighed.
Jeg har bare svært ved at forstå, at man kan være venner med en, som man ikke bare har knaldet med gentagende gange, men som også har haft lyst til at give det der med at være kærester et skud.
Det ville jeg ikke kunne, men jeg er godt klar over at andre kan - så derfor stopper jeg nu.


Jeg har skrevet dette indlæg for at komme ud med min mistillid og jalousi. I bund og grund tror jeg ikke, at den har noget med Skægget at gøre, men til gengæld alt med Ekskæresten og min egen usikkerhed at gøre :-)

Lyst

Alle vores samtaler handler om lyst i øjeblikket. Han er så liderlig. Jeg er så liderlig. Men alverdens frække snaps kan ikke lindre det. Vi prøver alligevel. Der er lige under 3 uger til, at han kommer hjem. Kan ikke holde det ud. I dag, da jeg var på toilettet på studiet, fik jeg så åndssvagt meget lyst, at jeg var tæt på at gøre noget ved det, lige der. Men jeg turde trods alt ikke. Hen ad aftenen fortsatte samtalen om, hvad han vil gøre ved mig, når han kommer hjem, i en uendelighed. Jeg labbede det i mig, mens bølger af lyst skyllede igennem min krop. Han er gået i seng nu, men han har stillet mig en opgave; jeg skal beskrive alt det, jeg har brug for, at der skal ske for at få stillet min lyst, og sende det til ham i morgen. Det er grænseoverskridende. Mest fordi jeg tror, at jeg eksploderer, hvis jeg skal konkretisere tankerne og konstruere sætninger ud fra dem. 

Hader at være hjemme

Det var ligeså fantastisk, som vi havde planlagt, at se hinanden igen. Skægget hentede mig i lufthavnen og jeg følte, at jeg var med i en film. I ved, der hvor de mødes igen og tiden er i slowmotion, mens de kysser hinanden for første gang i 100 år. Præcis sådan var det. Hele verden omkring os stod stille. Jeg er ellers ikke den store romantiker lige på det punkt, jeg glædede mig bare til at se ham, så det var fandme surrealistisk at nogen lige pludselig havde trukket på "pause".

Jeg hoppede i stilletter og undertøj den anden aften, vi var sammen og torturerede ham ved at tage det på inden vi skulle ud og spise. Han vidste vel at mærke ikke helt, hvad jeg havde på, bare at jeg havde gjort et eller andet ekstra ordinært (hælene kunne jeg selvfølgelig ikke skjule, men altså resten!). Han var lykkelig. Just sayin'. Der var et kæmpe spejl på hotelværelset, hvor man ganske fint kunne se sig selv i fuld figur fra sengen. Jeg mistænker ham for, at ville købe et.

Nå, men udover en masse ekstraordinær god sex, fik vi også en masse god mad og set den fine by. Jeg har ikke tjekket min bankkonto efter, at jeg kom hjem.. Tør ikke. 

I forhold til afsked, som vi virkelig prøvede ikke at gøre noget stort ud af, tog jeg sgu en tuder. Eller to. Gudskelov efter at jeg havde vendt ryggen til ham og var gået ind i sikkerhedskontrollen.

Fræk på SU

Vi har måtte konstatere, at vi savner hinanden. Skægget og jeg. 6 uger er tilbagelagt, men 6 uger venter stadig og det har vi besluttet er for længe. Især når det er lige ovre på den anden side af det der vand. Så nu har jeg købt en flybillet. Sgu. Skægget har sørget for et fint hotel, så indtil videre har jeg sluppet under 700 kr for turen - men jeg har virkelig heller ikke særlig meget at gøre godt med. Nu er det så bare sådan, at når man ikke har set sin kæreste i noget, der føles som tusind år, men man til gengæld har kørt en stemning op på det der snapchat, så vil man gerne have en fucking fræk weekend på det hotelværelse. Skægget har tidligere ladet en hentydning falde om stiletter og blonder, og sådan en kan jeg ikke lade gå forbi min næse. Jeg har derfor været et smut i Føtex, som sælger selvsiddende strømpebukser til 69 kr  (eller mindre hvis man er heldig at fange dem i et tilbud) endda med en ret fin blonde. Jeg har allerede adskillelige bh'er og trusser med blonder, men ellers var de faktisk også at finde i Føtex, til en rimelig billig pris. Man behøver virkelig ikke at gå i de dyre undertøjforretninger, når det alligevel ryger af hurtigt.
Inde i bunden af mit skab gravede jeg et par stiletter frem, som jeg har øvet mig i at gå i, fordi jeg skiftede dem ud til fordel for sneakers, da sidstnævnte blev moderne. Jeg har således ikke haft dem på i flere år og er helt ærligt ikke særlig fræk i dem medmindre jeg står stille. Endnu!
Nå, men med undertøj, strømper og stiletter kan det næsten ikke gå galt..
Jeg øver mig lige lidt mere på hælene, mens jeg tæller ned.
I mellemtiden skal I sørme være velkomne til at kaste rundt med flere tips til at se fræk ud på SU.

Okay, fuck.

I dag har jeg set dokumentaren Mordet på Jannick. Hvis I ikke har set den, så gør det - måske især inden I læser videre på dette indlæg.

Jeg er helt vildt ramt af historien om Jannick. Jeg er fuld af medfølelse og enorm tristhed og uretfærdighed over det, der skete for ham. Og for hans familie. Det rammer noget helt vildt inden i mig. Jeg er storesøster til en enormt indadvendt ung mand. Han bruger mange timer om dagen på computerspil, fra han blev teenager var det meget småt med venner og sådan er det fortsat. Engang imellem tager han til en fest på gymnasiet, ellers ser han ikke nogen udover de obligatoriske timer. Han er det mest indadvendte menneske, jeg kender. Han snakker ikke med nogen om sine problemer, og har faktisk aldrig gjort det. På den måde er vi meget forskellige. Jeg elsker ham af hele mit hjerte, men jeg forstår ham slet ikke. Jeg er bekymret for ham. Det har jeg været i mange år. Jeg kan ikke sætte finger på hvorfor, men det holder mig vågen om natten.

Det er sandsynligvis ikke samme historie som Jannicks, men indimellem frygter jeg, at den kan ende på samme måde som Jannicks. Bare indimellem. Jeg ved godt, at jeg bør snakke med ham. Fortælle ham at hans tanker og hemmeligheder er trygge hos mig. Men jeg ved ikke hvordan. Vi har ikke et forhold, hvor vi taler om svære ting. Jeg ved, at han ikke ville sige noget. Jeg har prøvet før. Men hvor ville jeg fortryde det, hvis jeg en dag sad i den situation, som Jannicks familie sidder i i dag. De bør ikke bebrejde sig selv noget som helst, men det ville jeg fandme efter at have gjort mig disse overvejelser på forhånd. Så fuck.

Sexting i FW

Det er altså ikke med vilje, at FitnessWorld er nævnt i to indlæg lige i streg. Jeg er der slet ikke så meget, som det måske kunne implicere, omend jeg er der lidt oftere nu, hvor Skægget har forladt landet. Fordi han befinder sig i et andet land, har vi måtte ty til sexting og frække snaps. Jeg sendte ham således en lille teaser på snap, men da jeg ikke fik noget svar indenfor en times tid, smuttede jeg ned for at træne. Mens jeg stod blandt svedende mænd og tunge vægte, modtog jeg en snap fra Skægget. Han var helt klar og tog sig således ikke af, at jeg ikke befandt mig hjemme, hvorfor jeg modtog den ene snap efter den anden med mere og mere intime billeder. Der fandt jeg mig selv stående med en håndvægt i den ene hånd og et billed af min kærestes pik i den anden, og så spurtede jeg hjem og tog del i legen. Trods alt sjovere end træning. Især når FW'eren ikke var på arbejde.

"Du vil gerne dø?"

I går så jeg DR3doks nye dokumentar om den humanitære organisation Livslinien og de frivilliges fantastiske arbejde med at forebygge selvmord og selvmordsforsøg. Udover at Livslinien gør et beundringsværdigt arbejde, synes jeg, at dokumentaren er så fin. Den består nærmest udelukkende af klip, hvor frivillige besvarer telefoner eller taler med hinanden om skæbner, som de har været i kontakt med. Der er ikke alt muligt ekstra og det kan jeg virkelig godt lide. Det er råt, lige på og ret følelsesmæssigt.

Se dokumentaren "Livslinien - du vil gerne dø?" på DRs hjemmeside her

FW'eren

Kan ikke rigtigt bestemme mig for, om det er ok at blive ægte skuffet og rimelig pigefornærmet over, at se ham der arbejder oppe i FitnessWorld, som man mere end en gang har haft med i en fræk fantasi på trods af, at han egentlig ikke er ens type, kysse med en anden pige, når man selv har en kæreste.

Dilemma-kassen #10

Dilemmaer kan indsendes helt anonymt lige her

Jeg tænker, at du "bare" skal sige til ham, at det ville være dejligt, hvis han gjorde det oftere. Min erfaring er, at mænd elsker ros og hader kritik (ligesom alle os andre), så i stedet for at sige at du er træt af, hans dovenskab og at han så sjældent gør det, så ros ham når han gør det. Sig at det var vildt dejligt, og at han gerne snart må gøre det igen.
Hvis der ikke sker noget, så bed ham, på en fræk måde, om at gøre det . Kommandér eller tig, alt efter hvad han er mest til.
Hvis der stadig ikke sker noget, så må du tage snakken lidt mere alvorligt. Spørg ham hvorfor han ikke gør det, sig at du savner det.

Jeg håber, at du kan bruge det til noget - og I andre skal endelig kommentere på det.

Kvalmende afsked

Jeg er så forelsket, at det gør ondt. Det har I nok efterhånden opdaget. I er nok efterhånden også lidt trætte af at høre om det. 
Jeg er ikke sikker på, at Skægget har det helt på samme måde som jeg, efter mit farvel-stunt natten til den sidste dag, vi så hinanden. Vi skulle begge to i byen og havde således aftalt at skrives ved og enten mødes i byen eller hjemme hos mig. Jeg hældte øl, vin og gintonics indenbords, mens jeg hyggede mig med mine venner og dansede rundt til noget tvivlsomt musik. Ud på de tidlige morgentimer blev vi enige om begge to at bevæge os hjemad og vi hoppede i hver sin taxa. Jeg nåede hjem først og smed med det samme tøjet og kravlede i seng. I samme sekund mit hoved landede på puden, vendte min mave sig på vrangen og indholdet blev i en tyk stråle sendt ud på lagnet. Sådan noget kan tilsyneladende sprøjte langt. Jeg kom med besvær ud af sengen igen - jeg skulle fandme have gjort rent inden Skægget kom hjem. Jeg nåede til soveværelsets døråbning, så hørte jeg hans nøgle i hoveddøren. Splitterravende nøgen og med opkast på kinden stirrede jeg ham panisk i møde. Jeg kan ikke huske den del, den har han grinende fortalt mig sidenhen. Jeg kan heller ikke huske, at det var ham, der måtte strippe sengen for lagen, hoved- og dynebetræk og putte rent på. Jeg kan til gengæld godt huske at sidde bøjet over toilettet blandt selvsamme lagen og betræk og smide mere ildelugtende halv-fordærvet mad i kummen for efterfølgende at vågne præcis samme sted, fordi Skægget vil have mig med i seng.

Jeg gjorde selv rent dagen efter. Det ville jeg ikke byde ham at være med til. Min vaskemaskine lugter fortsat af gintonic.

Ikke så anonym dilemma-kasse #9

Indsend dit dilemma lige her

Gæt hvis dilemma det her er. Jep, mit. Ingen pointe i at skjule det.
Nå, pt. har Skægget været afsted i to en halv uge, hvilket er det længste, vi har været væk fra hinanden i over et halvt år. Så nu har jeg lige 3 måneder hjemme i hverdagen, mens han suser rundt og lærer en masse i et andet land, og indtil videre går det ikke skide godt. For at gøre ondt værre reddede jeg mig også den der influenza alle I andre også render rundt med, så den sidste uge har jeg faktisk ikke lavet andet end at ligge på sofaen og kramme den dyne, som stadig dufter lidt af Skægget, mens jeg har ventet på hans skype-opkald. Det er rimelig ynkeligt.
For at komme tilbage til ovenstående dilemma er svaret: slap af! I er forelskede - det skal nok gå. Pas din hverdag, se dine veninder og familie lidt oftere end du plejer og lad være med at stoppe dit liv, bare fordi din kæreste er ude og rejse i sølle tre måneder.

Skal bare lige føre det ud i livet, ikke.

Dilemma-kassen #8

Svaret på dagens dilemma er såre simpelt: JA. Dem har du med garanti fortjent.
Medmindre din økonomi er helt i smadder og du måske allerede er i minus - så skal du "nøjes" med en billig udgave.

Btw, jeg løber snart tør for dilemmaer. Hjælp dilemma-kassen med at hjælpe dig, helt anonymt lige her.
Skægget rejser til langbortistan i 100 år om 2 sek og på trods af, at den sætning er voldsomt overdrevet, så får jeg brug for noget at fordrive tiden med, mens han er væk, så om ikke andet kan du indsende et dilemma i medlidenhed med mig..

Dilemma-kassen #7

Indsend lige dit dilemma her - det er fuldstændig anonymt.

Ugens dilemma synes jeg faktisk, er rigtig svært at svare på. Af den simple grund at jeg ikke kender dig. Det her er jo et spørgsmål om, hvad DU har lyst til. Hvis du drømmer om at rejse, så synes jeg helt sikkert, at du skal gøre det. Hvis du har det sådan lige mere "meh" med at rejse eller bare ikke har en drøm om det nu, så synes jeg, at du skal lade være og i stedet finde et job. Hvor lang tid siden er det, at du sagde op? Er der nogen chance for, at de måske vil/kan finde en stilling til dig igen?
Under alle omstændigheder synes jeg ikke, at du ikke skal lave noget; det bliver man virkelig hurtigt træt af. Muligheden for at lave en kombination er der jo også; arbejde 3 måneder, rejse 3 måneder, slappe 1 måned?
Hvis jeg havde en masse penge og 7 måneder, som jeg ikke anede, hvad jeg skulle bruge på, tror jeg, at jeg havde lavet nogenlunde ovenstående kombo. Eller måske havde jeg droppet rejsen, og tjent endnu flere penge. Det er ikke sjovt at være på SU og hvis man har en stor opsparing, kan man slippe for at arbejde, når man skal koncentrere sig om studiet..

Nogen erfaringer med dette dilemma blandt læserne måske?

Dilemma-kassen #6

Dilemmaer kan indendes lige her

Det her dilemma er et par uger gammelt, så jeg håber egentlig, at det er blevet løst. Nu tager vi det op alligevel, fordi jeg forestiller mig, at det er et forholdsvis almindeligt dilemma..

Jeg ville holde døren åben og glæde mig til januar, men eftersom at I ikke er kærester, og heller ikke ville være blevet kærester lige med det samme, hvis han ikke var taget afsted, ville jeg se andre i de 6 måneder. Det skal man selvfølgelig være ærlig omkring. Jeg synes, at du skal tage en snak med ham om, at I kan se andre i det her halve år, og så tage tråden op igen til januar og se hvor det fører hen. Der er selvfølgelig risiko for, at du finder en fyr i det halve år, som du hellere vil være sammen med, men jeg tror helt ærligt, at det er en mindre risiko (og ikke helt dårligt?) end den du løber ved at kalde jer eksklusive og risikere at blive såret, fordi der var for mange flotte damer i Australien.

Misundelse kamufleret som venlighed

Det her indlæg er en lang blog-anbefaling. Ser I, jeg er faldet over en lillebitte nytstartet blog, og jeg knuselsker den allerede. Da jeg havde slugt alle indlæg og stadig hungrede efter flere, tænkte jeg, at jeg måtte dele den med jer. Fordi den kun har sølle 5 følgere, og fordi jeg var sikker på, at I også ville elske den. Men så kom jeg til at tænke på, at den anonyme blogger bag skriver helt fantastisk fængende og humoristisk. Og efter min mening meget bedre end jeg selv gør. Og så blev jeg bare pisse misundelig, fordi jeg har et eller andet mindreværdskompleks og aldrig synes, at jeg er god nok. Måske er jeg også lidt bange for at blive forladt til fordel for noget bedre. Jojo, også som anonymblogger i en blogverden, hvor der er en trillion, der er bedre og anderledes end mig og hvor det egentlig ikke skulle handle om følgere for mit vedkommende.
Nå, men så tog fornuften over igen; I skal sgu læse den her blog. Jeg håber, at bloggeren bag udgiver en bog en dag - så meget elsker jeg faktisk hendes måde at skrive på.
Hun bliver stor, jeg ved det bare:
Den Søde Kløe

Hvis I lige ligger inde med andre små anonyme blogs med et flot sprog så del dem lige, ikke.

Sommerferiekukkuk

Jeg er ikke så god til de flere måneder lange sommerferier, som vi studerende oftest har. Jeg er alt for god til at komme ind i en rytme, hvor jeg sover +10 timer hver nat, måske toppet med en middagslur og det eneste energikrævende er et par gåture og noget hed sex. Det arbejdende folk vil nok mene, at det lyder som den ideelle ferie, men jeg bliver sgu skør af det.

Fordi jeg ikke rigtigt kan finde ud af at snappe ud af denne rytme - den jo er meget dejlig i små mængder, bliver jeg altså lidt småskør nu, hvor vi når hen i august og jeg nærmest ikke har lavet andet i flere uger. Skægget og jeg tilbringer virkelig meget tid med ovenstående og det er overordentligt skønt det meste af tiden. Men så lige pludselig rammes jeg af fuldstændig kukkuk og kan ikke holde ud af kramme og tale og se tv og sove og knalde et sekund længere. Så hvæser jeg lidt af ham, og det har han ikke fortjent, selvom jeg har forklaret hvorfor, og han synes, at det er helt ok. 

Nu er jeg taget hjem til mig selv. Snupper lige et par dage med venindetid, alenetid og træningstid (hø - satser). Snart starter hverdagen igen, og omend jeg ikke glæder mig sådan helt ind i hjertet, så bliver det alligevel meget rart at blive vækket af vækkeuret til et vaskeægte fornuftigt formål.

Dilemma-kassen #5

Hermed dilemma-kassens femte indlæg - den femte august. Flot ja?

Skyd løs med dilemmaer lige her!

I forhold til Frk*mit-navn*s dilemma, så vil jeg mene, at din frygt er beggrundet. Jeg kan jo kun besvare spørgsmålet helt subjektivt; jeg aner ikke, hvad dine kommende læsere og kunder vil mene. Jeg synes, at "Frk navn" er lidt tacky, meget brugt og meget lidt innovativt, unikt og anderledes. Læg noget mere tanke bag dit blog/webshop-navn - det skal ikke være noget, som alle kan finde på på 2 sekunder. Måske er du rødhåret, det kan du bruge til din fordel og finde på et navn ud fra det. Måske elsker du grøn eller har et kælenavn, så brug det til noget ordleg. Hvad ved jeg, men drop Frk. under alle omstændigheder.
Held og lykke med det! Jeg er sikker på, at lidt ekstra tanke er det, der skal til for at finde det rigtige!
Om ikke andet kan du starte ud med den idé, du har nu, og så ændre når bloggen/webshoppen har taget form.

Som altid, er I andre velkomne med jeres meninger!

Skæg + familie = ??

Skægget og jeg er ude i nogle "mød svigerfamilien"-snakke i øjeblikket. Jeg har mødt hans bror og han har hilst på min far, men vi har undgået "rigtige" møder, hvor man sætter sig ned og lærer sin kærestes familie at kende. Jeg er efterhånden klar til det, min familie har været klar vildt længe og Skægget har udskudt det. Han snakker ellers tit om, hvordan han glæder sig til at være i værkstedet med min far eller drille min lillesøster, men selve planlægningen af første møde undgår han helst. Jeg pressede ham lidt i går - spurgte ham, hvor længe han ville have lyst til, at hans fiktive datter skulle date en fyr, før han fik lov at møde ham. 2-3 sekunder, svarede han - præcis som jeg forventede. Det åbnede op for en snak om, at jeg rigtig gerne vil have, at han som minimum får hilst på dem inden han lige om lidt rejser væk i hundrede år. Han gik med til det og har bedt mig finde en dag, hvor det kan føres ud i livet. Først var jeg vildt glad. Endelig. Jeg glædede mig sådan til at vise ham og dem frem for hinanden. Men så, bagefter, føltes det alligevel lidt hult. Han gør det for min skyld. Fordi jeg er klar. Fordi jeg gerne vil have, at de skal møde hinanden. Men jeg tror i virkeligheden ikke, at han er klar.

Dilemma-kassen #4

Beklager forsinkelsen af dilemma-kassen i denne uge.. Dilemmaer kan indsendes her, hvis man skulle have behov for det.

I forhold til denne uges dilemma er jeg faktisk selv i et dilemma vedrørende mit svar - høhø. Min første tanke er, at du skal holde fast i din fantastiske kæreste. Du kender ikke denne nye fyr, som du kender din kæreste (går jeg ud fra) og sandsynligheden for, at den nye fyr kan gøre dig gladere end din kæreste gør, er ret lille - vil jeg tillade mig at påstå. Når det så er sagt, så er der åbenbart et eller andet ved den her nye fyr, som drager dig og det er jeg egentlig tilhænger af, at man skal følge. Jeg kan ikke fortælle dig, hvad du skal gøre, men jeg synes, at du skal tænke over grunden til, at du skal tænke over, hvorfor den anden fyr pludselig er blevet spændende. Er det fordi du tror, at græsset er grønnere hos ham? Eller er det fordi du, ulig det du har beskrevet i dit spørgsmål, ikke er glad sammen med din kæreste?

I andre må hjertens gerne byde ind med jeres meninger!

Dilemma-kassen #3

GØR DET - er det korte svar. Så længe han ikke er gift eller lignende er det da bare at springe ud i det. What's not to like ved en mand, der både er røvlækker og formegentlig ved, hvad han vil?
Bare husk snakken om hvor seriøst I hver især ønsker, at det skal være, så kan jeg ikke se noget problem overhovedet.

Indsend dilemmaer her

Når alting kører på skinner

Det hele går bare virkelig godt, hvorfor bloggen er lidt stille i øjeblikket.

Siden telefonsamtalen med min mor har jeg på en eller anden måde accepteret at sket er sket, og at jeg ikke kan gå rundt og være i krise over hendes utroskab til evig tid. Dermed ikke sagt, at det ikke stadig fylder i mit hoved, men det er på en anden måde nu.

Skægget er bare awesome. Sød og blød og tryg og fuld af forelskelse. Jeg har ikke længere travlt med at have lyst til at fortælle ham, at jeg elsker ham, men har fundet ro ved, at det kommer, når det kommer. Til august rejser han 3 måneder til dumme England i forbindelse med sit studie, men den tid den sorg (det er lige om lidt!!! :-( ).

Jeg har verdens længste sommerferie og på trods af manglende sommervejr og ingen planlagte rejser, er det indtil videre rigtig dejligt alligevel.

Jo, her går det godt.

Dilemma-kassen #2

Jeg synes ikke umiddelbart, at det er en dum idé. Du har jo gjort forarbejdet med at tjekke muligheder for barselsdagpenge, og er meldt ind i a-kasse og fagforening. Jeg tænker, at der sjældent er noget rigtig godt tidspunkt, at begynde at prøve og få børn; man er ofte enten i gang med uddannelse, jobsøgende eller i et nyt job, som man ikke helt synes, at man kan forlade, når man kun lige er blevet ansat.
Jeg vil sige go ahead. I ønsker jer et barn og du virker fornuftig og til at have gennemtænkt det, så hvorfor vente?
Hvis I først skal til at vente på, at du får et job (hvor du jo desværre kan blive valgt fra på at være kvinde uden børn med fast kæreste, fordi sandsynligheden for en snarlig barsel er stor) og dernæst på at du synes, at du kan "tillade" dig at gå på barsel overfor din nye arbejdsgiver, så kan der jo hurtigt komme til at gå lang tid.

Er I andre enige?

Dilemma-kassen #1

Så er vi satme i gang med Dilemma-kassen, og hvor er det dejligt, at I vil være med! Jeg vil forsøge at gøre det til en ugentlig ting, men nu må vi lige se..

First of all: intet i det her dilemma er i mine øjne dumt eller i nærheden af noget, jeg ville grine af. Jeg synes, at din veninde er tarvelig og umoden, når hun griner af det. Har man mistanke om, at man er deprimeret - uanset hvor fjollet man selv synes, at årsagen er - så bør man tage det alvorligt.
Jeg vælger, at se lidt bort fra din ekskæreste, for man kan også blive deprimeret uden en desideret årsag. Af den sætning kan du jo nok allerede høre, at jeg giver dig ret i, at du muligvis er deprimeret. Du siger selv, at du kan nikkende genkendende til mange af kriterierne for depression og at du tænker på, hvorfor du overhovedet lever. Det fortæller mig, at du er sandsynligvis er deprimeret (uden at jeg vil gøre mig til herre over at stille en diagnose!!!).
"Normale" mennesker har op- og nedture, men nej, man bør ikke gå rundt og være ked af det i så lang tid. (Jeg bryder mig selvfølgelig ikke om at kalde det for "normale mennesker", du er jo også normal! Måske er du bare rendt ind i en sygdom, men det er der heldigvis råd for).
Jeg synes, at du skal tage den her test, hvis du ikke allerede har gjort det. Dernæst synes jeg, at du skal få en tid hos din læge og fortælle, hvordan du har det, at du tænker på, hvorfor du lever og resultatet af testen. Jeg er sikker på, at vedkommende kan hjælpe dig.
Du fortjener at være glad og have det bedre end du har det nu!

Hvad siger I andre?

Dilemma kasse?

Jeg har tænkt på at indføre et lille koncept på bloggen. Især eftersom der ingen andre koncepter er på den, og så fordi her er jævnt kedeligt, når mit liv er sus og dus og kærlighed. Derudover så synes jeg, at det ville være skægt at inddrage jer læsere lidt mere - især nu hvor det står stille herinde. Jeg er derfor i en sen nattetime, hvor jeg ikke kunne falde i søvn, kommet op med Dilemma-kassen, hvor man kan indsende sit dilemma anonymt og få svar fra mig og de resterende læsere. Men hov, tænker du måske, har alle de andre bloggere ikke et lignende koncept kørende? Og jo, det er der mange der har. Tanken med dilemma-kassen er, at intet dilemma er for stort eller for småt, for dybt eller for overfladisk. Skal du tage den røde eller den blå kjole på til din date? Skal du slå op med din veninde gennem 10 år? Skal du droppe ud af drømmestudiet, fordi du har fundet en fyr i Spanien? Bør du barbere dine ben? Det hele er velkomment og det er det jeg håber, kan adskille konceptet en lille smule fra de store bloggere. Jeg håber, at I vil være med. Hvis ikke, må jeg jo selv komme op med nogle dilemmaer - eller lukke ned for konceptet igen.

Dilemmaer kan indsendes lige her
(Jeg håber, at det virker - jeg er fandme ikke særlig god til sådan noget teknisk noget)

Om at blive afvist

I går da Skægget og jeg krøb ned under dynerne, fik jeg lyst til ham, så jeg indledte et par lange kys. I ved, af den slags, hvor man ikke er i tvivl om, hvad der skal ske. Han gengældte dem og de udviklede sig hurtigt til hede kys. Han lod sine hænder glide langsomt ned af min bare ryg og jeg lod min finde vej ned ad hans mave. Han gjorde mine til, at jeg skulle være ovenpå ham, så det gjorde jeg. Kyssene var fyldt med passion og jeg var så klar til, at han tog mig. Indtil han midt i et kys trak sig ud af det og sagde: "jeg kan sgu ikke i aften, skat". Jeg stivnede og så overrasket ind i hans øjne, som stadig var helt tæt på mine. En følelse af total ydmygelse skyllede ind over mig og væltede mit indre omkuld. Jeg kravlede ned af ham, lagde mig ved siden af ham og trak dynen over mig. "Sorry", sagde han. Jeg undgik hans blik ved at kigge væk og lukke øjnene. Han trak mig indtil sig i en lang undskyldende omfavnelse. Alt ved hans kropssprog og ansigtsudtryk skreg "undskyld", og alligevel kunne jeg bare slet ikke ryste følelsen af ydmygelse af mig. Han sagde ikke noget - og så blev jeg ked af, at han ikke spurgte indtil, hvorfor jeg reagerede så voldsomt. Hvis han havde spurgt, ville jeg sandsynligvis ikke vide, hvad jeg skulle svare - udover at jeg godt ved, at det ikke havde noget med mig at gøre, at det bare var understellet, der ikke lige ville efter en lang og udmattende dag. Men jeg fik associationer til tiden med Ekskæresten, hvor ydmygelse var en velkendt følelse i forbindelse med at lægge op til sex. Min ekskæreste fortalte mig gentagende gange, at han gerne ville have, at jeg lagde mere op til sex, men når jeg gjorde det, blev jeg afvist langt de fleste gange og sjældent på en pæn måde. Dét ville jeg nok have fortalte Skægget, hvis han havde spurgt.

Vent, hva?

Jeg føler mig helt skør i øjeblikket. Skægget bor her et par uger, fordi de laver badeværelse i hans lejlighed. Det er primært vildt hyggeligt og rigtig dejligt at lege hverdag sammen. Og så alligevel..

De første par dage var jeg fyldt op af lykke, i dagene efter var jeg fortvivlet og kunne ikke se forholdet holde i længden. Nu er jeg på lykke igen. Det er som om, at min hjerne kører noget bipolar med det her, men måske er det bare, fordi det er overvældende at bo sammen med nogen, når man har boet alene i flere år.

Lyserøde skyer

Forstår ikke engang, hvordan man kan være så forelsket.
Skægget og jeg har set en hel del mere til hinanden, end vi plejer i disse dage. Han bor her nærmest. Og det er over alt forventning. Der er lyserøde skyer all over. Det er lige til at brække sig over.

I går fik jeg en (eller to?) orgasme (Skæggets hånd kombineret med den her vibrator), som sendte mig til fucking månen og tilbage igen. Jeg døde næsten af grin efterfølgende. Endorfiner you're playin' me.
Jeg fik også blomster, hvilket også var helt i orden dejligt.

Det stopper aldrig

Nogen husker måske mor-sagen bedre end andre. Long story short: mor var far utro, far ved det ikke, og det gør stadig ondt på mig hver eneste dag.
I lang tid har der ikke været nogen udvikling overhovedet; min mor har fuldstændig ignoreret, at det nogensinde er sket og jeg har forsøgt at gøre det uden det store held. Dog laver jeg lige noget med en forelskelse, som får det en lille smule på afstand, indtil jeg ligger alene i min seng, ser en film om kærlighed eller ser midaldrende mennesker kysse. Nå. Jeg har gennem de sidste 9 måneder eller hvor længe der efterhånden er gået, fortalt historien til min gode veninde, virkelig-god-ven, min kusine og Skægget. Med min veninde og min kusine har jeg især drøftet muligheden for at få min mor med til en session hos psykologen, for at kunne snakke ordentligt med hende og måske komme nærmere at ligge et låg på den sag.
I dag i telefonen øjnede jeg så muligheden (og fandt endelig modet) til at spørge min mor, om hun vil med. Til min glæde fik jeg spurgt på en rigtig god måde, uden nogen form for bebrejdelse, men bare med et "det ville betyde virkelig meget for mig". Til min fortrydelse brød hun sammen i gråd. Fordi hun er sindssygt presset på arbejdet og det her åbenbart var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Jeg gjorde mit allerbedste for at være sød og forstående, og sagde at det bare kunne være ude i fremtiden. Hun tog fint i mod det, indtil hun i en bisætning fangede, at jeg havde talt med min kusine om det, som hun jo naturligvis kender. Det fik hende til - om muligt - at bryde endnu mere sammen. Og så græd jeg også lidt.. Fordi det aldrig er sjovt at høre sin mor græde, og fordi hun for første gang viste ægte skam over det, hun har gjort. Hun tiggede mig desuden om ikke at sige noget til Skægget og jeg kunne simpelthen ikke bære at fortælle hende, at det har jeg allerede været nødt til. Om ikke andet virkede hun åben for idéen om at tage med til psykologen..

PMS, bortset fra at jeg ikke har PMS

Glædelig 1. maj og stor bededag. Jeg håber, at I hygger jer med en øl, en daggammel hvede og et par taler i fælledparken i dag. Og jeg håber også en lille smule, at det regner lidt på jer. I ved, fordi jeg er PMS og derfor hader alle i dag. Som overskriften afslører, har jeg bare ikke PMS, det er alt for tidligt (eller sent?) og kan altså umuligt være det. Det føles dog unægteligt som en virkelig heftig omgang PMS - i hvert fald som jeg har hørt fænomenet beskrevet, da jeg ikke selv påvirkes så kraftigt. Ellers er jeg bare gravid og hormonforstyrret. Vælger at tro på PMS. Så deeeeet.

Fordi jeg er ny i kategorien tæt-på-at-eksplodere-PMS, ved jeg ikke, hvordan man opfylder sit behov for pizza, når man SLET ikke kan magte at se pizzamanden i øjnene. Råd modtages gerne.

Arrogance

Jeg er virkelig vild med Skægget. Men ikke med alt ved ham. Jeg er faktisk ret modsat vild med hans tendens til at fremstå arrogant. Det er et kæmpe turn off, hvilket jeg selvfølgelig har forsøgt at sige, uden at rette det direkte mod ham. Enten forstår han det ikke, eller også er han ligeglad. Jeg hælder mest til første mulighed. Håber i hvert fald, at det er derfor, for så kan der gøres noget ved det. Jeg ved ikke helt, om det er ok at håbe, at det kan ændres, men det gør jeg altså virkelig. Jeg kan jo rigtig godt lide resten af ham, men jeg har egentlig ikke lyst til at introducere ham for flere venner, for slet ikke at snakke om familie, hvis han skal fremstå som om, at han synes, at han er bedre end alle andre. Jeg ved, at det bare er et skjul for en sårbarhed, men det gør det altså ikke mindre uattraktivt.

Ligner en mor

I hvert fald når man ser ud af øjnene på den ~40 årige mand, som mine kusiner på henholdsvis 3 og 5 år og jeg løb ind i på legepladsen i dag. Efter at have fundet ud af, at børnene ikke er mine og at jeg forøvrigt er under uddannelse, hvilket for de fleste mennesker indikerer, at jeg er i mine tyvere, spurgte han om mit navn, om hvor ofte jeg passer kusinerne og om vi tit kommer på legepladsen. Alt sammen med et kækt smil og et glimt i øjet, hvilket fik mig til at føle mig meget lagt an på. Da han og hans datter, efter utallige rutcheture sammen med mine kusiner, endelig skulle hjem var det med et "jeg håber vi ses igen!". Det. Håber. Jeg. Ikke.

Påske Skæg

Sååååå vi var jo i Sverige i Påsken, i et lille sommerhus nær vandet og langt væk fra alt andet. Jeg havde været rigtig nervøs op til og helt sikker på, at jeg ville få for meget lagkage. Men sådan gik det slet ikke. Jeg var lutter lyserød sky og kunne sagtens have taget et par dage mere med at vandre rundt i skoven og langs vandet med hinanden i hånden. Da toilettet ikke virkede og fandme ikke ville trække noget som helst ud, priste jeg mig lykkelig for, at have en handyman ved hånden og var ret ligeglad med tis og lort. Alligevel lavede jeg en +/- liste (ligesom Miranda gør i SATC over Steve), da jeg kom hjem. Fordi jeg, på trods at forelskelse, alligevel fandt mig selv være pigefornærmet eller småsur over småting. Og lidt mere sur da vi skulle rydde op og gøre rent inden hjemturen. Jeg mindede mig selv om min mor, hvis jeg skal være helt ærligt, og jeg bryder mig ikke om, at se hvordan hun i tide og mest i utide hakker på min far - og jeg bryder mig endnu mindre om selv at være sådan. Så jeg lavede altså den her liste. For lige at klare tankerne. Og så fordi jeg er et visuelt menneske, og det bliver hurtigt noget rod oppe i mit hoved. Listen faldt selvfølgelig ud til den gode side, men jeg blev klogere på mig selv og på hvilke ting ved ham, som er minusser for mig.

Og ja, vi knaldede vildt meget. Stort plus.

Bagudbagudbagud

Jeg er SÅ bagud. Med ALT. Jeg har så mange ting, jeg vil skrive herinde, men ingen tid eller overskud til at sætte mig ned og få alle tankerne ned i ord. Skægget og jeg var i sommerhus i Sverige i Påsken. Men jeg vil meget hellere fortælle om det, når jeg kan..

Bare pisse-bange altså

Jeg tog skridtet og kastede mig ud i de der følelser. Lod være med at holde tilbage mere, og alt det der. Og det virkede. Oh boy, det virkede. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så forelsket. Eller hvornår jeg sidst har været så bange for, om det skulle ende. Jeg er så bange for pludselig at vågne op en dag og indse, at jeg slet ikke bryder mig om Skægget. I ved, som jeg gjorde med Mr. Good Guy. Så bange for igen at stå der og have været kærester med en i vildt kort tid, have sagt alt muligt om, at det her godt kunne være rigtigt, og så pludselig slet ikke kunne forstå, hvorfor jeg fandt sammen med manden i første omgang. Det er muligvis meget naturligt at have det sådan, men det gør det bare ikke mindre frustrerende. Jeg har lyst til at fortælle om Skægget til alt og alle, jeg har lyst til at forestille mig fremtiden, offentliggøre det på facebook, lade ham møde alle mine venner. Men jeg gør det ikke. Nogen ville nok råde mig til bare at give slip på den følelse, ligesom jeg gjorde i forhold til at blive forelsket, men jeg venter lige lidt.. Til vi har været væk på weekend sammen i et sommerhus. Så ved jeg måske lidt bedre, om der er risiko for at blive træt af ham om en måned... Hvilket btw er et scenarie, som jeg, lige nu, finder højst usandsynligt. Men det sagde jeg også for et år siden med Mr. Good Guy. Så jeg er bare pisse-bange altså.

Om at elske

Slap af, hverken Skægget eller jeg har sagt det.
Men han er lige gået hjem efter at have tilbragt hele weekenden her. En weekend, hvor jeg mindst 100 gange har tænkt de tre små ord. Og sådan havde jeg ikke regnet med, at det ville være. Jeg tror heller ikke, at jeg elsker ham, for det tror jeg ikke på, at man kan efter at have set hinanden i gennemsnit en gang om ugen i 4 måneder. Jeg tror, og ved, at jeg er møgforelsket i ham, og at denne forelskelse får mig til at tro, at jeg elsker ham. I min optik elsker man nemlig først hinanden, når det har været nederen og hverdagsagtigt, og man alligevel gerne vil være sammen. Alt før det er bare kemikalier, som prøver at narre os til at tro, at vi skal være sammen for evigt. Og måske skal vi, men det ved vi først, når forelskelsen har lagt sig og kærligheden kan tage over. Dét tror jeg på. Men man, hvor har jeg lyst til at sige det til ham.

I er velkomne til at have en anden definition af, hvornår man elsker hinanden, det er helt fint, men det her er min. Måske kommer jeg til at fortælle ham, at jeg elsker ham, men så knytter jeg også nogle af ovenstående ord på, for det ér altså ikke kærlighed i min optik.

Hvorfor sociale medier er lort, når der eksisterer ekskærester

De sidste par dage har jeg tænkt en del over, hvor awesome det må have været at have ekskærester pre-internet. Når ekskæreste-statussen indtraf, kunne man smutte til en anden by eller what ever og dermed aldrig se sin ekskæreste igen. Det kan man selvfølgelig stadig, men så finder de bare én på facebook, krak eller en af internettes andre smukke veje til genforening. Eller de beholder dit nummer på deres telefon. Pr-internet og pre-telefon må have været så godt.

Dengang jeg var 13 år, havde jeg en kæreste, som var et år eller to ældre end mig. Vi var sammen 8 måneder, hvorefter jeg slog op med ham på MSN til fordel for en ny fyr. Han var min første kæreste og i løbet af de 8 måneder nåede vi at planlægge hele vores liv - helt ned til hvilken race vores kommende hund skulle være. Jeg kan ikke rigtigt huske andre detaljer om forholdet eller om ham, end at vi spiste en forfærdelig masse krydderboller og så en forfærdelig masse serier fra hans enkeltmandseng. Og jeg ved, at vi havde sex, men jeg kan intet huske om det.. 

Eftersom vi skiltes nogenlunde fredeligt (han blev vidst nok lidt knust, men lad nu det ligge), forblev vi venner på dethersens nye facebook. Siden da har han med et par års mellemrum skrevet og spurgt hvordan det går og vi har således i gennemsnit udvekslet 4-5 beskeder hvert andet år. Da han skrev til mig for et par dage siden, blev jeg således ikke overrasket. Jeg havde travlt den dag, og åbnede derfor ikke beskeden, da jeg modtog den. Et par timer senere modtog jeg en sms fra et ukendt nummer. Han havde afprøvet det nummer, han havde stående i sin telefon og eftersom jeg aldrig har skiftet, fik han altså fat i mig. Eller også har han krakket mig.. 

Men fint nok! Vi skrev lidt frem og tilbage om, hvordan livet behandler os, og det er hyggeligt nok. Da han spørger, om jeg ser nogen, fortæller jeg om Skægget. Omvendt kan han fortælle, at han ikke har haft nogen rigtig kæreste siden mig. Et par beskeder senere inviterer han mig på kaffe. Jeg takker pænt nej med den begrundelse, at jeg hverken har rigtig tid eller lyst. Han accepterer det, og giver udtryk for, at han håber, at det er ok, at han skriver. Jeg svarer selvfølgelig ja, for det har jo været hyggeligt og jeg holdt meget af hans familie, da vi var sammen. 

Morgenen efter vågner jeg til en besked om at få en god dag. Om eftermiddagen bliver jeg spurgt, om jeg har haft en god dag. Dette gentog sig i dag...

Projekt God Sex

Af en eller anden grund, stoppede jeg med at berette om Projekt God Sex, som jeg ellers tidligere har nævnt både her og her, og som jo fyldte en hel del efter det første knald med Skægget. Måske stoppede jeg fordi min farfar døde og det hele gik lidt op i sorg. Måske fordi det der med sex egentlig begyndte at køre meget godt, så snart han stoppede med at tro, at skedeorgasmer er noget, som alle får efter 5 minutter i missionær og startede med at knalde mig, som han har lyst til. Jeg har egentlig ikke gjort noget (andet end sørget for ovenstående) for at få Projekt God Sex til at fungere, det er ligesom bare kommet af sig selv. Det vilde ved sexen nu er, at der er så meget passion. Seriously. Jeg troede, at lidenskab og passion var opreklameret af alskens romantiske film. Jeg er blevet klogere. Det er så frækt og intenst. Der er måske alligevel noget om, at sex udvikler sig i takt med, at man lærer nogen bedre at kende.

Mission accomplished.

Med fare for at jinxe det hele..

.. så går det egentlig meget godt. Virkelig godt. Mellem Skægget og mig, that is. Angående rolleskiftet, så er det alligevel ikke så slemt, som det tog sig ud i den følelsesladede stund, jeg skrev det tidligere indlæg i. Jeg tog en beslutning om at skide på det hele og give følelserne frit løb, hvilket har resulteret i, at jeg er forelsket til op over begge ører og mest har lyst til at ligge i Skæggets arme dag ud og dag ind. Så med dobbelt fare for at jinxe det: vi er begyndt at kalde os for kærester, sådan lidt i smug. Vi har sat en label på for os selv, men uden at det springer i alle folks fjæs på facebook.
I dag fortalte jeg ham om mor. Han var sød og krammede mig lidt ekstra, og spurgte lige præcis nok indtil det til, at det var ok.
Virkelig opkastsfremkaldende hvis jeg skriver, at jeg allerede savner ham, selvom han gik for 3 timer siden?
.. Jep.

Rolleskift

Jeg ved virkelig ikke, hvad det er, det sker mellem Skægget og mig i disse dage. Jeg føler mig super needy og mangler mere end 4-5 timer ad gangen med ham. Han vil hellere bruge sin weekend på at drikke sig fuld og have tømmermænd fremfor at bruge den på min sofa med armene om mig. Det føles som et underligt rolleskift - for bare 1,5 måned siden ville jeg have ham til at skrue ned og tage det roligt med at ses, og nu sidder jeg i hans tidligere position og vil gerne udvikle relationen. Som i sidste indlæg forstår jeg ikke hvorfor. Jeg føler mig ikke mere vild med ham og jeg føler ikke, at han har taget et skridt tilbage i forhold til udviklingen. Så jeg ved stadig ikke, hvad det er, men jeg ved, at det er røvhamrende irriterende at blive sådan lidt irrationelt pigefornærmet på ham i tide og utide.

Pfffff

Jeg forbløffes fortsat over mine egne følelser. I dag har jeg været sur, muggen og ked af, at Skægget kun kunne være her et par timer, resulterende i, at vi har set hinanden 1,5 gang i denne uge. Præcis ligesom vi plejer. Måske endda 0,5 gang mere end vi plejer. Lige pludselig er det bare ikke nok for mig mere. Lige pludselig ville det være ok, hvis vi så hinanden oftere end det. Disse følelser fik desværre overtaget det sidste stykke tid af at hans besøg i dag. Jeg kan trøste mig med, at han bare syntes, at det var sødt. Men det irriterer mig. Mest fordi jeg ikke ved, om dette behov skyldes pres på studiet, som gør at jeg føler mig stresset og bare har brug for lidt ekstra hygge og tryghed end normalt, eller om det rent faktisk skyldes, at jeg er blevet gladere for ham.

Nu har jeg ikke flere ord, så indlægget stopper brat lige dér og så prøver jeg lige at finde noget overskud til endnu en uge ....hvilket jeg har det ca. sådan her med:

Når far er den bedste i verden

Min far er en mand af få ord, når det gælder følelser. Han har aldrig været overbeskyttende eller her-er-mit-hagl-gevær-agtig i forhold til mig og de mænd/drenge, jeg har set gennem mit liv. Det har heller aldrig været ham, jeg har gået til, hvis jeg havde problemer med føromtalte hankønsvæsener - eller andre følelsesmæssige problemer.
I dag fortalte jeg mine forældre om Skægget. De er jo ikke dumme, så de har længe vidst, at jeg så en eller anden, men har også vidst, at de ikke skulle spørge om noget, før jeg selv var klar til at fortælle. Og det var jeg så i dag. Så vi snakkede om, hvordan jeg har forsøgt at sløre min forelskelse og ikke fortælle noget særligt om den kære mand, fordi jeg hader presset og hvordan-går-det-med-jer-spørgsmålene, der følger med, når folk ved. at man ser en ny. Men jeg kunne altså ikke tie stille længere med ham her, og desuden plejer mine forældre (især min mor) at stille alle de rigtige spørgsmål for at få mig til at tænke over relationen på en ny måde. Jeg fik også luftet mine bekymringer i forhold til at være vild med nogen vs. være vild med idéen om nogen, og nervøsiteten for at ende i endnu en Mr. Good Guy eller endnu værre Ekskæresten.
Ufatteligt nok, valgte min far helt af sig selv at bringe ovenstående på banen i bilen på vej hjem til mig (Ja, jeg er forkælet nok til at blive kørt hjem indimellem. Halleluja.). Og han var så sød. Og god. Og mand, jeg elsker ham så højt. Vi snakkede lidt om de bestemte ting ved Skægget, som gør mig i tvivl. Og endte med at grine af, hvor dumme og ligegyldige de er. Og så snakkede vi lidt om at nøjes og om min generations hollywood-syn på kærlighed - hvordan det hele skal være perfekt. Jeg kan ikke helt beskrive, hvor fint et øjeblik, vi delte der i bilen, men hvor er jeg glad for at det skete. Især med et udfald hvor jeg føler mig helt rolig omkring Skægget.
"Så længe han gør dig glad og du ikke kan undvære ham".

Om at nøjes

En fin kommentar på sidste indlæg fik mig til at tænke lidt over den evige jagt på drømmemanden og på ikke at skulle nøjes. For selvfølgelig skal man ikke nøjes.. Eller skal man? Jeg tvivler på, at der er en mand derude til mig, som aldrig ville få mig til at tvivle, irritere mig eller gøre mig ked af det. Men her i mine start-tyvere får jeg bare tit at vide, at jeg ikke skal nøjes. At han nok skal være derude - ham, manden fra mine drømme. Og jeg har jo massere af tid til at finde ham - jeg har hverken et biologisk ur, der tikker eller bryster tynget af tyngdekraften. Men hvad hvis så jeg står som 34-årig og stadig ikke har fundet ham, fordi jeg ikke ville nøjes?
Så måske skal jeg nøjes. Jeg nøjes jo også i forhold til mine venner og veninder - der er ikke ét af de mennesker, som er tætte på mig, der ikke har fået mit pis i kog eller som jeg har syntes, var træls i perioder. Så hvorfor skal jeg ikke også nøjes og gå på kompromis på mandefronten? Hvorfor er spørgsmålet ikke nærmere, hvor meget jeg vil nøjes?
Selvfølgelig skal jeg ikke tage det første og det bedste, der kommer i min retning, men hvis han overordnet er sød og dejlig og så indimellem møgirriterende eller ikke lige deler mit synspunkt, er det så ikke godt nok? Er han så ikke god nok?

Bagud

Jeg er bagud med alting. 2015 har indtil videre været lidt streng i forhold til tid. Det er som om at dagene er kortere i det her år og så er det lidt svært at nå alt det man plejer. Det kan selvfølgelig også godt have noget med den der eksamen i starten af januar eller den kæmpe opgave, som afløste den så snart, den var ovre. Måske har det også noget at gøre med, at jeg savner min farfar en del og at mors affære stadig fylder en del i mit hoved. Og Skægget. Den psykolog, som jeg går hos, advarede mig lige. da jeg mødte Skægget, om at en forelskelse ville være stressende for mit i forvejen stressede sind og at jeg måske skulle passe lidt mere på mig selv. Omend hun selvfølgelig godt forstod, at man ikke dropper en fyr, man lige har mødt, når man synes, at der er potentiale. Jeg gør i hvert fald ikke. Men jeg må give hende ret, det er møgstressende. Den opmærksomme læser vil mellem linjerne allerede have opdaget, at jeg lige indrømmede, at jeg er forelsket i Skægget. Med fare for at jinxe det hele, så går det rigtig godt. Jeg er gået fra at have spist for meget lagkage og være i tvivl om det hele. til pludselig at være forelsket til op over begge ører. Det er rart og det er pissehamrende skræmmende på samme tid. Jeg er så bange for, at det falder fra hinanden. Jeg er så bange for, at jeg om et stykke tid finder ud af, at Skægget slet ikke er noget for mig, som jeg pludselig gjorde med Mr. Good Guy sidste år. Men jeg prøver at nyde det, og gå langsomt frem. Så går det forhåbentligt.

Lagkage

Livet er lidt som en lagkage. Skæg-situationen er lidt en lagkage. Studiet er lidt en lagkage. Vennerne er lidt en lagkage. Alt det, jeg godt kan lide, er lidt som en lagkage. Lagkager smager virkelig godt. Virkelig, virkelig godt. Men ingen kan blive ved med at spise lagkage i det uendelige - på et tidspunkt har man ikke lyst eller plads til mere. Så kan lagkagen være nok så lækker, men man er alt for mæt til at få bare et stykke mere ned. Man har slet ikke lyst mere. Så venter man lidt - et par timer eller dage, måske, og så får man som oftest lyst til lagkage igen og kan nyde endnu et stykke.

Indimellem sker der dog det, at ens øjne er mere sultne end ens mave, og så kan man komme til at spise for meget lagkage og få det helt vildt dårligt, fordi der egentlig ikke var plads til mere. Og man kan fristes til, at tænke jeg spiser aldrig lagkage igen, fordi man nærmest har kvalme bare ved tanken om endnu et stykke.

Jeg er kommet til at spise for meget Skæg-lagkage i juleferien.